Læsetid: 4 min.

Robinsons fremtid

6. december 2000

HVILKE ASSOCIATIONER får De, kære læser, når De får at vide om et menneske, at det har endetallet 0? Ja, ikke sandt, det må være noget med telefonnumre. Endetal er med til at identificere og karakterisere det moderne menneske, præcis som CPR-numre i gamle dage.
Og hele 40.000 danskere med endetallet 0 var med til at afgøre, at Sonny skulle vinde over Pia-donna i finalen i dette års Robinson-ekspedition på TV3. En kanal, der er hemmelig for dette blads læsere, eller hur? Ialt noteres mere end en million seere at have fulgt robinsonaden fra uge til uge, og 1,3 så afslutningen. Vi taler om en begivenhed i Dronning Ingrid-format.
Det kan godt være, at en og anden skribent i Information tidligere har gjort sig lystig over den form for selvskabt tv-event, men alt dette trækkes herved tilbage, for i virkeligheden er der tale om et rent ud genialt koncept. Robinson er et gruppe-dynamisk billede på, hvordan verden er i dag. En gøren-opmærksom-på, at uanset hvad præsten prædiker, så er det egennytten, der skaber vindere, som trækker verden fremad, som det kloge lokomotiv trækker en række dumme togvogne efter sig.

MEN NOGET må alligevel ske. For mens mennesker er dømt til at gå rundt og se ud på samme måde et helt liv, så kan tv-programmer forandre sig, og det er de nødt til, ellers dør de seertalsdøden af metaltræthed. Tænk på, hvordan det gik Leisners og Jarlens og Mylles programmer? De var fantastisk populære, men hvor er de i dag?
Og hvordan kommer Robinson videre? Hvordan kommer vi videre? Kan næste års Robinson bygges op omkring en svinefarm? De tænker, kære læser, at nu er lederskribenten blevet vild i den vintervarme, der har fået gækkerne til at skyde før tiden. Forkert tænkt. Nye tv-ideer kan ikke være outrerede nok, og tænk på Babe, den kække gris, en filmidé, som også på forhånd lød håbløs, men som netop derfor gik rent hjem hos et kæmpepublikum.
Altså: Vi fastholder Robinson på grisefarm som et rationelt, seriøst forslag. Man vil derved koble sig på noget, der i forvejen er fremme i medierne, ikke ligefrem et brand, men noget i den retning. Og husk: Vi er 22,5 mio. grise i dette land. Mindst.

SÅLEDES FØLGER vi, hvordan grisserne sopper rundt i deres eget søle i ugevis og må klare sig uden benmel. Så kommer det store øjeblik, hvor de skal stemme om, hvem af dem, der først skal sendes til slagteriet. Grisene sidder på rad og række med røde ører, krølle på halen, og endetallet 0. Nej, hvor er de spændte. En og anden rynker trynen en kende ved udsigten til at blive ugens udvalgte. Skæbnesymfonien hamrer på lydsiden.
Thomas Mygind toner frem på skærmen og indleder griserådet. Grisene skal tænke sig meget om, siger han. Da de ikke kan skrive, må de række deres grisetæer i vejret, så vil han personligt tælle dem. Det er ikke nok at øffe.
Sveden pibler frem på miss Piggys pande, og hun begynder desperat at pudre sig. Det spændende er, om de tre små grise fra Hold Nord har indgået en hemmelig alliance, siger Mygind, i så fald står de stærkt. På den anden side: Det vil ikke være i Praktiske Gris’ ånd.
Den store orne, Kammerat Napoleon, grynter veltilfreds. Han har nemlig indgået op til flere hemmelige aftaler, men har naturligvis ikke tænkt sig at holde en eneste. Man kender vel det lille spil.
Sekunderne går. Basse Gris er bekymret. Der klippes til Babe Gris, der overhovedet ikke er talende mere. Grislingen sidder bare og piber af bekymring.
Mygind er på igen. Mygind med den beroligende stemme. Mygind, hård, men retfærdig. Mygind, som både har stor følsomhed for den enkeltes problemer samt avanceret sans for seernes interesse i at blive underholdt af samme.
Man ser Mygind lægge Judas-armen om stemmeslugeren, den grædende miss Piggy, mens han fører hende til slagtning. Hun skal ikke være ked af det, siger han. Det er jo ikke noget personligt. Miss Piggy får fremstammet, at det skam er helt i orden.

KONCEPTET VIL med fordel kunne bruges ude i samfundet. Interessen for politik vil få et gevaldigt løft, hvis tv hver uge viser en udsendelse fra Folketinget, hvor de ærede medlemmer stemmer om, hvem af dem, der skal sendes ud på en øde ø. Med Ivar Hansen som Thomas Mygind.
Eller tænk på din arbejdsplads, kære læser. En gang om måneden stemmer I en kollega ud. Det vil hjælpe ledelsen i rationaliseringsprocessen. Men tag jer i agt for taktiske stemmeafgivninger, da de ikke vil gavne arbejdspladsen som helhed. Kan man forestille sig landsholdet i fodbold udtaget sådan? Kunstner-samfundene fungere på Robinson-manér? Tv’s programplanlægning? Eller er det allerede sådan?
Egentlig kan det begynde i børnehaven.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her