Læsetid: 4 min.

Rør ikke brokkeretten

17. november 2001

KAN de forestille dem statsmand, prismodtager og generelt über-ikon Nelson Mandela blive hapset af en bister politimand et eller andet sted i EU og arresteret? Angiveligt for at være medlem af en terrororganisation. Nej vel?
Ikke desto mindre blev Mandelas organisation African National Congress – ANC – engang defineret som en terrorgruppe. Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher havde for vane at kalde ANC’erne sådan. Så gik apartheidstyret hen og forsvandt, og så var ANC pludselig ikke en flok terrorister længere men et politisk parti med regeringsansvar.
Den ene persons terrorist er den anden persons frihedskæmper, som man siger. Det dilemma går til hjertet af den definition af terrorisme, som EU-landene i øjeblikket forsøger at nå frem til. Senest på et møde i Bruxelles i går, hvor der ved redaktionens slutning endnu ikke var nogen enighed.
Siger man f.eks., at en terrorist er én, der bruger vold til at opnå politiske mål med, ja så er – eller rettere var – ANC og Nelson Mandela omfattet. Siger man som i det forslag, der blev talt om i Bruxelles i går, at man er terrorist, hvis man forsøger at »intimidere en befolkning; eller tvinge en regering eller en international organisation til at gøre, henholdsvis afholde sig fra noget«, har man så bred en definition, at den risikerer også at omfatte fagforeninger, fredsdemonstranter eller almindelige brokkehoveder, der tillader sig at klage over et eller andet.
Hvis man endda også er terrorist, hvis man »fremmer, støtter eller deltager i en terrorgruppe« defineret på den måde, ja så kan de færreste sige sig fri for terrormærkaten. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt ’deltaget i’ f.eks. en fagforening eller ’støttet’ en demonstration for lavere skat på benzin?
En så bred definition, hvis den skulle blive vedtaget, lægger et stort ansvar på regeringernes skuldre for at sikre, at anti-terrorregler ikke pludselig går hen og bliver brugt til at lægge låg på nogle utilfredse borgere, der er politisk uenige og ikke lægger skjul på det.
Det kan godt være, at EU’s regeringer magter det ansvar. Det kan også være, at de ikke gør det.

I FORVEJEN risikerer de europæiske landes ’kamp mod terrorismen’ at udhule de borgerrettigheder, befolkningerne rundt omkring har brugt årtier – og i nogle tilfælde århundreder – på at udvikle. Det grelleste eksempel er Storbritannien, hvor Tony Blairs regering har måttet ty til at påberåbe sig en national nødsituation, så den slap for en artikel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som ellers forhindrede en bestemmelse i den ny terrorlov.
Den bestemmelse, der var i modstrid med Menneskerettighedskonventionen, handler om at tilbageholde mistænkte personer på ubestemt tid. Det er fuldstændig uhørt i et retssamfund, at folk sådan kan tilbageholdes i det uendelige uden at få en retssag.
Ganske vist er briterne og formentlig også mange andre befolkninger indstillet på at fire lidt på borgerrettighederne for bedre at kunne komme terrorister til livs. For eksempel er der nok nogen kritik af yderligere mulighed for, at efterretningstjenester kan aflytte telefoner og aflæse Internet-brug for eksempel, men den er ikke overdøvende. Stort set argumenterer folk med, at hvis man ikke har noget at skjule, ja så kan efterretningstjenesterne da godt lytte med på snakken med Moster Anna eller med naboen, hvis de har lyst. Spørgsmålet er så, om de fortsat vil sige sådan, når/hvis de udvidede muligheder bliver misbrugt. Lige nu er det OK med lidt reducerede borgerrettigheder, synes mange – men om tre år? Fem år? Ti år? Det er ofte svært at få regeringer til igen at opgive den magt, de har erhvervet til ellers helt specifik brug.
Men tilbageholdelse uden rettergang – hvilket i realiteten vil sige internering – er at gå for vidt. Det er et brud på et fundamentalt retsprincip og udgør en praksis, der ellers normalt kun findes i diktaturer og politistater.
Blair burde opgive den ide.

INDTIL videre er det kun briterne, der har taget et så drastisk skridt i terrorbekæmpelsens navn. Det understreger, hvor nemt det i virkeligheden er, at fjerne sig fra den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der ellers agerer som styrepind for initiativer på det borgerretlige område. De forslag, der diskuteres i EU, er ikke på det niveau. Heldigvis. Men de repræsenterer samme holdning – at terrorbekæmpelsen lige nu gør det acceptabelt overhovedet at pille ved de ellers accepterede borgerrettigheder. Med hensyn til terrordefinitionen må EU finde en formulering, der gør, at der fortsat ikke er den fjerneste tvivl om, at det er legitimt at gå på gaderne og demonstrere imod den ulige fordeling af materielle goder i verden, gældsnedsættelse til Den Tredje Verden, højere løn, eller hvad det nu måtte være.
Den vold, der på det seneste især har præget de demonstrationer, der har været afholdt i forbindelse med internationale møder, skal naturligvis bekæmpes – men ikke med terrorlovgivning. At kaste en sten gennem et vindue på en lukket burgerbar er trods alt ikke det samme som at sprænge en bombe i et tæt beboet kvarter eller kapre fly og flyve dem ind i skyskrabere fyldt med mennesker.

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her