Læsetid: 5 min.

Rock på alle hylder

At rock atter er kommet på dagsordenen demonstrerer en række aktuelle, ret forskellige, men alle (mere eller mindre) rockende udgivelser fra de seneste par uger
19. maj 2007

Arctic Monkeys stod sidste år for en af den slags sensationer i rockandedammen, det med årene bliver sværere og sværere IKKE at forholde sig yderst kritisk over for. Thi så mange bands hypes så hårdt i starten af karrieren, at de aldrig rigtig formår at komme sig over det og nå at blive et rigtigt band, før de atter skydes ned af de selv samme mennesker, der udråbte dem til noget hen ad rockmusikkens svar på Messias.

Og efter mange af mine kollegaers mening hed det anno 2006 altså Sheffield-outfittet Arctic Monkeys på grundlag af deres både sprælske og uhøjtidelige (men IKKE på noget niveau revolutionerende) debutalbum Whatever People Say I Am, That's What I'm Not - det var dog i sandhedens interesse et lynende lovende album, og frontfigur Alex Turner lagde sig som observant, humoristisk og lettere kynisk tekstforfatter ubesværet i den der særlige neorealistiske britiske tradition, vi forbinder med navne som fx The Kinks (Ray Davies), Madness og Pulp (Jarvis Cocker).

Den gode nyhed er, at selvom Favourite Worst Nightmare på mange måder lyder som Whatever People Say I Am, That's What I'm Not Vol. 2, er det i en relativt forbedret udgave. Sprælsk, drilsk, energisk og frækt som bare pokker står musikken på det nærmeste ud af højtalerne og kræver som minimum, at man som lytter tager stilling, thi det fungerer rigtig dårligt som lydtapet (hvad der skal ses som en kompliment).

Sammenspillet er tights og swingende, produktionen eksemplarisk og på tekstsiden fortsætter Alex Turner sin kærlige hudfletning af livet på de britiske øer, helt solidarisk og ofte ret vittigt. En vis originalitet kan heller ikke benægtes - om end der altså ikke er tale om det store spring fremad - og man forstår gruppens position som et af de bands, der er konsensus om både at høre og holde øje med. Det kunne jo være, at Turner & co. ender som det helt store. At dømme ud fra udspil nummer to er de i hvert fald godt på vej mod toppen af den britiske rockpyramide.

Melodier og præk

Det har aldrig været rigtig cool at kunne lide kvartetten Travis - af årsager jeg aldrig helt har forstået.

Men det skyldes måske et stykke hen ad vejen, at bandets frontfigur Fran Healy faktisk kan skrive sange - og det er noget, der kan gøre et vaskeægte rockpublikum helt fortvivlet. At ville have tråd er nemlig ikke ensbetydende med, at ville have melodier. I al fairness er The Boy With No Name nu heller ikke det bedste, vi har hørt fra Travis (den titel må gå til det glimrende The Man Who fra '99), og det hjælper vel heller ikke uhæmmet på street cred'en, at Sir Paul McCartney er stor fan?

Men efter en rum tid på sidelinjen, hvor det ikke var til at vide, om gruppen var opløst eller ej, er den så tilbage med mere af det samme, hvilket man alt efter temperament kan begræde eller juble over; personligt savner jeg en smule nyt under solen, om end en sang som "Battle-ships" ikke er hvem som helst beskåret at kunne skrive. Men alt i alt ikke noget, der ligefrem ryster ens verden. Og alligevel ganske rart at lytte til.

Jeg har så aldrig rigtig været Manic Street Preachers-fan, selvom nummeret "Motorcycle Emptiness" skam er nice nok; men det er så også fra 1992! I teorien er jeg til hver en tid spontant interesseret i et militant marxistisk band fra Wales, men MSP forekommer mig at mangle en del i den afdeling, der hedder sangskrivning og i deres tekstunivers forveksles præk og forudsigelige paroler ofte med indignation og politisk skarpsyn.

Da de endelig i '98 producerede en ørehænger i form af "If You Tolerate This, Then Your Children Will Be Next", var den så irriterende, at i hvert fald jeg fik lyst til at slå vildt omkring mig, når den endnu en engang stod ud af en eller anden sagesløs radio. Det er noget med, at gruppens holdninger på sæt og vis er okay, hvis man ligger lidt til venstre for Stauning, men at det alt for ofte ender som agitprop for begyndere. Der er ingen Bertolt Brecht i det band - og heller ingen Kurt Weill, nu jeg mærker efter (det skulle være så moderne).

Bag de store håndbevægelser og dyre ord finder vi et temmelig ordinært og ikke sindssvagt ophidsende rockband, som på en eller anden måde har opnået en status, der er helt ude af trit med dets evner. Og det er der sandt for dyden ikke noget ved Send Away the Tigers, der ændrer stort på.

Det er kun for de allerede omvendte, der måske savner gruppens oprindelige lyd, som den her er gået langt for at genfinde. Guderne må vide hvorfor.

Over stok og sten

Noget af det mest befriende ved den debuterende trio Noisettes er, at den både er overvældende fyndig og totalt underholdende. På den fede måde, tilmed.

Det går over stok og sten fra første taktslag, jo tak, men alligevel ikke heftigere, end at lytteren hele vejen igennem mærker troldsplinten i øjet hos denne herligt splittergale trio, som formår at minde om alt fra det purunge The Cramps og postpunkflagskibet The Slits og frem til samtidige gøglere Yeah Yeah Yeahs og The Bellrays - og så alligevel i den grad lyde som sig selv. Anført af den sjælfulde og herligt udfarende Shingai Shoniwa på vokal og bas, flot komplimenteret af Dan Smith på guitar og Jamie Morrison bag trommerne, har de med What's the Time, Mr Wolf? skabt et af årets uden sammenligning mest vindende og fyndige no-nonsens rock & roll albums, der bliver ved med at charmere og ægge til vanartet opførsel - afspilning efter afspilning. Det er måske ikke den dybe tallerken, det her, men kors hvor det dog swinger og luner og får gang i både lattermuskler og spjættende danseben. En hammerfed forårsbebuder.

Summa Summarum - af de fire navne her er Arctic Monkeys det nok mest lovende, prægnante og interessante, Travis det mest melodiske og poporienterede, Manic Street Preachers det kedeligste og mest forudsigelige og The Noisettes det uden sammenligning sjoveste og mindst selvhøjtidelige.

Så står De og mangler lidt lyd til weekenden, skulle der altså være noget at vælge i mellem. Må vi foreslå Arctic Monkeys som nærende hovedret med Noisettes som fuldfed dessert?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her