Respekt for andres religion handler om dannelse. Det siger Birthe Rønn Hornbech i sidste onsdags Information. Men man kan ikke lovgive omkring det, siger hun. Det er et spørgsmål om, hvordan man omgås andre mennesker.
Kernen i håndtering af den nuværende krise handler altså ifølge hende om nogle meget grundlæggende elementer i menneskers personlighed. Det må så også gælde for statsministeren og den øvrige politiske ledelse. Og når vi ser på, hvad der har været kendetegnende for de statsledere i verden, der har for formået at skabe historie ved at bringe deres lande ud af svære konflikter, må jeg langt hen ad vejen give Birthe Rønn Hornbech ret. Det handler om langt mere grundlæggende egenskaber end debatten i øjeblikket drejer sig om.
At vise respekt for forskelligheder er bestemt ikke en let proces, når man står midt i konflikten. Det svære ligger faktisk ikke i at udvise respekt og tolerance. Det ligger i at turde udfordre sine egne forestillinger om virkeligheden, ikke for at ændre på sine værdier og principper men for at se dem i lyset af, at andre har andre værdier og principper end én selv. Det er det John Paul Lederach, en af de mest markante eksperter indenfor fredsopbygning, kalder paradoxical curiosity.
Nysgerrighed
Paradokser kan oversættes til det modsatte af den almindelige forståelse af tingene. Der er dog ikke nødvendigvis tale om to modsatrettede forståelser. Paradokset besidder en interessant problematik: det sammenstiller to fortolkninger af sandheden, der umiddelbart ser ud til at være modsatrettede, for derigennem at finde en tredje vej. Det betyder ikke, at alle fortolkninger af sandheden eller af principper (som ytringsfriheden) er lige gode, eller at alt er relativt. Men det betyder, at man erkender at der er forskellige fortolkninger (også omkring hvad der er til diskussion), og at disse skal danne udgangspunktet for dialogen.
Det er det modsatte af den konfliktreaktion, der kendetegner parter i konflikt, som ikke formår at hæve sig op over den umiddelbare good-feeling og behov for simplificering. »Vi har ret, de er galt på den«. »Vi har gode intentioner, de har dårlige«. »Vores sandhed er den rigtige, deres er fordrejet, ufuldstændig og ideologisk«. »Vores fortolkning af principper og rettigheder samt betydningen af dem er den rigtige, deres fortolkning er forkert.«
Nysgerrigheden efter at forstå paradokser er den, der kendetegner store statsledere og andre, der formår at skabe positive forandringer i konfliktsituationer. Tolerance er i sig selv ikke et sådant grundelement. Tolerance er et mere overfladisk niveau end nysgerrighed, og det kan være et strategisk træk, ligesom vi har set det i debatten omkring Muhammed-tegningerne. Man kan vælge at være tolerant overfor andre måder at tænke og handle på, måske fordi man er nødsaget til det.
Men man kan ikke være strategisk omkring nysgerrighed.
Store statsledere
Desmond Tutu siger det samme, men på en lidt anden måde.
I et interview med Martin Breum sidste år siger Tutu, at den kapacitet det kræver for at komme videre i en konfliktsituation ligger i at kunne bibeholde fjendens menneskelighed; Retaining the Others humanity.
Det drejer sig altså om at turde se sine fjender som mennesker ligesom en selv; at turde udforske, hvad der ligger bag disse handlinger og forsøge at forstå mennesker, der tænker og handler så fjernt fra, hvad man selv kan acceptere.
At forsøge at forstå er ikke det samme som at acceptere. Det er derimod det, der skaber løsninger i konfliktsituationer i en kompleks verden. Det er det stof, store statsledere er lavet af.
Men tilbage til Birthe Rønn Hornbech hun har jo dybest set fat i noget vigtigt. Det handler netop om meget mere grundlæggende ting end om, hvorvidt mødet blev holdt, om det ene eller det andet princip er det vigtigste, om Danmark er et tolerant og åbent land eller ikke.
Det er i situationer som denne, at statsledere skal træde i karakter og udvise mod, nysgerrighed og villighed til at udforske andre forståelser af virkeligheden end deres egen.
Det var det, der indbragte De Klerk og Mandela Nobels Fredspris i 1993. Mindre kan gøre det i Danmark i dag, men grundlæggende er det det samme, vi har brug for.
