Læsetid: 5 min.

Røgen er lettet

Det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er usundt at ryge, men med forbuddet mod at ryge på restauranter og i barer har vi mistet et særligt fælleskab
2. juni 2005

Da jeg forleden aften spiste middag på en restaurant midt på Manhattan, kastede jeg tilfældigvis et blik over mod baren i den ene ende af spisestedet. Folk sad og balancerede på barstolene, lænede sig ind mod hinanden og snakkede. Man kunne høre den kønne bartenders hæse latter halvvejs ud i køkkenet. Jeg blev ramt af en følelse, jeg kender fra mine teenageår: en længsel efter at være del af den gruppe af seje voksne, der er bundet sammen af en svag, men dog umiskendelig seksuel elektricitet.

Pludselig slog det mig, at der manglede noget i sceneriet: røg. Røgen plejede at stå i snoede hvirvler fra enden af vores cigaretter og binde os sammen for derefter at lægge sig som en beskyttende tåge, der gjorde den vanskelige flirtekunst eller dannelsen af nye venskaber en anelse nemmere.

Uden cigaretrøgen virkede det, som om gruppens medlemmer i baren den aften sad en lille smule for langt fra hinanden og var en anelse mindre afslappede, end de ville have været, hvis ikke det var blevet forbudt at ryge på offentlige steder.

Kærlighed til rygning var engang det samme som adgang til en lidt forbudt klub, hvis medlemmer nød at gøre noget forkert, og nu da vores vinger er blevet stækket, føles det, som om en del af det venskab er forsvundet for altid.

Det forbudte

Vi har hele tiden vidst, at det er usundt at ryge. Man behøvede jo ikke ligefrem at være kræftspecialist for at bemærke stakåndetheden, belægningerne på fingre og tænder, hullerne i Izod-t-shirten for slet ikke at at tale om de forfærdelige billeder af ødelagte lunger. Men på en måde var det hele pointen. En del af årsagen til, at vi røg, var netop, at det var forbudt og retten til at vælge mellem det rigtige og det forkerte og komme til at kende begge sider inde i os selv, repræsenterede på en eller anden måde skillelinjen mellem barndom og voksenliv.

Børn skulle være gode, voksne kunne vælge at være det. Den kendsgerning, at teenagere stadig er den største gruppe af rygere, kan ikke vække undren: de ved instinktivt, at det at være voksen betyder, at man udforsker - og accepterer - de både gode og dårlige sider af sig selv. Denne bevidsthed om godt og ondt blev afspejlet i nogle af rygningens store øjeblikke, især i de amerikanske film noir-klassikere i 1930'erne, 40'erne og 50'erne og i de store rygere/skuespillere som Humphrey Bogart, Bette Davis, Jimmy Cagney og Tallulah Bankhead.

Indhyllet i beroligende, mystisk tåge var de en kompleks blanding af godt og ondt, frygt og tapperhed, arrogance og visdom. De var alle i stand til at udvise grusomhed såvel som ømhed. Man kunne ikke entydigt kalde dem enten skurke eller helte, de var mennesker.

Højdepunktet i de fleste af de film de lavede, var når tilskueren blev i stand til at se ud over deres mindre glorværdige kvaliteter og opdage den indre mildhed og altruisme. Men uanset hvilke egenskaber figurerne havde, var der én ting, som ingen af dem besad: uskyld. De var ikke børn. Hvad enten de var gode eller onde, vidste de altid, hvad de foretog sig.

Bevidst om døden

Cigaretrygning drejede sig dog ikke kun om det gode og det onde, det drejede sig også om at være bevidst om døden (fanatiske ikke-rygere vil muligvis gå endnu længere og påstå, at rygning ikke drejer sig om død, men om mord og selvmord. Det er lidt for anspændt for mig).

Selv om jeg holdt op med at ryge for flere år siden, savner jeg det stadig, og jeg hader bestemt ikke dem, der stadig ryger. Delvis en begmand til Døden, delvis flirt, delvis trods, delvis accept - hver eneste inhalering indeholdt alt dette, og når vi røg i fælleskab på barer og diskoteker, til fester eller derhjemme drev vores bevidsthed om døden os måske ligefrem til at få det bedste ud af den begrænsede tid, vi havde.

Snart bliver de europæiske kontorer og restauranter lige så røgfri som de amerikanske. Sundhedsmæssigt er det selvfølgelig godt. En del mennesker kommer til at leve længere (omend ikke nødvendigvis lykkeligere) liv, og nogle af rygningens ubehagelige virkninger vil være fortid.

Sundhedskult

Det er faktisk ret rart at være fri for at indånde gammel røg eller tømme fyldte askebægre efter en fest. Jeg kan heller ikke se, at forbuddene er en krænkelse af borgerrettighederne. Vi lever i forvejen med tusindvis af regler fra trafiklys til obligatoriske vaccinationer og fluorholdigt vand, eller hvad det nu måtte være, staten pålægger os i den offentlige sundhed og sikkerheds navn.

Det, der bekymrer mig, er den panik jeg fornemmer under de offentligt udstukne retningslinjer. En panik udløst af en sundhedskult, der i løbet af de seneste 30 år har antaget så mange forskellige former, at den er blevet det vestlige samfunds største religion.

Man støder på den overalt: vores altoverskyggende interesse for slankekure og motion, den endeløse række af reklamer der - i hvert fald i USA - oplyser os om ny medicin, der kan kurere alskens eksotiske sygdomme og tendensen til at gøre alle former for excentrisk adfærd til 'syndromer', der skal behandles medicinsk. Selv om disse ting ikke er alarmerende i sig selv, udgør de tilsammen en ny puritanisme, der vender det gamle paradigme på hovedet: i stedet for at udfordre skæbnen ved at gøre det forkerte, sætter vi nu alt ind på at gøre det rigtige. Mens rygning drejede sig om at være voksen, handler den nye puritanisme om at være barn til evig tid og leve i en beskyttet verden, der aldrig har eksisteret andre steder end i fantasien.

Det drejer sig ikke om at ryge eller ej. Det har det aldrig gjort. Det, der bekymrer mig, er det selvbillede, vi ønsker at skabe: selvoptagede børn, der lader som om vi kan snyde døden ved at lege Gud i kraft af vores læger og personlige trænere. Selv om det ikke var sundt for os at ryge, var det kammeratskab, der var rygningens ledsager, med til at gøre livets rejse mere fascinerende og måske gøre dens afslutning mere udholdelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu