Læsetid: 1 min.

Ritt knækker Pinden

Søren Pind trækker sig som Venstres overborgmesterkandidat efter knusende valgnederlag til Ritt Bjerregaard. Ritt fik hver tredje vælger i hovedstaden
16. november 2005

Så knækkede han. Pinden. Venstres overborgmester-kandidat trækker sig efter endnu et dårligt valg i hovedstaden. Klokken 22.08 kapitulerede Søren Pind fra sit kontor på Københavns Rådhus.

"Jeg skal ikke være med mere. Jeg vil flytte ned på Venstres bageste plads, og jeg har tænkt mig at holde mund," sagde Pind, der nu vil bruge alle kræfterne på at være folketingspolitiker. Pind overlader lederskabet til Martin Geertsen.

På Cafe Rust var der derimod feststemning. Flere hundrede Socialdemokrater bryder ud i jubel, da Ritt Bjerregaard kommer ind på det populære spillested Cafe Rust på indre Nørrebro.

Ritt Bjerregaard fik et kanonvalg, og da stemmerne blev talt op i aftes, snuppede hun hver tredje vælger i hovedstaden.

København har fået sin første kvindelige overborgmester.

"Jeg er glad for resultatet. Det ser lovende ud. Jeg skal snart tilbage på Rådhuset for at forhandle, og derfor kan jeg endnu ikke kalde mig overborgmester i København. Men det ser godt ud, og jeg er glad for at Socialdemokraterne går frem i hovedstaden," sagde Ritt Bjerregaard, før hun kørte videre til København Rådhus for at forhandle borgmesterposter på plads.

Før nattens forhandlinger havde Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten flertal alene.

En situation som betyder, at De Radikale - som også fik et flot valg - skal gøre sig til for at få en attraktiv borgme-sterpost til Klaus Bondam.

"Jeg er først og fremmest tilfreds med vores valg. Hvis fremgangen fortsætter, så tyder det på, at København er ved at blive en radikal storby," sagde Bondam.

Blot en uge før valgdagen gik De Radikale ellers til valg på at vælte byens mangeårige socialdemokratiske styre, men forsatte gode meningsmålinger til Ritt Bjerregaard, fik Bondam til at skifte mening og pege på Ritt Bjerregaard i stedet for.

Et skifte som meget vel kan betyde en attraktiv radikal borgmesterpost.

Tilbage på Cafe Rust bragede Bruce Springsteens klassiker 'Still thougher than the rest' ud af højtalerne.

Den pensionsmodne Ritt Bjerregaard bankede Venstres unge Pind i jorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her