Læsetid: 7 min.

Rockens tavse brøl

I dag tager forfattere (især dem lidt oppe i 40'erne) Mark E. Smith og Morrissey mindst lige så alvorligt som Julian Barnes, så hvorfor er det stadig så svært at få ram på den store rock'n'roll-roman?
25. august 2005

Ligesom fodbold og underholdningsbranchen er musikbranchen en af den moderne massekulturs skinnende fæstninger, hvor romanen - denne universelle og demokratiske kunstform - sjældent trænger ind. iPods sælges i millionvis til teenagehorderne, rock'n'roll og dens varianter er de unges fællessprog fra Vermont til Vladivostock, den "billige musik" har stadig den kraft og indflydelse, som Noel Coward tillagde den for 70 år siden, men alligevel vælger den almindelige romanforfatter stort set altid at betragte verden fra et værelse på en højere læreanstalt i provinsen frem for at følge et rockband på turné.

Der er flere gode grunde til denne grove forsømmelse. Popmusikkens tilsyneladende homogene natur er i høj grad vildledende. Mange forskellige subgenrer bliver blandet sammen (Trashcore? Nu-metal? Alt-country?). Der hersker et særligt sprog, et teknisk ordforråd, der på de lidt højere niveauer nærmest bliver til en hel poetik. Når Ian McEwan f.eks. skriver en blues-spillende biperson ind i sin nyeste roman Saturday og yderst teknisk beskriver "det pludselige slag fra en forlænget akkord, en tone, der holdes mod harmoniens tidevand, en omhyggeligt udglattet kvint..." kan man næsten se de gamle numre af Blues Guitarist ligge opslået på den gamles skrivebord.

Hvad værre er, dette er en kunstform, hvis konturer ændres af lynhurtige skift og brud. Når en yngre musikjournalist har svært ved at følge med de konstante justeringer, får en midaldrende skribent, der syntes, at Pink Floyd spillede virkeligt godt til Live8-koncerten, jo ikke et ben til jorden.

Musik som lakmuspapir

Og alligevel - ligesom fodbold og underholdningsbranchen burde popmusik rumme en besnærende mangfoldighed af både konkrete og symbolske vendinger, situationer og vinkler, som en forfatter kunne kaste sig over og udnytte. Glem den desperate romantik, der har omgærdet emnet siden Elvis - popmusikken fungerer også som et stykke samfundsmæssigt lakmuspapir. Frem til i hvert fald starten af 1980'erne kunne man med rette hævde, at musik sammen med professionel sport og organiseret kriminalitet udgjorde de eneste sikre flugtveje væk fra baggårdene og fabrikkernes samlebånd.

Og så er der hele den menneskelige faktor: Forhåbningerne, vreden og samspillet blandt de fire eller fem mennesker, der sidder tæt sammen i øvelokalet sammen med deres griske manager El Sharko, mens hele den skånselsløse, røveriske og potentielt korrupte musikindustri ligger på lur i horisonten. I teorien burde rock'n'rollromanerne ligge spredt ud over fiktionens skovbund som nedfaldne blade, men i praksis er der kun de lejlighedsvise, enkelte glimt, der lyser op i mørket.

Der er en tendens til, at de romanforfattere, der giver sig i kast med popmusikken, kan inddeles i tre kategorier. De mest iøjnefaldende er de forfattere, der ganske enkelt godt kan lide at omgås musikere, af og til i et omfang, der ligner regulært samarbejde. The Grateful Dead, der dengang hed The Warlocks, fungerede i midten af 1960'erne som husorkester for Ken Keseys busfuld af de psykotropiske Merry Pranksters. Hawkwind opkaldte bandet efter et værk af Michael Moorcock med titlen Hawkind Zoo og leverede det musiske akkompagnement til deres mentors digtoplæsninger. Salman Rushdie har stået på scenen sammen med U2, hvis tilstedeværelse spores i Rushdies roman Jorden under hendes fødder (da. 1999).

Så er der de forfattere, som i deres ekstreme interesse for bestemte musikgrupper og sange rundhåndet strøer hemmelige referencer til selv samme grupper ud i deres romaner på en så subtil måde, at hentydningerne kun kan forstås af den hårde kerne af fans. Forfatterne til en fem år gammel antologi fra kunstbevægelsen New Puritans kaldte bogen All Hail the New Puritans efter The Fall-sangen af samme navn. Ben Richards, der selv er en del af New Puritans, har kaldt en af sine romaner A Sweetheart Deal som en hyldest til punkbandet Magazines sang Sweetheart Contract og har indledt en anden roman med en beskrivelse af, hvordan hovedpersonen undervejs til Chile lytter til Magazines opsamlingsplade Maybe It's Right to be Nervous Now. Jason Dowleys Unknown Pleasures er et hip til Joy Division, mens jeg selv må tilstå at have skrevet en novelle med titlen After Bathing at Baxter's som en hyldest til Jefferson Airplanes plade af samme navn fra 1967.

Romanforfatterne

Endelig er der en lille håndfuld forfattere, som uanset de produktionsmæssige vanskeligheder og de endeløse studier af musikmagasiner, som formen kræver, vælger at skrive romaner, hvori musikken ikke blot er et ekstra krydderi, men spiller en afgørende rolle i forhold til de menneskelige aktiviteter, der udspiller sig i historien. Der kan ikke udarbejdes en omfattende kanon over disse værker af denne slags, men den tæller da Iain Banks Espedair Street, Pagan Kennedys The Exes, Elmore Leonards Be Cool, Jonathan Coes The Dwarves of Death (hvori der tages en blodig hævn, der kan spores tilbage til en ukendt punk-single fra 1976), Louises Goodnight Steve McQueen og Joel Fanes From Blue to Black.

På trods af de mange forskellige indgangsvinkler og hændelser i disse romaner afslører der sig alligevel et vist mønster. Glødende entusiasme er naturligvis fremtrædende overalt. Som det sømmer sig for en roman, der handler om det unge menneskes angst, er The Dwarves of Death gennemsyret af Morrissey-citater. Joel Lanes beskrivelser (en dreng med et så hundeagtigt hængende pandehår, at "det kunne skaffe ham en kontrakt med Creation Records") er nærmest sociologiske i deres præcision. Klassiske følelsesmæssige situationer er fremherskende: Den karismatiske forsanger, der beskrives i mere eller mindre venlige vendinger af sin mere tilbageholdende bedste ven, gutternes ellers udbrydelige kammeratskab, der forstyrres af en eller flere forelskelser osv. Med de knækkede guitarstrenge og beskrivelsen af det uendeligt monotone turnéliv, der pakkes ned i skuldertasker og primært udleves i fremmede hotelværelser, følger en værdifuld morale.

Heldigvis afviger de to aktuelle bud inden for genren - dj'en Mark Radcliffes Northern Sky og Douglas Cowies debutroman Owen Noone and the Marauder - ikke fra denne stolte tradition. Bøgerne holder sig hver især trodsigt til en bestemt stil. I Radcliffes tilfælde engelsk folk-musik a la Sandy Denny og Fairport Convention-æraen og den forføriske figur Nick Drake og i Cowies tilfælde moderne amerikansk alt rock. Begge forfattere bestræber sig desuden på at opretholde en form for realisme ved hjælp af avisartikler og koncertanmeldelser, men mens Northern Sky, der handler om en universitetslektor, som vender tilbage til sin lokale folk-klub for igen at skabe mening i sit kaotiske liv, viser sig at være en ret typisk moderne, engelsk roman om en mands skæbne skrevet i den anerkendte Nick Hornby-stil, udfører Cowie i Owen Noone and the Marauder det kunstgreb at genopfinde rockromanen samtidig med, at den faktisk er, som den altid har været.

Et irritationsmoment

Vi befinder os endnu engang på bøhlandet i Iowa, hvor den stilfærdige englænder Brian møder den friske, målbevidste Owen på den obligatoriske lurvede kælderrestaurant. Owen, der er velhavende, underligt ærligt og helt ærligt ret underlig, har store planer. Hvad musikken angår, spiller drengene, der efter mange overvejelser giver deres band navnet Owen Noone and the Marauder, en slags tunet elektrisk folk-musik. Drengene og musikken tager alle med storm, og musikindustrien og pressen æder dem med hud og hår, og det afsløres bl.a., at Owen har store problemer med sin far, der er republikansk politiker med en senator i maven. Herefter går alting under: Owens ægteskab, Brians forældre, det ivrige, uafhængige pladeselskab, som drengene oprindeligt skrev kontrakt med og - værst af alt: Den iver og lyst, som de stadig havde i behold ved karrierens start.

Hvis man skal pege på et irritationsmoment i Owen Noone and the Marauder er det den gnidningsløshed, hvormed det hele forløber og den forholdsvis utroværdige mildhed hos drengenes forskellige kontakter, men man må yde Cowie retfærdighed og konstatere, at fortællingen om den tilsyneladende smertefrie opstigning til stjernestatus nærmest er en genresygdom. Bandet i Goodnight Steve McQueen bliver f.eks. sendt på turné i kraft af bare en enkelt telefonopringning. Under alle omstændigheder drejer Cowies realisme sig ikke om kakerlakkerne i turbussen - såvel de menneskelige som de dyriske af slagsen - men om en sørgmodig accept af, at musik i sidste ende ikke er i stand til at dæmme op for forandringer.

Og det er jo egentlig rockmusikkens evige budskab. Man - det vil sige The Sex Pistols, The Clash eller alle de andre idealister fra de gyldne dage - bekæmper industrien og ak! - de taber kampen. Hvad de litterære påvirkninger angår, er det tydeligt, at 80'ernes romanforfattere, som voksede op i 60'erne, ganske vist købte pladerne og gik til koncerterne, men aldrig rigtig interesserede sig for bandsene på samme måde, som 90'ernes forfattere, som voksede op i 70'erne, gør. En ung Martin Amis, som hørte The Rolling Stones spille i Earl's Court i 1976, syntes, at musikken var for høj og han selv for gammel. 30 år senere er der besynderligt nok en lang række forfattere i 40'erne, som er indstillede på at tage tekster af Mark E. Smith mindst lige så alvorligt som Julian Barnes' romaner. Alene de demografiske statistikker peger på, at der vil komme flere Owen Nooner. Denne Magazine-junkie og fanatiske tilhænger af The Fall står klar bag scenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu