Læsetid: 4 min.

Røde Kors' asyldilemma

Det er lettere at placere atomkraftværker i danske kommuner end asylcentre, fortæller Jørgen Chemnitz om sine 20 års erfaring med driften af danske asylcentre. Samme mand bliver med jævne mellemrum beskyldt for at legitimitere regeringens flygtninge-politik ved at lade Røde Kors' gode navn indgå i sammenhæng med 'madkasseordning' og 'cafeteria-ordning'
19. april 2006

Røde Kors' opgave er at yde humanitær og social bistand til asylansøgere, men det klinger hult hos kritikere, når beretninger om nedladende tolke og kropsvisiteringer af børn på vej ud af cafeterier når dagspressen.

Dina Yofasovas bog, Dagbog fra Sandholm og integrationsudvalgets besøg i Sandholmlejren har på ny sat gang i en debat i Røde Kors.

"Der findes selvfølgelig en grænse for, hvad Røde Kors vil lægge navn til. Mens Dina var i Sandholm, gjorde vores daværende præsident integrationsministeren opmærksom på, at smertegrænsen var ved at være nået. Svaret kom promte. Vi kunne bare trække os, hvis vi ikke ville være med," fortæller Jørgen Chemnitz.

- Men I trak jer ikke?

"Nej. Når man tager så let på et ultimatum fra vores side, tror vi ikke, det ville hjælpe nogen. Vi bryder os ikke om de såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger overfor afviste asylansøgere, men vi har vurderet, at vi kan gøre en større forskel ved at være tæt på de nødlidende end ved at stå uden for hegnet. Det betyder selvfølgelig ikke, at smertegrænsen ikke findes. Emnet fylder selvfølgeligt meget i vores interne diskussioner, for vores arbejde skal jo nytte," forklarer Jørgen Chemnitz.

Ideen om, at andre skulle udføre opgaven, har været på banen mange gange, senest da regeringen luftede ideen om at udlicitere driften af asylcentrene.

"Personligt har jeg det sådan, at hvis en anden organisation kan gøre det bedre, så vil jeg da gerne væk fra øretævernes holdeplads. Det viste sig hurtigt, at mens nogle organisationer var særdeles egnede til at løse nogle opgaver, så manglede de en masse på andre områder, så planerne om udlicitering blev droppet. Niveauet i dag er, som politikerne har bestilt det," forklarer Jørgen Chemnitz.

- Hvem kontrollerer forholdene på asylcentrene?

"Det gør Udlændingestyrelsen og kommunerne, som vi efterhånden har fået et godt samarbejde med. Vi har selv bedt dem føre tilsyn med centrene, og vi hilser enhver ekstern kontrol velkommen. Bagefter kan vi så vurdere, om kritikken gælder os eller de rammer, vi arbejder under. Pointen er at skabe så gode forhold på asylcentrene som muligt, og vi arbejder altså under de forhold, som Udlændingestyrrelsen giver os. Sådan har det altid været."

Håndklædet i ringen

Da Røde Kors påtog sig opgaven i 1984, kom der 150 asylansøgere om året, som jævnligt kontaktede Røde Kors for at få hjælp til dagligdagens besværligheder.

De var indkvarteret på hoteller og vandrerhjem men blev flyttet rundt, når værelser skulle bruges af turister. Den 4. august 1984 kaste-de udlændingedirektoratet håndklædet i ringen, og Erik Ninn Hansen ringede til Jørgen Chemnitz:

"Han havde et problem med 50 nyankomne iranere, som der ikke var plads til nogen steder. Allerede samme aften lånte vi Næsseslottet i Holte, som stod tomt, og det første asylcenter blev en realitet. Inden den første aftale om drift af danske asylcentre, havde vi oprettet 15 centre rundt omkring i landet. Vi vidste ikke, om der var tale om midlertidige løsninger, og den planlagte sagsbehandlingstid på tre måneder kunne vi allerede se ikke ville holde. Så jeg spurgte Erik Ninn Hansen, hvad han havde tænkt sig, og han svarede, at det skulle være sådan, at hvis du eller jeg havnede der, så skulle det være til at holde ud. Mere præcist var det ikke," fortæller Jørgen Chemnitz.

Siden da har Dansk Røde Kors stået for driften af danske asylcentre, og dermed også Sandholmlejren, som den usbekiske journalist Dina Yofusova for nyligt har sammenlignet med et russisk fængsel. Senest har Henriette Kjær og Eyvind Vessebo kaldt Sandholmlejren skammelig og kritiseret asylansøgeres trange kår.

Politiske rammer

"Vi arbejder under de rammer, Udlændingestyrelsen giver os, og vi har aldrig lagt skjul på vores utilfredshed. Faktisk har de fysiske rammer i danske asylcentre aldrig været bedre, men det siger jo ikke så meget. De fleste familier har nu to rum, og vi har igen åbnet op for, at beboerne må tage mad med ud af cafeteriet," forklarer Jørgen Chemnitz.

- Hvordan hæver det Sandholmlejren over fængselsniveau?

"Folk kan gå ind og ud, så fængselssammenligningen eller nogle af de dramatiske sammenligninger, der ellers har været fremme, holder ikke helt. Vi kan ikke gøre alle glade. I gennem mange år har vi gjort politikerne opmærksomme på, at der er en høj sammenhæng mellem sygelighed og ophold i centrene. Og det er ikke bare de fysiske rammer, der er sygdomsfremkaldende. Rigtig mange beboere sidder og tænker, 'hvornår kommer myndighederne og tager mig'. Det er ikke sundt," forklarer Jørgen Chemnitz.

- Hvordan kan det være, at jeres protester ikke bliver hørt?

"Jeg må gå ud fra, at Folketingets politikere læser vores hørringssvar. Der er åbenbart et flertal for den flygtningepolitik, der bliver ført, og det er demokratiets vilkår, selvom man kunne have en ønskeliste til forbedringer. Men vi bliver hørt. Det, vi har hørt Henriette Kjær og Eyvind Vesselbo sige, er det, vi fortalte dem, da de var på besøg i Sandholm og Kongelunden. Nu må vi se, hvad det så fører til."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her