Læsetid: 2 min.

Ro på bagsmækken i DF

Morten Messerschmidts exit fra Dansk Folkeparti møder beklagelse fra DF-bagland. Hans lokalformand støtter et fremtidigt DF-kandidatur, hvis Messerschmidt vinder retssagen mod BT
1. maj 2007

Morten Messerschmidt skal ikke gøre sig alt for store forhåbninger om et comeback i Dansk Folkeparti. DF-baglandet bakker nemlig op om Morten Messerschmidts beslutning om at blive løsgænger i Folketinget i kølvandet på BT's artikler om hyldest til Hitler og afsyngelse af nazisange ved en druktur i Tivoli for nylig.

Det er udmeldingen fra flere medlemmer af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.

"Det er utroligt ærgerligt, at han har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti, hvor han har været en stor kapacitet. Vi må da håbe, at han vinder sagen mod BT, og så må vi se tiden an. Jeg håber da for ham, at han vinder denne sag," siger Allan Steen Hansen, formand for DFU og medlem af DF's hovedbestyrelse.

En lignende udmelding kommer fra et andet medlem af hovedbestyrelsen, Ib Poulsen:

"Jeg beklager, at han har valgt at forlade partiet, men det er jo hans egen beslutning," siger han.

Andre HB-medlemmer afviser at kommentere sagen, men henviser til partiformand Pia Kjærsgaards officielle udmelding, der siger, at "Morten har truffet den rigtige beslutning i forhold til Dansk Folkeparti i en rigtig dum og ærgerlig sag, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke med retssagen mod BT".

Opbakning

Kun i Norddjurs partiforening, som har opstillet Morten Messerschmidt til Folketinget, lyder der opbakning til hans fremtidige kandidatur.

"Hvis han vinder retssagen mod BT, kan jeg ikke se noget problem i, at han så genindtræder i partiet," siger Inger K. Andersen, der er formand for Norddjurs partiforening.

"Hvis det bare er en hetz mod ham, kan det ikke være rigtigt, at det skal ødelægge hans karriere. Det er jo svært at sige, hvad der er korrekt i denne her sag. Men jeg har svært ved at tro, at han virkeligt skulle have gjort det, som aviserne skriver," siger Inger K. Andersen.

Også i folketingsgruppen er der opbakning til Messerschmidts beslutning om at forlade partiet. Jyllands-Posten har talt med størstedelen af MF'erne for Dansk Folkeparti, og her er der tilslutning til hans beslutning om at blive løsgænger. Et enkelt medlem, Colette L. Brix, så helst, at han helt forlod Folketinget.

Andre episoder

I går kom det også frem, at Morten Messerschmidt ud over at hylde Hitler i Tivoli, også er også belastet af en række andre pinlige episoder. På Toga Vinstue i det centrale København har den tidligere DF'er under en anden druktur givet instrukser i at lave nazihilsnen. Det fortæller SF'eren Kasper Bjerring, der sammen med flere andre overværede episoden med Messerschmidt.

Om det nu er lykkedes for Dansk Folkepartis ledelse at skabe ro i partiet, er dog usikkert. I hvert fald har Morten Messerschmidt sandsynlige efterfølger i Folketinget, Per Dalgaard også været fremme med skarpe udtalelser om islam og muslimer. Blandt andet har han til Politiken i 2002 sagt, at "islam er den største trussel mod verdensfreden siden kommunismens fald".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her