Læsetid: 4 min.

Det røde kabinet

29. november 1996

AFTALERNE OM næste års finanslov har fået det yderste højre til at se rødt: "Det røde rædselskabinet genopstår" lød den første kommentar fra Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke. Hvis Behnke får læst nærmere på lektien, har han dog grund til at falde lidt ned. Stemmeaftalerne omkring
finansloven indebærer ikke noget jordskred i dansk
politik. De er på udgiftssiden præget af et regulært stykke politisk håndværk, mens de på indtægtssiden er præget af en skandaløs form for budget-manipulation.
Men for lige først at få orden i begreberne: Hvem ved efterhånden, hvad et "rødt kabinet" egentlig er for en størrelse. Sidst vi for alvor havde et parlamentarisk flertal med en fast samarbejdsaftale til venstre for midten var for næsten 30 år siden. Dette "kabinet" endte med, at SF blev sprængt på spørgsmålet om indefrysning af dyrtidsportioner. Det førte til dannelsen af VS - og en borgerlig regering.
Næste runde var det mindre forpligtende samarbejde mellem S og SF i årene 1971-73, hvor en socialdemokratisk mindretals regering havde som den helt afgørende politiske topprioritet at sikre et ja ved folkeafstemningen om EF-medlemskabet. Det var venstrefløjen som bekendt imod, men alligevel holdt den liv i den S-regeringen.

ET NYT RØDT kabinet har aftalerne om den nye finanslov ikke skabt. Og selvom de så havde, ville det såmænd næppe have været så frygtelig en samfundsomvæltning, som den der spøger i Kim Behnkes fantasi.
Der er ikke flyttet store hegnspæle i de nye aftaler. Men der er ind imellem blevet råbt en del. De centrale aktører har nemlig haft store markeringsbehov. Sagt på en anden måde: Man mærker på travet, at risikoen/
chancen for et folketingsvalg før tiden, nu anses for at være langt større end det blev vurderet for blot en måned siden.
To forløb har været afgørende. Dels alle de huller regeringen har skudt i egne fødder. Senest med Helveg-bog og Rushdie-sag. Den slags smitter og får alle modstandere til at lugte blod. Og gør for eksempel sager som denne uges chauffør-aktioner langt sværere at håndtere end ellers.
Den anden hovedårsag var, at Hans Engell sprang midt i målet, netop som Mogens Lykketoft troede, at finanslovsaftalen med de konservative var ved at komme sikkert i havn.

DERMED HAVNEDE regeringen pludselig i armene på SF og Enhedslisten. Men til al held for Nyrup & co. havnede de hos sultne politikere, der havde al mulig lyst til at demonstrere "røde stemmer der arbejder". Med risikoen for at forære regeringsmagten til Venstre og konservative blev der gået til sagen med en målrettet realpolitisk indstilling.
Resultatet er ikke noget visionært gennembrud for en rød-grøn linje. Dertil er beløbene i aftalen for beskedne. Der rokkes ikke noget væsentligt ved den førte fordelingspolitik eller den førte energi- og miljøpolitik.
Men der er mange justeringer, som behændigt ender som ét langt udpluk fra venstrefløjens ønskeseddel. Det er her, det politiske håndværk kommer ind. For en overskuelig sum har man fået plads til flere uddannelsespladser, grønne jobpuljer, flere incitamenter til at lave aktiveringsjob til faste arbejdspladser, et par arbejdsmiljøprojekter, systematisk miljøvurdering af kommende finanslove og en række forsøg på at sikre udsatte børn bedre forhold.

DE GRØNNE jobpuljer og uddannelsespladserne er blandt de større klumper i den samling af udgiftsinitiativer, som er venstrefløjens fingeraftryk på finansloven for 1997.
Det ligner dén pragmatiske politiske handel, som Hans Engell skrev drejebogen til, da han sagde nej til regeringens tilbud om en omfattende skatteomlægning med stærke konservative elementer.
SF er kommet ud af dette forløb som et styrket parti - bl.a. forbi ledelsen har set chancen til at skrue smilet på og for en gangs skyld ligne et parti, der har vundet. Sejren var ikke stor, men smilet var veltimet og tiltrængt som regn efter tørke.
Enhedslisten mangler stadig at få sin hovedbestyrelses endelige godkendelse, men har kan man glæde sig over, at det politiske eksperiment trods de dårlige historiske odds har klaret endnu en forhindring.
Særlig holdbar er hele konstruktionen dog ikke. CD-smilene virker anstrengte og alt for mange forlig, hvor der politisk skal favnes fra CD til Enhedslistens hovedbestyrelse, vil føre til en udmattet regering, der vakler rundt i manegen.

ET KLART FARESIGNAL for alle involverede er den håbløse og kortsigtede finansiering. Kombinationen af nye afgifter, salg af statslige ejendomme samt det store prokurator-kneb omkring de danske skibes krigsskadeforsikring nærmer sig det skandaløse. Inddragelse af engangsindtægter og salg af aktiver kan i sig selv være fornuftigt. Men når det bruges til at overholde et løfte om balance på driftsbudgettet, nærmer det sig bedrag.
At det igen har været nødvendigt med en sådan manøvre for at få ender til at mødes gør, at alle aftaleparter mister troværdighed.
"Aftalen dementerer myten om, at der ikke kan lave ansvarlig økonomisk politik med venstrefløjen i dansk politik", sagde SF-formand Holger K. Nielsen efter forhandlingerne.
På baggrund af finansierings-numrene klinger SF-budskabet noget hult. Ikke at det ikke er den samme model, som er brugt tidligere år. Men man kunne jo have håbet, at den første samlede finanslovsaftale med venstrefløjen i 15 år havde medført en nyorientering - også på dette felt.'

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu