Læsetid: 4 min.

Rockens litterære kanon

Kenneth Thordal har fundet inspiration i alt fra den litterære rock-kanon til 'Lykke-Per'. For musikeren er det lit-teratur med flow der rykker
17. marts 2007

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Ja, nu slynger jeg jo bare en hel masse ud, ikke, men den første, der fik betydning for mig, var Tusind og én nats eventyr. Det var mellem anden og tredje klasse, og jeg var på ferie hos mine bedsteforældre. Før jeg tog afsted, kunne jeg kun læse lidt tøvende. Men den var så spændende, at jeg blev nødt til at lære det. Det var i sommerferien, at jeg for alvor lærte at læse".

"Senere blev det jo alle de der beat-ting, som alle, der spiller rock'n'roll, har læst: Charles Bukowski, William S. Burroughs og de gutter. Man kan kalde det rockens litterære kanon. Hvis man ryger på MySpace og læser musikernes profiler, kan man se, at alle har læst de samme ting og hørt de samme plader. Gad vide, om folk kopierer hinandens lister? Der er også de klassiske biografier. Der er mange fantastiske bøger i genren, men især jazz-biografierne fyrer den af. Miles Davis' biografi er en af de bedste. Til gengæld synes jeg Bob Dylans Chronicles var røvkedelige. Ups, håber ikke der er nogen rockanmeldere der læser det her, og bliver sure?"

"Nu vil jeg også gerne nævne en lidt mærkelig bog, for ikke bare at sige det samme som alle de andre. Jeg vil jo gerne virke klog, ikke, og sådan et interview er også en god mulighed for at anbefale noget i medierne, som alle ikke har fået gennem Gyldendals Bogklub. Den unge tyske forfatter Juli Zehs Ørn og Engel var jeg meget fascineret af. Den handler om nogle folk, der tager en masse stoffer. Der er noget klaustrofobisk over den, men på en fed måde. At komme ind under kraniet på folk, der sidder fast i et eller andet, f.eks. stofferne, er altid spændende."

"Jeg læser en masse. En af de nyere danske ting, der har rykket hos mig, er Benn Q. Holms Album. Jeg kunne spejle mig i den, da den be-skrev mange koncerter, jeg også har været til, og det er altid sjovt. Den er også meget velskrevet i en blæret enkel stil. For eksempel er der en helt eminent druk-scene. En af mine venner, Peter Sommer, læste den i løbet af 23 timer. Jeg tror også, jeg havde læst den i ét flow, hvis ikke jeg havde haft børn og andre forpligtelser."

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

"Hmm. Her skulle man sige Peter Plys, som jo også er fantastisk. Men nej, egentlig har jeg ikke noget svar på dette spørgsmål, for jeg synes det er en rædselsfuld tanke, at alle skulle læse den samme bog. Alle, der mener, de har den eneste sandhed, får mig til at løbe langt væk."

Altid på vej videre

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"Harry Potter. Den er stin-kende kedelig og ringe skrevet. Jeg kan ellers godt lide eventyr, men det her er bare ikke godt nok. Min ni-årige datter insisterede på at få den læst højt, og sjældent har jeg kedet mig så meget som de mange aftener, jeg brugte på Harry."

- Hvilken type læser er du, og hvornår læser du?

"Jeg har kun læst få hele forfatterskaber. Faktisk er Bukowski den eneste, jeg har læst det hele af. Sådan er det bare for mig, jeg må videre. Jeg har heller ikke læst alt af Henrik Pontoppidan, skønt han er blandt mine danske yndlingsforfattere. Lykke-Per er virkelig noget stort! Jeg har heller ikke alle David Bowies cd'er i samlingen, selv om jeg er vild med dem."

"Jeg læser typisk i sengen om aftenen. Jeg læser rela-tivt hurtigt, der må gerne være flow i det. Jeg synes, det er fedt at læse hurtigt, for så kan man komme videre til en ny bog. Der er meget litteratur i verden, der skal læses! Der har været mange morgener, hvor jeg har været træt og tænkt 'fuck, hvorfor læste jeg hele natten?'. Men sådan er det. Jeg kan ikke stoppe med at læse, når jeg er inde i et godt flow."

- Hvad er du i gang med at læse for tiden?

"Jeg har lige læst Vi, de druknede af Carsten Jensen. Det bedste ved den var hans 'sørøver-tjubang'. Til gengæld var hans lange diskussioner af det gode og onde lige i overkanten. Det er jo ikke, fordi jeg ikke interesserer mig for den slags, men lige her, kunne jeg godt have undværet det. Men jeg læste jo bogen, og når man nakker en bog på 600 sider, så kan den et eller andet."

Kenneth Thordal er aktuel med albummet 'Alt og Ingenting' der for nyligt udkom på Sonet Records

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu