Læsetid: 4 min.

En røst fra graven

Kære elever på Havrebakkens Gymnasium, tak for jeres brev om Blicher
9. februar 2006

Jeg kan godt følge jer i en del, og det med "den syfilistiske landsbytosse" er sørme vittigt, men jeg er bange for, at I blander tingene sammen (Blicher havde ikke syfilis, og hvis nogen stod i fare for at få det, var det mig bekendt konen).

Må jeg ikke i det hele taget springe lidt i det, jeg er jo hverken jeres dansklærer eller jeres mor (tak, Skaber!) eller kulturminister, undervisningsminister eller Menneskerettighedsdomstolen i Haag (og I er vel for fanden i helvede ikke ligefrem ofre for en sammensværgelse!).

Kort og godt: Hvorfor står den på listen. Eller mere frimodigt, og nu får det i alvorlig grad med jer at gøre: Hvorfor læse den?

Fra en ende af:

I skal læse den, hvis I synes, det er interessant (sjovt, spændende, godt at vide...), at folk nogle gange fortæller en historie for selv at redde røven. Og derfor fremstiller sig selv på en særlig skøn måde, som om de hele tiden bare har gjort deres bedste eller under ingen omstændigheder kunne have handlet anderledes.

Kender I det? Sådan er det her. Når herredsfogeden brænder varm på præstedatteren og bagefter lader forstå (endda lader hendes far sige!), at han selvfølgelig ikke kan gifte sig med en morddømts ('misdæders', slå det op, drenge og piger!) datter, så er det selvfølgelig, fordi vi skal give ham ret og sige: 'Naaaaj, er du sindssyg, det ville vi da heller ikke ha gjort!').

Og læg lige mærke til en ting: Han siger ikke bare, at han ikke kan gifte sig med hende. Han siger faktisk, at han ikke kan elske hende. Ikke kan elske hende!? Hvorfor i himlens navn kan han ikke dét? Hvad er det for en naturlov!?

Man kunne også spørge: Hvornår er dem-de-andre-siger-vi-er blevet til dem-vi-er?

Og det er den anden grund til at læse historien: Hvis I har spekuleret på (synes det sjovt, spændende, godt at vide til en anden god gang...), hvorfor folk kan finde på at gøre sig alle mulige latterlige anstrengelser for at leve op til en bestemt rolle eller et bestemt job eller deres egne forsnoskede forestillinger om anseelse, så skal I melde jer. Altså! Hvorfor er det lige, at den her opkomling af en herredsfoged (stort ego, lille format!) klamrer sig til sit embedes 1.000 forskrifter og lader sig besnakke af Morten Bruus i stedet for at stole på sin egen fornemmelse af manden?

Præsten er en hidsigprop, der kan fare op og råbe og skrige, men han er jo ikke drabsmand. Og hvis nu den bureaukrat-rotte af en kryster havde stolet bare lidt mere på sit eget indtryk af sin kommende svigerfar, som han lige har beskrevet ret præcist for os, i stedet for at lægge sig fladt ned for paragraffer og risikoen for, at nogen skulle sige ham noget på, så var det gået anderledes.

Jeg siger ikke, det er er let, det her. For selvfølgelig skal man være upartisk. Og nepotisme og kammerateri er da noget af det værste, vi ved. Javel. Men man skal altså heller ikke gøre sig til en servil idiot eller blive så duperet af sin egen position, at man glemmer at mærke efter.

Og det med at mærke efter er den trejde grund til, at man skal læse den her historie. Mærke efter, føle.

Slog han ham ihjel

For lige at tage det fra en ende af: Morten Bruus, det dumme svin, kommer altså for at fri til præstedatteren. Hun vil ikke have ham - og derefter laver Morten så hele historien om brormand, der får en spade i hovedet af præsten, hvorefter det hele går ad helvede til, fordi præsten til sidst ikke kan huske, om han nu faktisk slog ham ihjel eller bare havde meget lyst til det. Føle efter? Læg mærke til det! For hvorfor er præsten imod giftermålet? Jamen fordi hans datter ikke elsker manden! Det er kærlighed, altså kærlighed til datteren og i det hele taget sans for, hvad kærlighed er. Og datteren? Sagen er jo, at datteren bliver hos faderen, passer og plejer ham i fængslet og derefter forsvinder ud af historien. Det er også kærlighed (Lars von Trier, kom igen!)

Jeg gider ikke mere nu.

Bare to ting. Hvor finder I ellers en historie, som er så skarp, uden fedt og slinger, men med en spændingsopbygning og et plot, så man er ved at besvime? (Mogens Rukov, stå tidligere op!)

Og hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi læsere er sådan en slags herredsfoged, der hele tiden vil gøre det, der tager sig bedst ud, og har alle mulige høje idealer og forsætter om at gøre det rigtige - og alligevel kløjes i det? Tænk engang. Tænk f.eks. på en græsk tragedie, hvis I har læst én.

Vi vil så gerne. Og vi tror virkelig, vi kan, hvis vi bare gør os umage. Derfor fløjter vi selvfede rundt. Men i blinde. Og en dag kommer der én spadserende direkte fra graven og vores egen ældste urtid og fortæller os, at vi tog fejl, rigtig fejl, fejl med det hele. Hvad så, drenge og piger. Hvad så? Og hvis I synes, dét er vigtigt (sjovt, interessant, godt at vide til den tid...), så skal I læse Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlbye.

Steen Steensen Blicher: Præsten fra Vejlbye

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her