Læsetid: 4 min.

Røven på komedie

'Direktøren for det hele' ligner mere et muntert frikvarter end et kunstnerisk fremskridt for Trier, men er betydeligt bedre end sit rygte
8. december 2006

Lad os foretage et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at Direktøren for det hele var lavet af en debutant, en instruktør om hvem vi ingenting vidste. Hvordan ville anmeldelsen lyde?

"Bag Direktøren for det hele står tydeligvis et højt begavet menneske, som har sans for satire og blik for det moderne livs absurditeter. Han kender også forvekslingskomediens spilleregler og elsker at lege med dem. Han dukker selv op i filmen - som et spejlbillede og på lydsiden - men hvem er han egentlig? Hvad vil han os? Det må tiden vise. Han har potentiale til udvikle sig til en engageret humanist, en sensibel poet eller en nådesløs nihilist, hvis han kan gøre sig fri af de sjovt finurlige, men også noget krukkede attituder."

Lad os standse eksperimentet. Filmen er lavet af Lars von Trier, og det ændrer spillereglerne. Den genibetegnelse, der tidligt blev hæftet på Trier og sikrede hans filmkarriere, er blevet en forbandelse. Vi forventer et hovedværk hver gang, og vi reagerer overdrevent negativt, når Trier for en gangs skyld - som i tilfældet Direktøren for det hele - serverer en morsom bagatel, et løssluppent frikvarter.

Newspeak-nonsense

Igennem 10 år har lederen af en IT-virksomhed bildt sine medarbejdere ind, at han kun er næstkommanderende. Ravn (Peter Gantzler) har opfundet en fiktiv person kaldet Direktøren For Det Hele, som han dækkede sig bag, når de upopulære beslutninger skulle tages. Nu står Ravn med et problem. Han vil sælge virksomheden, og de islandske købere forlanger at forhandle med 'direktøren' himself.

Ravn ansætter derfor en falleret skuespiller, Kristoffer (Jens Albinus), til at spille direktøren. Planen er dog ikke helt gennemtænkt, for Kristoffer har ikke lagt sine kunstneriske ambitioner på hylden. Han dyrker en avantgardistisk dramatiker ved navn Gambini (a la Odin-teatrets Eugenio Barba eller Jerzy Grotowski), der har skrevet en tre timers enakter om en skorstensfejer i en by uden skorstene. Kristoffer er fast besluttet på at gøre op med "Ibsens dagligstuerealisme" og spille direktøren i henhold til Gambinis vidtløftige teaterteorier - med sod i panden!

Scenen er dermed sat for et satirisk sammenstød mellem moderne virksomhedsledelse med newspeak-nonsense og bondefanger-kontrakter og den intellektuelle, navlebeskuende og opblæste kunstner.

Kunstneren får røven på komedie, og komedien får en ekstra dimension, hvis man ser det umage makkerpar Ravn-Kristoffer som en parodi på den åleglatte Zentropa-chef, Peter Aalbæk Jensen, og hans sære kompagnon, von Trier.

Læg dertil et galleri af spøjse typer: Altid overbevisende Mia Lyhne spiller naiv kontormus, Iben Hjejle giver den som udfarende sexgodte, Casper Christensen er voldelig bondeknold med computerfærdigheder (alle tre skuespillere hentet fra Klovn, som Trier selv har bidraget til), Henrik Prip er slipsedyret med krammebehov, Louise Mieritz har et traume i kopirummet, mens Triers trofaste skuespiller Jean-Marc Barr spiller gæstearbejderen med det komisk lave ordforråd.

Filminstruktøren Fridrik Thor Fridriksson har rollen som den handlekraftige og temperamentsfulde islandske finansmand, der med slet skjult fryd tager revanche efter 400 års dansk undertrykkelse (og giver Trier anledning til at sige et par sandheder om vor "flæbende og sentimentale" nationalkarakter). Endelig er der tolken (Benedikt Erlingsson), hvis deadpan-oversættelser er et morsomt show i sig selv.

Humoren er bedst, når den er mest absurd, og selv om Direktøren for det hele hverken har samme folkelige charme som genistregen Riget, der også var en slags arbejdspladskomedie, eller samme nerve som Idioterne, så er især de første 45 minutter faktisk særdeles underholdende. Herefter dukker Trier så op på lydsiden (igen) og kommenterer selvironisk, at nu er der vist behov for en vitamin-indsprøjtning.

Meta-film

Sandt nok, men desværre er indsprøjtningen i form af Sofie Gråbøls advokatkarakter ikke den tiltrængte medicin. Garnet strammer ikke til, og karaktererne griber os ikke for alvor, selv om instruktøren højtideligt lover at være tro mod "genrens love". Lars von Trier har ofte søgt inspiration i tekniske begrænsninger og krumspring, men i modsætning til dogme, benspænd og kridtstreger er det svært at få øje på meningen med Automavision, hvor en computer efter et tilfældighedsprincip styrer de ubemandede kameraer. Lige siden dadaismen har kunsten forsøgt at frigøre sig fra vanetænkning ved at inkorporere tilfældet. På film giver det højst vilkårlige billedbeskæringer, skæve vinkler, svingende lys og lyd og en mildt sagt urytmisk klipning, der står i fatal modsætning til netop komediens krav om præcision og timing.

Trier laver metafilm - film, der leger med og forholder sig til, at de er film - og denne gang leger han med komedien. Hans nye producer hedder sågar Meta. Gud ved, om hun kan skubbe Trier længere ud, hvor det brænder mere på? Vi glæder os i hvert fald til næste udspil. Selv når Lars von Trier ligger ned, rager han op.

* Direktøren for det hele. Instruktion og manuskript: Lars von Trier. Dansk (Palads, CinemaxX, Dagmar, Grand og biografer uden for København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu