Læsetid: 2 min.

Ritt i ny slingervals

Finn Rudaizky forlader S-gruppen på Rådhuset i vrede over, at pakistansk-dansk medlem ikke er undsagt. Konstituerings-aftalen vakler igen
3. december 2005

Med anspændt stemme oplæser den genvalgte S-borgerrepræsentant Finn Rudaizky på sit hasteindkaldte pressemøde:

"Det er med meget blødende hjerte, at jeg efter 37 års medlemsskab har følt det nødvendigt at melde mig ud af socialdemokratiet."

Bruddet begrunder han således: "Min personlige grænse er langt overskredet, hvis jeg skal deltage i en konstitueringsaftale med personer, der ligger langt uden for det danske demokrati."

Rudaizky nævner den nyvalgte socialdemokrat Sikandar Malik Siddique, "som render til møde i Hizb-ut-Tahrir, og som i et læserbrev den 14. november 2004 påstod, at der ikke er beviser for, at al-Qaeda står bag terrorangrebet på USA".

Rudaizky nævner også den V-valgte Wallait Khan, der nu har tilsluttet sig konstitueringsaftalen bag Ritt Bjerregaard:

"Khan mangler at afgive forklaring på sin tilknytning til Hizb-ut-Tahrir".

"Den nyvalgte socialdemokratiske ledelse burde forlængst have taget afstand fra disse fundamentalistisk-lignende holdninger, men den har været vattet og mere optaget af konstitueringsaftalens magtspil og fordeling af lønnede poster," siger Rudaizky og erklærer:

"Fra i dag er jeg løsgæn-ger."

Fremført af Pind

Information spørger:

- Det, du siger om Siddique, var kendt inden valget. Hvorfor reagerede du ikke da?

"Ziddique-kritikken blev fremført i en Venstre-kampagne, og jeg har ikke ønsket at hjælpe Søren Pind med at føre valgkamp på nogle påstande, hvoraf nogle var forkerte, og andre var sande."

Hvis Rudaizky nøjes med at forblive løsgænger, flytter det nogle udvalgspladser ud af Ritt Bjerregaards konsti-tueringsblok af SR og venstrefløjen. Hvis Rudaizky slutter sig til VKO-blokken, flytter han en borgmesterpost til den konservative Mogens Lønborg, formentlig fra Socialdemokraterne, enten integrationsområdet fra Jakob Hougaard eller socialområdet fra Thor Grønlykke.

Både Hougaard og Grønlykke har intenst lyttende indfundet sig ved Rudaizkys pressemøde.

- Slutter du dig til de borgerlige, Rudaizky?

"Jeg vil konsultere rådhussekretariatet om mine rettigheder og muligheder. Når jeg har gjort det, vil jeg overveje situationen."

- Har du lyst til at slutte dig til de borgerlige?

"Jeg vil overveje situationen, når jeg kender mine rettigheder."

Rudaizky benægter, at hans brud med S skyldes utilfredshed med de udvalgspo-ster, han har fået af Ritt Bjerregaard:

"Jeg er vældig glad over de poster, jeg har fået. Jeg er udpeget til ordfører i socialudvalget og som medlem af kulturudvalget. Det var det, jeg gerne ville."

Efter Rudaizkys pressemøde fremhæver den udpegede S-integrationsborgme-ster, Jakob Hougaard:

"Han afviser ikke at slutte sig til de borgerlige. Det, vi har set, er det rene fedtspilleri."

Om Socialdemokraternes manglende undsigelse af Ziddique forklarer Hougaard:

"Vi må ikke dømme, før der er en sikker viden."

- Får Rudaizky andre med ud af gruppen?

"Det håber jeg ikke."

- Hvis I skal aflevere en borgmesterpost, bliver det så din eller Thor Grønlykkes?

"Det vil jeg ikke kommentere på."

- Tager I kontakt med Rudaizky nu?

"Vi vil afvente hans udspil."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu