Det var kærkomment for de køben-havnske socialdemokrater, at Ritt Bjerregaard ved kommunalvalget 2005 ville stille op til posten som overborg-mester. Ritt var en stærk kandidat, der kunne tage kampen op mod Søren Pind. Derved fik byen en særdeles dreven politiker som overborgmester, der ikke foretager en handling, uden at der ligger en dyb politisk overvejelse bag. Ritt foretager sig intet uovervejet eller tilfældigt.
Derfor var Ritt helt på det rene med, at den sag hun havde overtaget fra sin for-gænger - problemerne med salget af Ung-domshuset - var en varm kartoffel. Uanset at hun som overborgmester har ansvaret for byens ve og vel, valgte hun den taktik at fremføre, at Ungdomshuset ikke var hendes problem. Det var et problem mellem Ungdomshusets brugere og den fundamen-talistiske sekt Faderhuset.
Den politiske taktiker Ritt Bjerregaard vurderede således, at det ville give flere stemmer at stå på et højrefløjsstandpunkt i denne sag end at støtte de unge mennesker i Ungdomshuset. Det blev så ledetråden for Ritt Bjerregaards strategi.
I efteråret 2006 fremkom den idé, at kommunen kunne sikre Ungdomshusets fortsatte eksistens, hvis man gik i gang med at gennemføre en lokalplan, der bestemte, at Ungdomshuset fortsat skulle bruges til det formål, som det hidtil var blevet brugt til. Det er der hjemmel til i Planloven.
Umiddelbart lød det med lokalplanen som en fornuftig idé, men den blev straks skudt ned. Da det var åbenbart for alle, at et stop for Ungdomshuset ville volde store problemer, undrede det mig, at denne idé så hurtigt blev skudt ned. Som mangeårig jurist gik jeg i gang med at undersøge sagen nærmere. Planloven giver kommunerne meget vide beføjelser til at bestemme, at fast ejendom anvendes til bestemte formål. Der skal blot være tale om en offentlig interesse, og det er kommunen selv, der definerer, hvad der er offentlig interesse. Kommunen kan således bestemme, om en fast ejendom ud-lægges til en institution, et idrætsanlæg, en industrigrund, en golfbane, en statue eller et ungdomshus. Domstolene er yderst tilbageholdende med at underkende, at der foreligger den fornødne offentlige interesse, når det gælder den fysiske planlægning.
Planlovens beføjelser gælder uanset, om kommunen selv har solgt den pågældende ejendom. Man har altid lov til at blive klogere, men man må bare betale for sine fejl. Det forekommer ikke sjældent i den fysiske planlægning, at en kommune skifter standpunkt.
Ved nærmere eftertanke
Københavns Kommune kunne havde sagt til Ruth Evensen, at man havde tænkt sig om og var kommet frem til, at det ikke var så god en idé, at man solgte Ungdomshuset. At det ved nærmere eftertanke nok var bedst, at Ungdomshuset fortsatte. Så måtte Ruth Evensen som enhver anden borger finde sig i det. Hun har selvfølgelig også nogle rettigheder, idet hun kan kræve at kommunen overtager huset mod fuld erstatning jf. Planlovens § 48.
Det havde også været fuldt lovligt, hvis kommunen efterfølgende havde solgt huset til Fonden Jagtvej 69, hvorved det hele kunne være ordnet uden udgifter for kommunen.
Jeg har i seks år været kredsformand for Socialdemokratiets Hellerupkreds, hvorfor jeg følte en vis pligt til at henlede Ritt Bjerregaards opmærksomhed på mulig-hederne i det lokalplanmæssige aspekt. På denne baggrund skrev jeg til Ritt d. 4. nov. 2007, og samtidig bad jeg om aktindsigt i den juridiske orientering, som borgerrepræsentationens medlemmer havde fået forelagt, inden de traf deres beslutning. Jeg forestillede mig, at der nøje var blevet redegjort for de lokalplan-mæssige muligheder for en fredelig løsning.
Både byplansfolkene i Københavns Kommune og Ritt Bjerregaard havde viden om de muligheder, der er i Planloven for at have reddet Ungdomshuset. Til min store overraskelse fremgår det imidlertid af den aktindsigt, jeg har fået i sagen, at medlem-merne af borgerrepræsentationen ikke har fået nogen orientering om, hvordan man via en juridisk vej, der ikke ville koste kommunen penge, kunne have nået en fredelig løsning.
Vi lever i et frit land. Ritt Bjerregaard er i sin fulde ret til at vælge en vej, som støtter Ruth Evensen, og som alle ved, ville polarisere København. Personligt er jeg 100 procent uenig, men det er Ritts valg. Derimod finder jeg, at det er en krænkelse af de demokratiske spilleregler, at Ritt Bjerregaard ikke har sørget for, at borger-repræsentationen har fået forelagt en juridisk redegørelse for mulighederne for en fredelig løsning.
Retssagerne vil rulle
Selve rydningen af Ungdomshuset har kostet et tocifret millionbeløb. Men værre er, at over 200 mennesker har været vare-tægtsfængslet og over 800 anholdt. Retssager vil rulle i de kommende år, og mange menneskers fremtidsmuligheder vil være ødelagt. Der vil være en stor gruppe mennesker, der kun vil have ét politisk mål: at få sagt tak for sidst til Ritt Bjerregaard. Det er hendes bevidste valg, der er skyld i mange menneskers ulykke.
Ritts tackling af ungdomshus-sagen gør også ondt i mange socialdemokratiske kredse, idet hun har trådt på noget, der er centralt for det socialdemokratiske frisind. Der skal være plads til alle - også de unge, de udstødte, de alternative, de kreative. Det gælder tolerancen over for vores egne børn, og her havde mange socialdemokrater håbet, at partiet ville gøre en forskel.
Det er umuligt at bevise, hvordan Søren Pind som overborgmester ville have tacklet denne sag. Men hvis han var blevet over-borgmester i landets traditionelt social-demokratiske højborg, var han formentlig gået efter en meget konsensussøgende linie. Sagen om Ungdomshuset vil svække Socialdemokraterne. Samtidig må SF og Enhedslisten spørge sig selv, om det er værd at støtte Ritt Bjerregaard næste gang. Det kunne måske være mere interessant at støtte en borgerlig borgmester, der sidder på venstrefløjens stemmer, frem for at støtte en Ritt Bjerregaard, der totalt svigter.
Ritts tackling af ungdomshus-sagen er en politisk brøler. Spørgsmålet er, om hun kan overleve et valg.
Michael Bjørn Hansen er kontorchef og universitetslektor.
