Læsetid: 4 min.

Noget røv og historien om Bent46

Hvis man springer mellemregningerne over og fatter sig i korthed, kan verden blive målt og vejet i en fart
2. september 2006

Nu er det selvfølgelig provinsen, herne'e i Nykøving Farlster, så måske er udtrykket allerede en gammel traver oppe i København. Det var teenagedatteren, der var sur. Det er noget røv, sagde hun.

Klummeskriveren vil helst ikke indrømme, at der findes vendinger, han aldrig har hørt før, så han mumlede bare fra lænestolens dyb, hvor han piberygende læste en eller anden åndssvag dansk forfatter. Nå, er det noget røv? Tja, det er der jo så meget, der er. Madonna, f.eks. Hende, husets store piger - der ikke kan lide hende - konsekvent kalder Mad-Onna. Ja, om det er selve Madonna, der er noget røv, så at sige, ved jeg i grunden ikke. Hendes musik lyder af ingenting, hverken særlig meget dårligere eller særlig meget bedre end så meget andet af samme slags. Men det var da noget røv, de glimt man så i fjernsynet, hvor mandlige dansere optrådte med bidsel i munden - sm af designertypen, må man vel nærmest kalde det. Det var da hverken grænseoverskridende, frækt eller bare lidt pornografisk. Det var røv, simpelthen røv.

Det var det også, at TV-Avisen interviewede en kommunikationsekspert om brandet Madonna. Det, der imponerede manden vældigt, var ikke Madonnas musik, men derimod hendes karriere. Tænk at hun kan holde sig på toppen som ung popsild i en alder af næsten 50! Danmarks Radios sædvanlige substansløse kulturjournalistik, plejer vi at kalde det her i huset. Fra nu af vil vi fatte os i korthed: Det er noget røv!

Fogh på korset i Horsen

Noget andet, der er røv, er, at vores statsminister nu også er begyndt at køre for stærkt i sin statsministerdyt. Skatteministeren gjorde det også i sin dyt, men han har heller aldrig påstået, at han er fuldkommen fejlfri. Det har Anders Fogh Rasmussen. Så det er noget rigtig røv, når han ikke vil sige undskyld for åben skærm. Vi kunne ellers godt tænke os at se ham krybe til korset - gerne det, som Madonna hænger på ovre i Horsens, hvis de altså skulle have glemt at pille den banebrydende, blasfemiske og provokerende kunstner ned igen.

Røv og u-røv

Der er selvfølgelig også noget, der ikke er røv. Det er bestemt ikke røv, når man på en tur til København helt tilfældigt render ind i Jan Sonnergaard på Bobi Bar. Han er en flink fyr med god smag i øl. Det gør en gammel jyde så inderligt godt, at ikke bare Mr. JS, men københavnere i det hele taget, langt om længe er gået over til jysk øl. Men så på den anden side: for at komme til København herne'e fra'e, har man jo vænnet sig til bare at sætte sig ind i toget. Og hvis der er noget, der er røv, så er det DSB! 40 minutters forsinkelse på en strækning, der er køreplansat til at vare en time og 45 minutter! Og det er oven i købet ved at være sædvane.

Fra de seneste uger: Berlingske Tidende i nyt format: røv. Tv-programmet Smagsdommerne er tilbage: røv. Engelsk som obligatorisk andetsprog for danskerne: røv. Langstrakt vejarbejde på Grønsundsvej i Nykøbing F.: røv. Kronprinsesse Mary ustandseligt på modemesse: røv. Internetudgave af kulturkanonen: røv. Clement Kjersgaard: blærerøv. Pivedyr der nedsætter fertiliteten: røv. Elton John som rapper: gammel røv. Gentofte kommunes midlertidige anvisning af boliger til flygtninge: røv. Transportminister Flemming Hansen: hængerøv. At Vibeke Grønfeldt har skrevet en ny roman: u-røv. Folk der synes det er i orden, at vores hovedstad er ved at udvikle sig til et velhaverreservat for IT-nørder og 'kreative' reklamemikler: røv. Folk der fører endeløse samtaler om under- og overgæring og for helvede ikke bare kan drikke deres øl: narrerøve. Folk der spiser æbler, mens de taler i telefon og prøver at prakke én Weekendavisen på: røv.

Det er surt at hedde Bent

Ovennævnte teenagedatter var også den, der i sin tid, da den jævnt hen maskinstormeriske klummeskriver omsider anskaffede sig en computer, underviste ham i brugen af internettet. En af de fortræffelige ting, man kunne foretage sig, var at korrespondere med vildt fremmede mennesker i såkaldte chatrooms. Men, sagde datteren, det hedder altså ikke at 'korrespondere', det hedder at chatte. Husk det, fader. Skal jeg nok, sagde jeg. Man skulle 'gå ombord' på et 'skib', melde sig som 'gast' eller 'matros' og oprette en 'profil'. Jeg skrev, som sandt er, at jeg hedder Bent, og at jeg (dengang) var 46 år gammel. Teenagedatteren, der dengang endnu ikke var teenager, var allerede gået nedenunder, hun gad ikke se på at jeg sad og svedte over skærmen. Jeg ventede, men der skete ikke noget. Jeg kaldte på datteren. Der er ingen, der gider skrive til mig! sagde jeg. Hvad har du skrevet i din profil? spurgte hun så. Jeg viste hende det. Bent, 46. Hun grinede. Det kan jeg sgu da godt forstå, sagde hun, sådan én er der da ingen, der gider chatte med. Hvad skal jeg så skrive? spurgte jeg. Det måtte jeg selv om. Men Jimmy, 22, det ville være bedre, forslog hun. Jamen, jeg hedder jo ikke Jimmy! Jeg er ikke 22 - vorherrebevares! Så find på noget andet, sagde hun, men Bent, 46, det bliver du altså nødt til at droppe, fader min. Det var dengang, det var surt at hedde Kurt. Men at hedde Bent var åbenbart endnu værre, især hvis man samtidig var 46 år gammel. Da jeg uheldigvis er komplet ude af stand til at lyve, har jeg da heller aldrig forsøgt mig med at gå i chatroom igen.

At melde mig på chatbanen næsten 10 år senere, vil med garanti ikke bare være surt. Det vil være røv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu