Læsetid: 3 min.

Rittuelle manøvrer

14. november 1996

GÅ AF, RITT! skreg de i B.T. i går. Med store bogstaver tværs hen over side 8. Det er en øvelse, vi allesammen kan på rygmarven: Miljøkommissær Ritt Bjerregaard stiller sig op i et eller andet internationalt forum, på en tv-kanal eller til nød i en aviskronik og taler enhver politisk rationalitet midt imod. Forulemper sit parti, sine grønne alliancefæller eller andre nært-stående med udtalelser, der er aggressive, provokerende eller på anden vis mod god tone. Straks springer en eller flere af de forurettede op og leverer de forventede modhug og krav om undskyldning, bod og bedring eller ligefrem afgang. Hvorefter medierne refleksagtigt slår til med de kendte overskrifter: Gå af, Ritt! Eller: Ny blæst om Ritt. Eller: Parlamentarikerkrav om Ritts afgang. Eller hvad de nu ellers skrev i går, da øvelsen senest blev gennemført.
Det store problem ved hele dette efterhånden rituelle cirkus er - at problemet er reelt. At miljøkommissæren vitterlig gør sig ud til bens og avler vrede hele tiden. At hun splitter i stedet for at samle. At hun flytter fokus fra miljøpolitisk substans til apolitisk personstrid.
I sin netop udkomne bog Konger uden land forsøger journalisten Erik Meier Carlsen den tese, at Ritt Bjerregaard er ude i en langsigtet, bevidst og visionær øvelse, der handler om med veltilrettelagte provokationer atter at folkelig- og levendegøre den politik, der bliver mere og mere indholdstom, ideforladt og styret af grå, ansigtsløse bureaukrater.
Med skam at melde: Vi kan ikke se det. Vi kan med vores bedste vilje ikke se andet, end at Ritt Bjerregaard er styret af en ulykkelig og åbenbart uimodståelig trang til at bringe sig i modvind. Enten fordi det er hendes natur, eller fordi hun simpelthen er en dårlig politisk analytiker.
Det kan ikke udelukkes, at hendes udfald er del af en indenrigspolitisk manøvre, der har til formål en dag at bringe hende styrket tilbage til dansk politik. Den hypotese har sine fortalere blandt iagttagere, der gør sig den umage at eftersøge et eller andet mønster i galskaben. Igen må vi melde: Vi køber den ikke. Hvad enten Ritt Bjerregaard måtte have sådanne overvejelser eller ej, så er det vores opfattelse, at det ikke virker. Men at virkningen tværtimod er ødelæggende for kommissærens anseelse i offentligheden, såvel som for den sag - miljøsagen - hun er ansat til at tjene.

I DEN dagsaktuelle sammenhæng er det Kommissionens forslag til EU's femte miljøhandlingsplan, der har udløst balladen. Med Ritt Bjerregaards deltagelse drøftede Europa-Parlamentet tirsdag og onsdag planen. Som miljøudvalgets ordfører havde Lone Dybkjær udarbejdet 100 ændringsforslag til planen, båret af det overordnede kritikpunkt, at planen er for lidt ambitiøs, for upræcis og uden forpligtende deadlines. Blandt de mange ændringsforslag var en skarpere EU-profil i spørgsmål om handel og miljø, et mere forpligtende miljøsamarbejde med Østeuropa, en konkretisering af hvad det vil sige at integrere miljøet i EU's øvrige politikområder, skrappere sanktioner over for brud på EU's miljøregler m.m.m. Overalt hvor miljøplanen i Kommissionens forslag taler om "overveje", "tilstræbe", "udvikle" o.lign., havde Lone Dybkjær foreslået mere forpligtende formuleringer. Forud for parlamentsdebatten havde Ritt Bjerregaard valgt den taktik at lade sin ny talsmand skælde parlamentets miljøudvalg huden fuld i dagbladet Politiken. "Deres arbejde er utroværdigt og præget af fodfejl og misforståelser," sagde talsmanden, der for tiden hedder Peter Jørgensen.
Det sikrede, at parlamentet fra starten tirsdag var på krigsstien mod Ritt Bjerregaard. Det grønne svenske medlem Per Garthon var den, der mest kategorisk forlangte kommissærens afgang, men andre - herunder miljøudvalgets formand Ken Collins - sparede heller ikke på krudtet.
Parlamentets behandling endte med, at man redigerede Lone Dybkjærs 100 ændringsforslag sammen til i alt 53, som for næsten alles vedkommende blev vedtaget onsdag, og som Kommissionen nu er forpligtet til at tage stilling til. Ritt Bjerregaard kommenterede dette nederlag for sin og Kommissionens plan ved at kritisere parlamentets miljøudvalg for "en dårlig procedure," fordi man ændrede 100 forslag til 53.
Lone Dybkjær har tidligere her i avisen kritiseret Ritt Bjerregaard for at vælge de forkerte slagsmål. For at lægge sig unødigt ud med "vennerne" på miljøområdet frem for at bruge dem som alliancepartnere mod "fjenderne". Miljøminister Svend Auken sagde tilsvarende tirsdag, at Ritt Bjerregaard dummer sig, når hun ikke kan se, at parlamentets opstramninger af handlingsplanen er en hjælp til hende som miljøkommissær, frem for det modsatte.
Hvis man forlanger Ritt Bjerregaards afgang, så opfattes det som en usaglig, personfikseret pressehetz. Så det gør vi ikke. Men nogen burde snart indse, at den europæiske miljøpolitik har pådraget sig et unødigt problem, som der bør gøres noget ved.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her