Læsetid: 5 min.

De røde sneboldes tid

Denne uges teatervalg: Lufthavnsbombning, energikonfrontation - eller bare obstruktion af udtryksfriheden?
7. februar 2006

Hvordan kan man overhovedet se teater, når resten af verden brænder Dannebrog af? Hvordan magter man at overvære fiktion på scenen, når lige så fiktive billeder forårsager trusler mod Danmark - det demokratiforherligende Danmark, hvor isbjørnene antagelig stadig brøler, mens de slæber deres blodige kors gennem sneen...

Smack! Det er de røde sneboldes tid. Og hvis man netop denne tirsdag mest er optaget af at gætte på, hvordan Bush vil støtte Fogh efter ambassadeafbrændingerne, ja, så er der ingen grund til at opsøge nye teaterpremierer - næ, så skal man bare skynde sig at skaffe sig en af de sidste billetter til Let's Kick Ass på Nørrebros Teater denne uge; Flemming Jensen er i hvert fald fortsat Danmarks mest underholdende spåkone udi krigspolitikken.

Hvis man snarere er optaget af at undersøge, hvad der ellers ligger neden under disse modstridende verdenskræfter, så har tre mindre teaterscener glimrende bud netop nu - hvis man tør gå med ud i sneboldzonen.

Mobilen som bamse

Først det helt konkrete eksempel på konfliktoptrapningen: I en lufthavn eksploderer en bombe... På PLAN-B har den kunstneriske leder og instruktør Simon K. Boberg nemlig formået at få den katalanske dramatiker Sergi Belbel til at skrive et helt nyt stykke om terrorangsten i Europa. Samtidig handler stykket om vi europæeres evindelige navleforsøg på at frigøre os fra vores dominerende forældre. Om vores kapitalisme som eneste virkelige tro. Og om vores klyngen sig til mobiltelefonen, som var den en bamse.

MOBIL er et tankevækkende stykke - spillet tragikomisk og latterrullende. Særligt Elsebeth Steentofts skrøbelige moderfigur er uimodståelig: Da datteren først har givet hende en mobiltelefon, er hun ikke til at styre. Efter katastrofen skal livet leves! Elsebeth Steentoft har en forbløffende styrke i sin lillebitte krop og de pertentlige fødder i højhælede, grønne sandaler. Hendes stemme er skolet med flere tunger, og så har hun en overvældende sexet karisma...

Steentofts jævnbyrdige er Ellen Hillingsø, der spiller en plastikkirurgeret businessmamma på 60! Hillingsø får lov til at spille alt sit fnysende raseri ud - et skuespillerspeciale, som Hillingsø behersker så charme-enestående...

Når Steentoft og Hillingsø holder pause, tager 'børnene' over. Den tynd-blege Barbara Hesselager har et særligt talent for at ramme en tilsyneladende almindelighed, der først eksploderer, når et halvt glas rødvin tager over. Lidt som en yngre Tina Gylling Mortensen-kusine. Mens den trimmede Benjamin Boe Rasmussen rammer det underkuede og selvopofrende vege, hvis eksplosion højst ligger i at smide tøjet...

Belbel er lidt à la Lars Norén for spaniere. Og Edward Lloyd Pierces morsomme kuffertscenografi er som Neye på en udsalgsmorgen. Men nej. Verdens problemer løses ikke her. De bliver bare vendt på hovedet - et lille, spansk øjeblik, inden de bliver ramt af en snebold i Magstræde. Smack, lige i nakken!

Fiktion som trick

Sneen - og modviljen - smelter hurtigt hos Corona La Balances Energi. Her har koreografen Jørgen Carlslund skabt en underfundig, men også konfronterende forestilling om energi. Som en anden Peter Lund Madsen står den gammelkloge akrobat Lars Ottosen og forklarer om molekyler og solen, (men ikke atombomber). Til gengæld cirkler et par lyssværd, så drengetilskuerne gløder af misundelse.

Pointen er, at muskelperformerne Tilde Knudsen og Birger Bovin hurtigt keder sig over ordene. Og så 'danser' de da bare ordforklaringerne. Også selv om det i disse tider kan være farligt at illustrere hellige ord - og solen er vel hellig? Helt abstrakt balancerer de på hinanden i et dansemix mellem hiphop, akrobatik, MGP og skøjtebevægelser for resten. Energien bobler - og smitter. Tilskuerne kan knap sidde stille. Og mens energien skifter former, transformerer Marie Selmars forunderlige kostumer sig også: Nogle kappeagtige kjortler bliver til en nyudklækket dinosaurus. Og hvad med mammutten og gorillaen? Og munken?

Forestillingen insisterer på at blande fakta med fiktion. Performerne træder hele tiden ind og ud af virkeligheden - og af fiktionen. Helt ubesværet. Som en uforglemmelig fysiktime om kilojoule krydret med eventyret om den lille dreng, der ville grave sig ned til jordens indre: Her ender alt i et energihav af lys. Elektrificerende og altsmeltende.

Dansen som impuls

Energien er også på spil i koreografen Palle Granhøjs seneste værk Obstrucsong, der nu er på gæstespil med fornem sakralæstetik på Takkelloftet på Operaen. Scenen er beklædt med 'isbjørneskind' og omringet af fakler, og her udfolder sig så Granhøjs 'obstruktion'.

Metoden får danseren til at skaber en bevægelsesfrase, som udføres igen og igen, men som gradvist begrænses fysisk. Først må danseren måske ikke bruge den ene arm, så bliver danseren tvunget helt ned i gulvniveau, etc. Effekten er, at danserens intention bliver synlig for tilskueren. Selv om danseren til sidst måske kun kan danse med sine øjne, gives den kunstneriske impuls stadig videre til tilskueren.

Obstrucsong kan derfor umiddelbart opleves som en fortolkning af indskrænket ytringsfrihed. Men også som en overlevertolkning af, hvordan mennesker ikke kan holdes nede - uanset hvilke begrænsninger, de må leve med.

Obstrucsong er lige så meget et sangværk som et danseværk. Danserne synger 'volapyk' med lige dele rekviem-sorg og genfødselsglæde - vidunderligt med åh-så-pling-ren sang anført af den stjerneglitrende Dorte Petersen med uforlignelig humor. Og danserne fortsætter vel at mærke med at synge, uanset hvordan de bliver båret omkring af hinanden undervejs.

Granhøjs dansere er håndplukkede solister - med den chilenske Aline Sanchez Rodriguez som ensemblets poetiske killing af en sexbombe dybt nede på hug imellem mændenes obstruktioner.

Mændene finder deres egne forhindringer. Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen ka-ster sig umotiveret direkte ned på ryggene, som var de stuntmen fra en hemmelig securityenhed med dårlige drømme. We are so much more than our bodies, synger pigerne med den melankolsk-smukke, israelske Dalia Chaimsky i spidsen - og mændene bryder straks i gråd.

Så nej. Palle Granhøj er ikke bange for ild. Tværtimod. Han styrer mod konfrontationen som en dansemyg mod flammen. Men reelt benytter han sjældent andre våben end dansen selv - og så den pointe, at hans kompagni består af dansere fra hele verden, samlet i et fællesskab hævet over religion.

Så jo. Mens fakler antænder Dannebrog rundt om i verden, går der heldigvis stadig isbjørne hen over scenerne i dansk teater. Uden kors.

'MOBIL'. Tekst: Sergi Belbel fra Barcelona. Oversættelse (slagkraftig!) og instruktion: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. PLAN-B i Magstræde, til 25. feb. www.plan-b-teater.dk

'Energi'. Koreografi og ord: Jørgen Carslund og danserne. Scenografi: Marie Selmar. Lys: Michael Breiner. For 6-12 årige. Corona La Balance i Smedehallen, Kastanie Alle i Vanløse til 11. feb. samt 4.-7. apr. på Takkelloftet på Operaen.

www.corona-la-balance.dk

'Obstrucsong'. Koreografi: Palle Granhøj. Scenografi: Per Victor. Lys: Palle Granhøj. Dramaturgi: Lene Bang Henningsen. Granhøj Dans på turné. Takkelloftet på Operaen (tilpasset den uegnede dansescene, så der danses på bagscenen, som gjaldt det livet!) til 13. feb. Herefter bl.a. Portugal - og Århus 1-2. marts. www.granhoj.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her