Læsetid: 8 min.

De røde faner smælder igen

11. maj 2006

Noget er ved at ske med den venstrefløj, der i mange år er blevet kritiseret for at hænge fast i gamle klicheer i stedet for at levere et alternativ for fremtidens Danmark. Noget, der har med stigende medlemstal og demonstrationer at gøre. For venstrefløjen er igen på vej, mener flere forskere

Nu skal der demonstreres: Mod minimalstat og for socialstat. 100.000 på gaden den 17. maj. Det bliver den største demonstration siden påskedemonstrationerne i 1985, hvor 150.000 danskere gik på gaden, håber arrangørerne. For venstrefløjen vil ikke finde sig i mere. Ikke flere nedskæringer i dagpenge, efterløn, SU, og ikke flere starthjælpspakker, lyder det fra elevorganisationer, fagforbund, studerende, ja sågar de ældre.

Man er træt af stilstand, manglende diskussion og Venstre-regeringens autoritære ledelsesstil, som viste sig efter regeringsskiftet i 2001. Som forfatter Christina Hesselholdt formulerer det:

"Efter regeringsskiftet i 2001 oplevede jeg og mange andre, at dialog og diskussion blev umulig, det har Anders Fogh givet udtryk for ofte nok. Der kom en stemning af smålighed og had, der ikke var der tidligere, og det mente jeg, man måtte forholde sig til. Derfor forsøgte jeg at give udtryk for det i min litteratur, selv om jeg i sidste ende blev nødt til at slette det meste igen, fordi det ikke var æstetisk holdbart," siger Christina Hesselholdt.

Derfor må vi nu reagere, mener Lasse Hjort Oetzmann, koordinator for 17. maj-initiativet. "Vi er mange, der er pisset af over regeringens politik. Vi vil ikke bare skabe et alternativ til regeringen, men vi vil ændre præmissen i samfundet og vende os bort fra den kassetænkning, Venstre har haft succes med at implementere - med god hjælp fra Cepos."

Og selv om 100.000 demonstranter er et lidt vel optimistisk bud, er optimismen udtryk for, at der endelig er ved at ske noget på den politiske venstrefløj i Danmark, mener sociolog René Karpantschof om venstrefløjen, der i mange år blev kritiseret for at mangle samling, fremsyn og fornyelse.

"De seneste mange år har der været en forvirret, ukoordineret koalition på oppositionen. Men man har her været i stand til at samle ganske forskellige parter som skolerne, ungdomsorganisationerne og fagforbundene med det ene formål at vælte regeringen. Det er det mest ambitiøse, vi har set længe, og selv om det endnu er for tidligt at sige, hvad der sker, så er det et praj om, at venstrefløjen er på fremmarch," siger René Karpantschof, der som sociolog på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet forsker i sociale bevægelser og græsrodsorganisationer - og selv har været aktiv på venstrefløjen.

Tilstrømningen til den politiske venstrefløjs ungdomsorganisationer peger i samme retning. De danske unge, der i mange år blev beskyldt for at have nok i sig selv, strømmer til, og selv om Venstres Ungdom med sine knap 2.000 medlemmer stadig ligger i top, er SFU, SF's ungdom, vokset til landets tredjestørste med 1.600 medlemmer, mens også Enhedslistens Socialistisk Ungdomsfront (SUF) er røget op på mere end 1.000 medlemmer.

"Det er en bevægelse, der har været i gang i de seneste fem år - vel at mærke efter mange års stilstand. Siden 1999 har der været en relativt høj protestbølge, selv om det er de meget små ungdomsårgange, der er vokset op nu," siger forsker Knud Holt Nielsen, der skriver ph.d.-afhandling om dansk kommunisme ved Nordisk Institut på Københavns Universitet.

Fremgangen kommer efter mange års larmende tavshed. I 80'erne havde venstrefløjen demonstreret så meget, at den nærmest holdt helt op. Og i 90'erne vandt det højreorienterede projekt frem i stedet for.

"Det handlede om EU og indvandring. Højrefløjen med rabiate foreninger som Den Danske Forening i spidsen var den dominerende protestbevægelse, mens venstrefløjen var fraværende over hele Europa," siger Søren Hein Rasmussen, der er studieleder og lektor og forsker i politiske og sociale bevægelser ved Historisk Afdeling på Århus Universitet.

Desuden tvang Berlin-murens fald i 1989 socialister til selvransagelse. Den Kolde Krig havde været venstrefløjens motor i 70'erne og 80'erne, og med Murens fald faldt også motivationen for at være politisk aktiv, mener Flemming Mikkelsen, der er forskningslektor ved Akademiet for Migrationsstudier og har forsket i sociale bevægelser i demokrati.

"Store dele af den danske befolkning frygtede virkelig følgerne af atomvåben og spændingen mellem øst og vest. Det betød helt naturligt, at man kunne organisere sig omkring frygten, men nu er frygten som faktor faldet bort," siger han.

Skærpede fronter

Men hvad er det så? Hvad er det, der giver de røde faner fremgang, når der ikke er en ydre fjende at frygte? Utilfredshed og mistro over for den retning, udviklingen i samfundet har taget og måden, hvorpå regeringen håndterer den på, lyder forskernes svar.

"Der har været en latent utilfredshed blandt gymnasieeleverne og de universitetsstuderende, der har ligget der siden midt 90'erne, hvor der var meget lidt protest. I slut- 90'erne begyndte der at ske noget. Som helhed var det en reaktion på problemerne i samfundet, og specifikt var det en reaktion på problemer i uddannelsessektoren. De reaktioner og den utilfredshed bliver nu trappet op," siger Knud Holt Nielsen, der desuden peger på de voldsomme forandringer, der har præget samfundet med den danske støtte til Irak-krigen.

Fronterne i dansk politik er nemlig blevet skærpet. På den ene side sidder regeringen solidt ved hjælp af Dansk Folkeparti, der strammer grebet om indvandring og velfærd, og på den anden side råber SF og Enhedslisten op i protest. Og der må nødvendigvis være en konflikt og to sider at vælge imellem, hvis man vil mobilisere til aktivitet, mener Karpantschof.

"Det er svært at mobilisere en offensiv uden et klart billede af en fjende. Selv et alternativ til regeringens politik vil ikke være nok, for den politik, man fører er altid rettet mod nogen. Den vil altid være i konflikt med nogen," siger René Karpantschof, der dog også peger på, at regeringens politiske stil har været med til at skærpe fronterne. Regeringen har nemlig ikke haft brug for at forholde sig til kritik, fordi den med Dansk Folkeparti som fast støtte har siddet solidt på magten.

"Regeringens standpunkt har været med til at mobilisere protesterne, fordi den har været afvisende over for dialog og forhandling. Det har været både godt og skidt for venstrefløjen. Godt, fordi man har kunnet mobilisere sig omkring det, og skidt, fordi man har mistet troen på, at det overhovedet er muligt at ændre noget. Det har skabt afmagt og handlingslammelse i noget tid," siger René Karpantschof.

En regering af teflon

Det har ellers ikke skortet på kritik, både inden for og uden for venstrefløjen. De faglige miljøer på universiteterne har været godt med, selv om kritikken til tider har været ufokuseret, urealistisk og ukonkret, mener Peter Harder, professor ved Engelsk Institut på Københavns Universitet.

"Det rykker ikke, når man konstant råber op om, at enden er nær for 520 års dansk forskningstradition," siger Peter Harder. Selv har han sammen med andre søgt at være konkret, men lige meget har det hjulpet.

"Der er et vist teflon-præg over regeringen. Jeg har konkret prøvet at sige, at det ikke er hensigtsmæssigt med femårsplaner, hvor man skal redegøre for sin forskning, for man styrker ikke forskningen ved nævenyttig politisk indblanding. Det fungerer ikke, hvis man skal opfinde noget bestemt for hver femøre, man får, for man kan ikke på forhånd sige, hvad forskningen skal blive til," siger Peter Harder, der mener, at der er en assymmetri mellem det, regeringen siger, den vil, og det, den gør.

En anden ivrig kritiker, Lars Qvortrup, professor ved Syddansk Universitet, er enig.

"Det største problem er, at regeringen ikke realiserer den politik, som den repræsenterer, nemlig frie valg. Ministerens styring af forskningen er lammende for det, vi i virkeligheden skal lave: nemlig at skabe ny viden. Forskning kan ikke ske efter detaljeret topstyring, og det er i modstrid med regeringens mål, nemlig mere og bedre forskning," siger Lars Qvortrup, der er tilhænger af øget samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet, men træt af den måde, regeringen implementerer samarbejdet på.

Utilfredsheden har ikke kun luret på universiteterne. I efteråret protesterede læger, forfattere og præster mod regeringens flygtningepolitik, en kritik, der blev ignoreret af regeringen. Ligesom det blev ignoreret, da skoleeleverne afleverede 42.000 underskrifter til undervisningsminister Bertel Haarder i protest mod afskaffelsen af gruppeeksaminer. Ikke et komma blev ændret i beslutningen.

Paris, Berlin og København

Men ved at kritikken fra universiteterne, folkeskolerne, forfatterne, lægerne, præsterne og socialrådgiverne har prellet af på regeringen gennem noget tid, kan fordelen ved regeringens magtfuldkommenhed blive til en ulempe, mener René Karpantschof.

"Man kan sagtens køre den afvisende linje et stykke tid, men samtidig graver man grøfterne dybere. Det vil på et tidspunkt give en udladning af spændinger, som man ser overalt for tiden. F.eks. var Muhammed-krisen en anledning til at lade frustrationerne få frit løb. Mange følte sig svigtet, og den uro er siden gået over i fagbevægelsen og protesterne mod velfærdsudspillet, som nu bliver udmøntet i demonstrationerne den 17. maj," siger han.

Men når danskerne protesterer mod, at SU, dagpenge og efterløn bliver taget fra dem, må man også se det i et større perspektiv. For det er det samme, man har demonstreret mod i Tyskland, Storbritannien og senest i Frankrig, da den franske regering forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer.

"Regeringerne i de forskellige lande slår til på de samme områder, nemlig velfærd. Konflikterne rundt om i Europa kan man se som del af EU-systemet, der prøver at øge konkurrenceevnen. Og i det forsøg griber de forskellige stater hver især ind over for visse gruppers rettigheder under dække af globaliseringen, selv om jeg ser det som et strategisk redskab for at kunne gennemføre reformer og velfærdsforringelser," mener Flemming Mikkelsen, der påpeger, at det, der sker internationalt, har stor indflydelse på Danmark. Det tydeligste eksempel er krigen i Irak.

Men hvad er projektet

Alligevel mener Søren Hein Rasmussen fra Århus Universitet, at venstrefløjen bliver nødt til at formulere sit eget projekt, hvis den vil sætte en dagsorden på den politiske scene i Danmark. Det er ikke nok bare at demonstrere mod andres politik.

"Venstrefløjen reagerer kun på den borgerlige fløjs fremtidsprojekt, og med denne meget lidt offensive politik kan jeg ikke se, hvordan venstrefløjen skal kunne begejstre nogen. Mens de borgerlige siger: Hvis der er fri konkurrence, så bliver verden rigtig fin, siger venstrefløjen: Nej, det synes vi ikke, den skal være ligesom i går," siger Søren Hein Rasmussen.

For der er brug for et troværdigt projekt, som handler om de væsentlige dele af samfundslivet; nemlig miljø, erhvervsliv, velfærd, forskning og ikke mindst kultur.

"I 80'erne talte man om miljø og vandmiljøreformer, men hvad taler man om i dag? Venstrefløjens fremtidsbud må være realistiske, så borgerne får en tro på, at der er andet end den borgerlige arv. Her må fællesskabet og det sociale aspekt være grundpræmissen," siger Søren Hein Rasmussen.

Men netop det projekt er man i fuld gang med at formulere. Den egne dagsorden er på vej, også selv om det stadig ikke er helt klart, hvad venstrefløjens alternativ til fremtiden i Danmark er, mener René Karpantschof.

"Men det bliver helt sikkert et projekt, der er fokuseret omkring økonomisk ulighed og socialistisk lighedspolitik. Og her er demonstrationerne mod velfærdsreformerne den 17. maj et godt sted at begynde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her