Læsetid: 5 min.

'Rødstrømpernes døtre er klar'

Cosmopolitan er i dag verdens største magasin for kvinder - kendt for en seksuelt frigjort tone, der engang provokerede 1960'ernes USA. 51 år efter første udgivelse er bladet nået til Danmark. Spørgsmålet er, hvordan den glittede arv bæres videre i 2006
13. september 2006

Kvindemagasinet Cosmopolitan provokerede i 1960'erne ved at proklamere kvinders rettigheder til fri sex. På den første forside i 1965 kan amerikanerne læse, hvordan p-pillen opgraderer sex-livet, hvilket både forarger og begejstrer. Burt Reynolds optræder i 1972 i bladet som verdens første folde-ud-mand, og Cosmopolitan skaber sig et ry som et blad med en lige på og seksuelt frigjort tone.

Kvinden bag magasinet er Helen Gurley Brown - i dag 84 år og stadig øverste chefredaktør for Cosmopolitan, der i 2006 bliver udgivet på 32 forskellige sprog i over 100 lande. Seneste skud på stammen er Danmark, som Cosmopolitan indtog i september 2006.

Magasinet har ifølge den danske chefredaktør Julia Lahme rødder i den form for feminisme, som stammer fra 1960'erne, og som går under navnet lipstick feminism.

"Vi er ikke rødstrømper, vi er feminister. Og som jeg fortolker feminisme, så handler det om, at man får det bedste ud af sine muligheder, fordi man er kvinde - ikke på trods af, at man er kvinde," siger hun.

Julia Lahme er 29 år og cand. mag. i etnologi. Hun mener, at hendes generation af kvinder har meget at takke deres mødres generation for, men at det er nødvendigt at huske på, at tiden forandrer sig, og at kvinder i dag skal bevæge sig i en anden verden end deres mødre.

"Jeg synes det ville være både dumt og uintelligent at holde fast i nogle forældede idealer omkring rødstrømpebevægelsen," siger hun.

Politisk ukorrekt

Tiden er nu inde ifølge den danske chefredaktør til, at pigerne i denne generation forstår, at de frit kan bevæge sig i en verden, som er klar til, at de indtager den.

"Den feminine kampånd består i, at vi ved, at vi kan det samme som mændene. Det er rødstrømpernes fortjeneste. Den viden og den styrke kan vi føre over i en ny kamp, som handler om reel ligestilling - og som handler om at give mændene lov til at være mænd og kvinder til at være kvinder," siger hun.

- Hvilken kamp står kvinderne over for at skulle kæmpe i dag?

"Hvis jeg må være forfærdelig politisk ukorrekt, så se på de kæmpestore bryllupper, der bliver holdt i dag. Pigen har knaldet løs til højre og venstre, siden hun var 14 år, og forældrene har udleveret kondomer til hende og troet på seksuel frigørelse. Alligevel er hun dum nok til at stille sig op ved alteret i en hvid kjole - hvad skal det til for? Der er piger, som ikke altid er bevidste om, hvilke signaler de sender. Vil de helst være stærke kvinder med ligeret, eller vil de helst blive pakket ind i flæser?" spørger hun.

Vi er vanvittige

Julia Lahme betegner manglen på orientering, viljestyrke og ubeslutsomhed som sin generations største byrde. Cosmopolitan skriver til yngre kvinder mellem 20 og 29 år - og mere generelt til kvinder, der er på vej ud i livet, og som ved, hvad de vil.

"Vi vil gerne have alle de muligheder, vores karriere giver os, og en mand, der gider blive hjemme og passe børnene - men det må han alligevel ikke, for så er han ikke mand nok til os. Vi er jo vanvittige! Vi har ikke greb om tingene. Det med at navigere i en verden fuld af muligheder er vi ikke alle lige godt rustede til. Jeg ville da ønske, at jeg og mine medsøstre kunne - for nu at bruge et rødstrømpeord," siger hun.

Der er ifølge Julia Lahme nogle, der stejler over Cosmopolitans indpakning - et cover der er meget fokuseret på sex. Hun mener dog, at det er vigtigt at pointere, at magasinet ikke kun handler om seksuel frigørelse, men også om generel ligestilling.

"I det første nummer har vi en guide til, hvordan man kan forhandle frynsegoder til en jobsamtale. Alle analyser viser, at vi ikke har ligestilling på lønområdet. Det, vi kan gøre, er at gøre pigerne bedre rustet til jobsamtalerne," siger hun.

- Hvorfor så ikke fokusere på ligeløn, i stedet for mobiltelefoner og andre frynsegoder?

"Vi stopper jo ikke efter første udgave. Vi har valgt at gå i detaljerne omkring, hvad man kan få ud af en lønsamtale. Man kan sagtens forestille sig en artikel om ligeløn i Cosmopolitan. Det er to sider af samme sag, som jeg ser det," siger Julia Lahme.

Feministisk profil

I 1994 udkom det første Cosmopolitan i Rusland, og fire år efter udkom magasinet i Kina. I det kinesiske magasin brugte de kun vestlige modeller på forsiderne indtil 2004, hvor den første kinesiske model blev brugt.

- Er der lige så stort fokus på sex i de russiske og kinesiske udgaver?

"Ja det er der. Artiklerne og vinklerne er meget forskellige i de 59 udgaver, men vi skriver alle om sex, og jeg håber ikke, at vi nogensinde laver en forside, uden at der står 'sex' på den. En stor del af billedmaterialet, rubrikkerne og ideerne kommer fra USA, men indholdet i Danmark er altid dansk," Julia Lahme.

På forsiden af det første danske Cosmopolitan står der: "69 sextricks - Mænd afslører, hvad der tænder dem".

- Hvordan hænger det sammen med bladets feministiske profil?

"Hvis vi lavede et blad til mænd, ville vi skrive om kvindernes 69 favorittricks. Nu siger vi til pigerne: 'Hey, vi har undersøgt, hvad mændende tænder på. Nyd det!' Kvinderne ved jo godt, hvad de selv tænder på - håber jeg da. Hvis man er kvinde nok til at kende sine egne behov, så kan man vel også være kvinde nok til at kende mandens," siger Julia Lahme.

Og det ser ud til, at mange danske kvinder tager bladet ned fra kioskhylderne. Det forventede salgstal på første udgave er omkring 60.000 eksemplarer, og faste abonnenter strømmer til.

Inde i den første udgave finder man en artikel, der hedder "Dagen derpå regler" - en guide til hvordan man skal opføre sig, dagen efter man har scoret en kendt - og det skal helst være ret diskret.

- Hvem er de guidelines lavet til? Man kunne fristes til at tro, at de var lavet til de kendte mænd, så de slap så let uden om deres affære som muligt?

"Hvis du som pige synes, det kunne være sjovt at knalde en kendt, så skal du da gøre det. Der er jo stadig piger, der tænder på magt og penge. Det modsatte findes også i mandeblade. Og der er det tilladt at stå ved, at man som mand har en udadvendt seksualitet. Vi er ikke bange for at sige tingene, som de er. Sproget i Cosmopolitan er anderledes og mere direkte end i de andre danske medier, der henvender sig til den samme gruppe danske kvinder," siger Julia Lahme.

- Hvordan har de danske kvinder modtaget det kort, I har lavet over, hvor danske kendte mænd går i byen?

"Vi har fået overvældende positiv respons fra læserne i form af læserbreve - vi har fået breve fra piger på 16 og kvinder på 38, der synes, det er sjovt. Jeg tror, vores læsere forstår, hvornår noget er lavet med et glimt i øjet - det er det her," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her