Læsetid: 4 min.

Røget eller speget

25. juni 1997

DEN MULTINATIONALE tobaksindustri har indgået forlig med de amerikanske delstater. Det lader til at argumentet om, at dens reklame går ud over uskyldige børn har slået hovedet på ligkistesømmet og tvunget tobaksindustrien til det forlig, der netop har fået den til at slippe 368 milliarder. Men som alligevel - som omtalt at vor korrespondent Martin Burcharth i gårsdagens Information - tegner ganske lukrativt for tobaksindustriens multinationale giganter. Det meste af udgiften kan trods alt tørres af på rygerne og skatteborgerne, og industrien slipper for penge- og prestigerøvende sagsanlæg. Til gengæld vil selskaberne øremærke en stor sum penge til dækning af sygdomsramte tobaksrygeres behandling. Det kan man da kalde dobbeltmoral.
Med andre ord er der tale om en speget affære, hvor pengemagten som sædvanlig kun nødtvunget bøjer sig for pres. Og hvor den som sædvanlig straks ved at få det bedste ud af det. Forarges hvo som endnu har energien og talentet herfor i behold.
For sagen er, at den anden part øjensynlig er lige så røget, som den ene er speget. Som Wall Street Journal i dagens anledning bemærkede, så var modparten, de amerikanske delstater, "ikke ude på at standse tobaksproduktion, men på at få del i overskuddet". "Aftalen driver af hykleri", mente det ansete organ. Det mener vi i al beskedenhed også. Og dem, der betaler gildet, er som sædvanlig rygerne.

DERFOR KAN DET være på sin plads et øjeblik at opholde sig ved den ideologi, der overhovedet har gjort denne - og tidligere amerikanske erstatningssager - mulig. Den er nemlig ikke mindre dobbeltmoralsk. For når tobaksindustrien anfører, at ingen kan komme og hævde, at 45 millioner cigaretrygende amerikanere er uvidende om sundhedsfaren ved tobaksrygning, så har den unægtelig haft en pointe. Naturligvis er ingen uvidende om, at cigaretrygning er vanedannende og usundt. At kræve erstatning efter i årevis at have asfalteret lungerne dag ud og dag ind virker ansatsvis absurd.
Men symbolværdien af (især) cigaretrygning, har undergået en dramatisk forandring, siden et cigaretetui var en sikker konfirmationsgave, og Bogie promenerede smøgerne i hver en film. Dét har gjort erstatningssagerne og det nylige forlig muligt.
Det er i de senere år blevet meget, meget farligt at ryge. Meget farligere end før, hvor rygning bare en vane, man først måtte begynde på, når man blev voksen - ligesom kaffedrikning og alkohol, der vel heller ikke kan siges at være sundt.
Og ikke nok med at det er blevet farligt at ryge. Det er også farligt for andre, hævder dele af lægevidenskaben. Og pyyyhh! hvor er det dog blevet generende for ikke-rygerne, hvis den arme nikotinslave vover at tænde sig en smøg i selskab med andre. Forbløffende - og urovækkende - er den aggression, der lægges for dagen i de talløse fantasier om og forslag til, hvordan man skal gøre det mest ubekvemt og uattraktivt for rygere at dyrke deres last. Rygning er formodentlig ikke særligt sundt, men det er der nu en del ting, der ikke er, og som ikke nær kan konkurrere med rygning som skræmmebillede. Hvorfor har rygning indtaget så central en syndebukkerolle?
Det er sagt før, men det gør det ikke mindre rigtigt: Vi lever i stigende grad under en illusion om, at vi er vor egen skæbnes herrer, at vi kan kontrollere alt, blot vi gør det helt rigtige og undgår fejltagelser. Noget tyder på, at troen på Gud i den vestlige kulturs mere irrationelle og ubevidste lag allerede i vid udstrækning er erstattet med troen på vores egen udødelighed. Da vi imidlertid aldrig kan føle os sikre i denne tro, som pr. definition altid er foreløbig, ja så forstærker den paradoksalt nok dødsangsten. Lettere forundret må man konstatere, at dødsangsten er vokset med voksende velstand, voksende antal behandlingsmuligheder for stadig flere sygdomme, voksende levealder. Desuden har illusionen om, at vi selv har magt over skæbnen, den ubehagelige bivirkning, at den næsten med nødvendighed avler syndebukke. Nogen skal jo have skylden, når vi alligevel trods al påpasselighed stiller sutterne.

MAN KAN SPORE irrationaliteten i aggressionerne mod rygere. Man kan spore den i det faktum, at rygning så at sige drager myter og ukorrekte påstande til sig, uden at nogen finder på at anfægte dem. En af de mere hykleriske i vor supermaterialistiske tid er, at rygere koster 'samfundet' frygtelig dyrt, når de bliver syge af deres vederstyggelige last. Som de underforstået selv bærer skylden for. Men hvor mange gange mon egentlig en ryger, der har røget tyve Cecil om dagen siden sit trettende år har betalt den hospitalsseng, der aller-allernådigst stilles til hans rådighed, når han i en alder af otte-niogtres indlægges med en sygdom, der kan have sammenhæng med tobakshungeren? Og hvor mange penge sparer samfundet i dyre plejehjemspladser, fordi rygerne allerede hensynsfuldt befinder sig under mulde? Mens ikke-rygerne lever og lever og får Alzheimers og brækkede knogler og bliver stærkt plejekrævende de fire-fem år, de har vundet ved at holde sig fra tobakken. Det kunne være interessant at se det regnestykke.
Men det ville naturligvis afsløre, at også den stat, der på den ene side kræver tårnhøje 'giftskatter' ind og på den anden salvelsesfuldt lader rygere forstå, at de knap nok har ret til lægelig behandling, hvis de bliver syge, er slemt dobbeltmoralsk. USA slår i denne tvivlsomme sag som i andre, eksempelvis kriminaliseringen af hash, tonen an. Hvad med for en gangs skyld at undlade at danse efter dén pibe. Eventuelt kunne man i stedet ryge en fredspibe med de forfulgte rygere.

ks (Karen Syberg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her