Læsetid: 3 min.

Rock uden kniv

24. maj 2003

ROCKMUSIKKEN har i den forløbne uge fået sit eget akademi. Det stiftende møde fandt sted i Musikcafeen i København med deltagelse af en række af de største navne i og omkring musikken i genrens danske historie. Oprettelsen sker efter alle kunstens regler med fundats og mange paragraffer om både formål, udvalg, kontingent og optagelseskriterier.
Et rockakademi!!!
Er det ikke en selvmodsigelse af de helt store? Rocken blev jo født i synd, da Elvis Presley var ved at blive hylet helt ud af det borgerlige, bornerte USA, hver gang han foretog et provokerende vrid med hoften, som hensatte teenagepigerne i dånen. Det var sex, det var farligt.
Et rockakademi!!
Er det ikke helt til grin, for er det ikke bare udtryk for, at nogle ældre nisser gerne vil sole sig ved æren og indflydelsen, så fjernt fra den fri rocks udfoldelser, og hvad skal de det for? Det endegyldige bevis på, at rockens epoke er forbi, og at den nu er på vej til museet...
Et rockakademi!
Det lugter langt væk af noget fint og fisefornemt, af noget åndspaveri eller sagt på jævnt dansk: Establishment.
Det lugter af det støvede franske akademi og det svenske, der uddeler nobelprisen i litteratur under højborgerlige omstændigheder og til og med royal tilstedeværelse.
(Mere højtideligt er det så heller ikke. Det svenske akademis sekretær blev forleden i tv spurgt om, hvad han taler med nobelpristagerne om, umiddelbart før man foran den verdenskendte dør forelægger navnet for pressen. »En havesaks,« sagde han, idet han nævnte et eksempel. »Vi talte, om at vi begge brugt den samme slags havesaks.«)

OVENSTÅENDE er den negative version, hvortil man kan føje, at der selvfølgelig går nogle ulækre mekanismer i gang om, hvem der skal være medlem, og hvem der ikke skal med i »klubben,« hvem der er oplagte forbigåelser, osv. Ikke uden grund, for udstødelsesmekanismen kendes faktisk fra det danske, litterære akademi, hvor man kan undre sig over store forfattere, der aldrig blev medlem.
Disse syv kors slået, står det eneste fornødne spørgsmål tilbage: Er det bedre at have et akademi, end ikke at have det, og guderne skal vide, at dansk rock- og popmusik - grænsen er udflydende - nok kan have brug for et diskussionsforum, der munder ud gennem et talerør.
Ganske vist sagde formandskabet, Hans Otto Bisgaard (formand) og Torben Bille (næstformand), på tv forleden noget om, at man ikke ser sig som en lobbyvirksomhed, men snarere som »en fri, uafhængig stemme« for rockens og dens musikeres sag.
Rockmusikken er stadig stor, når de største navne giver koncert eller udsender vellykkede cd’er, men er også – ikke mindst vækstlaget – ude i komplicerede problematikker som begrænsninger i, hvad der må spilles i radioen (playlister), cd-kopiering, mangel på spillesteder og den centralisering, der følger med den almindelige globalisering. At ældre kolleger med navne, politikerne kender, stiller op, vil næppe være uden betydning – direkte som indirekte – for områdets accept i det kulturpolitiske spil. (Iøvrigt var det ikke lutter seniorer, der var med til at stifte, men også en junior som Marie Frank.)

HERTIL KOMMER, hvad det nye akademi selv lægger vægt på, at rocken har en historie og dermed bør ses som en uundværlig del af vores kulturarv. Derfor ideen om at støtte oprettelsen af en Hall of Fame, som man har det med sportsfolk i Idrætsparken, og et rockmuseum i Roskilde, som i hvert fald vil kunne vente spidsbelastning under den årlige festival.
Det vil kunne blive et sjovt museum med gamle »spader«, turjakker, svedebånd, og – hvem ved – Thomas Helmigs gadedør, Anne Linnets vinduer, Bellis pigtråd og Johnny Reimars smølfer. Kun fantasien sætter grænser, og f.eks. husker de færreste i dag, at Reimar engang var en førende rockmusiker uden mindste ironi.
Rockens rødder, bevaret for eftertiden. Og så er der jo det med at have et fælles forum. Med Bisgaards ord: »Nu, hvor Storebæltsfærgen er nedlagt, savner vi et sted at mødes.«
og som Bille udtrykte det, heller ikke uden ironi: Et sted, hvor man ikke behøver sige, »hvordan sidder min kniv i ryggen i dag?«
I forvejen har Danmark et filmakademi, som ikke er elitært, men for hele branchen (med en bestyrelse) og altså anderledes i strukturen. Det viser nye film for medlemmerne og uddeler priser, også til de mere anonyme teknikere.
Desuden er der det litterære akademi, som lukker sig mere om sig selv, men også uddeler priser og inviterer unge digtere til oplæsning. Lad så det nye mødested og dermed rockakademiet finde sin egen måde – og blive bedømt på gerningerne.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu