Læsetid: 4 min.

Røde Mor revisited

DKP-symbolisme er kunstnerkollektivets Røde Mors propa-gandarock blevet kaldt. Vi måtte helt til Berlin for at finde en musikalsk arvtager hos danske The Movement og forsangeren Lukas Scherfig, der er til positiv fanatisme
9. august 2006

"Kunst og klassekamp har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre. Men i virkeligheden er kunst og klasse uadskillelige begreber. I tidligere samfund havde hver klasse sin kunst. Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. (...) Således fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen (...)Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen."

Da Information læser op fra kunsterkollektivet Røde Mors manifest fra 1974 for rockgruppen The Movements forsanger Lukas Scherfig over telefonen, København-Berlin, forventes en let fnisen. Ganske vist er 32-årige Scherfig barnebarn til maleren, forfatteren og kommunisten Hans Scherfig, og står for rock med holdninger. Men alligevel.

"Det kan jeg da godt skrive under på. Musik er en del af en kulturkamp. Det er det eneste middel, vi har. Vi kan ikke eje aviser. Men kunsten kan vi gøre populær og komme bredt ud med. Og det med at klassekampen er død, det passer jo ikke. Der er stadig nogle, der arbejder for nogle andre, så den analyse er rigtig. Der blev begået fejl i Sovjetunionen, men jeg vil ikke fralægge mig historien. Det er vores historie. Mange vil afskrive det politiske på grund af historiske fejl, sådan har jeg det slet ikke," siger Lukas Scherfig, der lyttede til Røde Mor fra barnsben.

Han er opvokset i et DKP-miljø (Danmarks Kommunistiske Parti) og gået på Havregården, en kostskole startet af DKP'ere for problembørn, men hvor også en mindre del fra 'normale og velfungerende hjem' skulle virke som det normaliserende bolværk.

Digteren Søren Ulrik Thomsen og lektor Frederik Stjernfelt har kaldt Røde Mor "propagandistiske knytnæverockere" for DKP-symbolisme, hvilket de to 80'er ikoner selvklart hadede og tog afstand fra. Røde Mor stod for tekster, "der politisk såvel som kunstnerisk kun kan betegnes som de rene gysere," skriver de i en artikel. Men mener de to, der findes et andet spor hos Røde Mor, der har overlevet generationskampens rituelle nedsablinger.

For på den ene side handler de bedste Røde Mor tekster om helt konkrete problemer - imperialisme, klassekamp, forurening, arbejdsløshed og på den anden side kan de læses som "dragende symbolistiske digte, der i al deres underbestemthed for så vidt kunne handle om byvandringer, eksistentielle problemer eller udtrykke et mere alment ubehag ved civilisationen."

Vuggesang, Rok Ork, 1971:

Du vender dig i sengen/drømmen ser på dig/Du drejer dig mod muren/du drejer dig den sidste vej

I Stjernfeldt og Thomsens dengang unge ører en tekst om ungdommelige angstfantasier, mens Røde Mor i den indledende tolkning, som ofte fulgte gruppens tekster på pladecoveret, skriver, at den handler om, at "foruroligende drømme om det forestående opgør med den tredje verden holder den vestlige civilisation vågen om natten."

At brænde for noget

Lukas Scherfig har også bemærket teksternes dobbelthed; de mange følelser og billeder, som Røde Mors poesi indeholder.

Men det er det politiske, der drager. For eftersom 1980'erne og 90'erne ikke leverede erstatning for grupper som Røde Mor, men snarere bød på indadvendt og terapeutisk kamp mod rockikonernes evige dæmoner, så mener sangskriveren og forsangeren, at tiden er inde til politik.

"Jeg kan faktisk godt lide, at Røde Mors tekster er en smule fanatiske. Det er en positiv fanatisme, der viser, at man brænder for noget. I dag er der ikke rigtig nogen, der brænder for noget. Musikere i Danmark er rigtig gode instrumentalt, men de har ikke så meget at sige. Mens bands i England måske ikke er særligt dygtige til at begynde med i hvert fald, men de har noget at sige," siger Lukas Scherfig.

Måske er det de manglende modsætninger i samtaledanmark, der gør, at Røde Mors arvtager The Movement har slået sig ned i Tyskland.

Lilleputlandet har trods Muhammedkrise stadig ikke set afbrændinger af flygtningecentre og voldelige sammenstød mellem yderligtgående grupper i det omfang, man kender fra det mere polariserede Tyskland. Her er konflikterne mellem det udviklede og økonomisk fremgangsrige tidligere Vesttyskland og det økonomisk stagnerede Østtyskland konstant en del af det politiske og kunstneriske bagtæppe. Og tiden er mere 70'er agtig. Gaderne hedder Karl Marx Strasse, og der er gammelt og slidt, fortæller Lukas Scherfig, hvis band for det meste spiller til antifascitiske støttekoncerter.

"I Berlin er der brune områder med mange fascister. Det er folks virkelighed, de lever med racisme og nazisme. Forleden blev vi inviteret til middag hos en tyrkisk familie, der sagde, at de gerne ville takke for det arbejde, vi gjorde. Det er rart at mærke, at der er brug for én, og at man gør en forskel," siger Lukas Scherfig.

KARL MARX, Revolutionary Sympathies (L. Scherfig):

Karl Marx Friedrich Engels one manifesto oh so simple

Joe Hill Angela Davis they worked so hard just to safe us

And all our history this is our history

Hey man you think is funny the boss is wasting all your money

Truth is you can't deny we're struggling hard with so much pride

And all our dignity will change our history

Right here right now in this very moment

We're around and we're alive

Can't you see what is going on here

Rebellion is the way of life

Kilder: Røde Mors officielle hjemmeside, 'Absolut Røde Mor', Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen, Weekendavisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bo Stefan Nielsen

Det kunne da være, at Lukas Scherfig og The Movement skulle vende hjem til Danmark for en dag d. 31. marts, når de brune skal overdøves :-)

http://modkraft.dk/content/aarhus-m%C3%B8der-anti-muslimer-med-fest-og-f...