Læsetid: 5 min.

Rock og rokoko

Sofia Coppolas film om Marie-Antoinette skuffer, selv om den rummer originale elementer og har en personlig vinkel på den franske dronning
26. maj 2006

Cannes - En af de mest imødesete film på filmfestivalen i Cannes er Sofia Coppolas tredje film, Marie-Antoinette, der blev vist for pressen onsdag morgen. Modtagelsen af filmen var ikke entydigt positiv, og der var lige dele klapsalver og buh-råb bagefter.

Konfronteret med den blandede modtagelse på det efterfølgende pressemøde, blev Sofia Coppola synligt overrasket - måske også lidt skuffet - og hun syntes at kigge over på sin berømte farmand, Francis Ford Coppola, for at hente støtte. Hans Guldpalmevindende mesterværk, Dommedag nu, fik en blandet modtagelse i Cannes for snart 30 år siden.

Personligt havde jeg dog også forventet mig mere af Marie-Antoinette, der er, hvad englænderne ville kalde 'underwhelming'. Unge frøken Coppola når ret langt i sit forsøg på at give det ofte så stive og kønsløse kostumedrama energi og kulør ved at blande rokokomusik og rockmusik - The Cure, Siouxie and the Banshees, Aphex Twin - lade skuespillerne tale engelsk med både amerikansk, fransk og engelsk accent.

Til at begynde med virker det lidt besynderligt, men man tager snart grebet til sig og lever sig ind i den således moderne lydende historie om den østrigske prinsesse (Kirsten Dunst), der som 14-årig midt i 1700-tallet bliver gift med den jævnaldrende, kommende kong Louis XVI af Frankrig (Jason Schwartzman).

Men efterhånden som årene går, og Marie-Antoinette forvandler sig fra glad pige til selvoptaget kvinde uden blik for meget andet end sko, kjoler og søde sager, mister man også interessen for hende. Det er først meget senere i filmen, hvor hun bliver mor og til sidst, da revolutionen bogstavelig talt banker på døren, at Dunsts Marie-Antoinette igen bliver en person, man kerer sig om.

Livet i en glasklokke

Som karakter mangler hun i perioder den mystik, der gør kvinderne i Coppolas to første film, The Virgin Suicides og Lost in Translation, så spændende og facetterede. Marie-Antoinette, både personen og filmen, har ikke så meget andet at byde på, end det man kan se på lærredet, og selv om filmen visuelt er flot og tidsbilledet og miljøet genskabt med sans for detaljen - den er optaget på Versailles - er det ikke nok til at holde ens opmærksomhed fanget gennem hele filmen.

Marie-Antoinette er baseret på en biografi af Antonia Fraser og på sin vis et forsøg på at nå om bag myten Marie-Antoinette og derved genoprette hendes dårlige ry for blandt andet at ignorere en sultende befolkning. Filmen handler i høj grad om, hvad det er for et overgreb, en livsglad pige bliver udsat for, da hendes mor, den østrigske kejserinde, sender hende alene til Frankrig for at blive gift med en mand, hun aldrig har mødt.

Tilmed har han svært ved at finde ud af det med det seksuelle, hvorfor en arving til tronen lader vente på sig, og det er ikke godt for Marie-Antoinettes position hos det intrigante, franske hof, hvor alle lurer på hinanden. Hun prøver at 'inspirere' sin mand, samtidig med at hun introduceres til de utallige, omstændelige ritualer, som etiketten foreskriver, og som kun afsondrer hende mere og mere fra det virkelige liv.

Hun er aldrig i kontakt med sine undersåtter og bruger uanede summer af penge på sig selv og sine sladdervorne hofdamer. Blandt andet lader hun opføre en hel landsby, hvor hun kan lege bondepige og i højere grad end på Versailles være sig selv. Men det er for sent, hun er ødelagt. Marie-Antoinette lever i en glasklokke af vulgaritet og dekadence, og først, da revolutionen går i gang, går det op for hende, hvad det er, hun har været en del af.

Moderne i Versailles

Naturligvis blev der på pressekonferencen spurgt til Sofia Coppolas holdning til den franske revolution og Marie-Antoinettes mulige referencer til moderne politik. Men det ville den overraskende tilbageholdne og ikke så talende instruktør ikke tale om, fordi, som hun sagde, "jeg har ikke lavet en politisk film om den franske revolution. Jeg har lavet en portrætfilm, og jeg synes ikke, at det er meningen, at jeg skal sidde her og komme med politiske statements. En del af filmen handler om, hvor uvidende de her mennesker er om verden uden for hoffet. Men jeg vil ikke gå så langt som til at sammenligne det med politikere af i dag".

Da hun gik i gang med Marie-Antoinette, der tematisk - unge kvinder forsøger at finde sig selv - ligger i forlængelse af hendes tidligere film, vidste Sofia Coppola ikke så meget om den personlige side af den franske dronning. Det var en af grundene til, at hun ville lave filmen - en anden grund var en fascination af 1700-tallet.

"Inden, jeg gik i gang den her film, var Marie-Antoinette for mig et symbol på dekadence og frivolitet. Der er så mange myter omkring hende, og det var meget interessant at researche og læse mere. Og i det, jeg læste om hende, kunne jeg se, at hun havde nogle af de samme kvaliteter, jeg også kunne se i Kirsten Dunst - en fjollet og luftig side og en mere dyb og substantiel side, som kommer til udtryk senere i Marie-Antoinettes liv."

Kirsten Dunst blev spurgt, om ikke hendes Marie-Antoinette er en moderne pige i 1700-tals tøj, hvortil hun svarede, at "jeg synes bestemt, at hun for sin tid opførte sig anderledes end de fleste andre mennesker ved hoffet. Hun var moderne i Versailles. Sofia gav mig plads til at være den, jeg er, og ikke føle mig begrænset af at skulle portrættere en historisk figur."

Hellere tæv

Da spørgsmålet om Marie-Antoinettes blandede modtagelse til morgenens pressekørsel kom op, brød pressekonferencens ordstyrer, den franske filmkritiker Michel Ciment, ind og trøstede Sofia Coppola med, at pressen i Cannes ofte er "småborgerlig", og hun sagde selv, som et ekko af Anders Morgenthaler, at hun hellere vil have, at folk kan lide eller ikke lide filmen end give den middelmådige anmeldelser.

Og mens Eleanor og Francis Ford Coppola sad helt ude i siden af lokalet og videofilmede seancen, blev deres datter spurgt om, hvilke gode råd hendes berømte far, verdens bedste filminstruktør, havde givet hende.

"At vokse op og se ham lave film og føle hans begejstring for film, gav mig lyst til at lave film," sagde Sofia Coppola.

"Og jeg prøver som ham at fortælle personlige og originale historier."

Mere Cannes på

tema.information.dk/cannes2006 og blog.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu