Læsetid: 7 min.

Den røvkedelige familie

I vore dage lader alle som om, at 1950'erne var et lykkeland, hvor børn gik rene i seng, mænd havde mandigt arbejde og kvinder stivede forklæder dagen lang. Nu er det på tid, at en trendsætter, som en røvkedelig forstadsfamiliefar er blevet, at komme til orde
5. november 2005

Jeg er familiefar. Det er røvkedeligt. Min kone og jeg mødes med andre familier til parforholdsmiddage. Det er endnu mere røvkedeligt. Men det allermest røvkedelige er alligevel, når noget af alt det isenkram, der hører sig til i en familie, går i stykker, for så skal jeg tale med de andre røvkedelige familier om nyanskaffelserne: "Købte du en Blomberg?" "Ja, den var på tilbud". "Nåda". "Jojo". "Ja, vores tørretumbler er også ved at have nogle år på bagen".

Det er i sandhed til at brække sig over. Og hvis nogen, der ikke selv tilhører Familien Røvkedelig, er nået så langt her ned i teksten, kan jeg for alvor sætte trumf på ved at oplyse om, at alene snakken nyanskaffelser indenfor hårde hvidevarer godt kan tage et par timer.

Derefter går man videre i emnerækken: Børneopdragelse, prioritetsprioriteringer, ombygninger, bilen, haven og dens pumpestok.

Forleden læste jeg til min gru, at sådan nogen som os er blevet både trendsættere og rollemodeller. Alle dem, der ikke er som os, vil gerne være som os. I et isblåt glimt så jeg en hel nation, hvor alle drømmer om at være røvkedelige. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, og fandt kun det nedslående svar, at den, der keder sig, slipper for at leve.

Usynkront primalskrig

Så kan man også justere sine drømme - hvilken mand i slut-30'erne drømmer i dag ikke om at lave sine egne snapser? Her er der virkelig mulighed for at skille sig ud fra alle de andre røvkedelige familiefædre, for hjemmelavet snaps smager jo forskelligt. Jeg er unik, råber den ene familiefar til den anden, mens de sammen bunder en slåensnaps - selvfølgelig fra en flaske med en unik familieetiket på.

Men det er værre endnu.

Jeg bor i Hvidovre. Hvidovre er ikke en by, det er en mental stilstand.

Hvis en rocker har kickstartet en motorcykel i nærheden af en gammel dame, ryger det på forsiden af lokalavisen. Kulturlivet består af kommunalt arrangerede byfester med dansktoporkestre og loppemarkeder. Rundt omkring mig i parcelhuskvartererne prøver familiefædre med deres store børn at sætte lidt fut i fejemøget ved at lave hjemmelavet fyrværkeri til nytårsaften. Det begynder allerede i marts måned, for så røvkeder de sig så meget, at de ikke kan vente længere. Weekenderne er et usynkront primalskrig af motoriserede havehjælpemidler og trykluftsgeneratorer. Ungdommen keder sig ihjel, for alle deres røvkedelige forældre har naturligvis været ude af stand til at give dem den fornødne mentale ballast til at komme videre i et sundt oprør - så de udborede 45-scootere slås med cykelhærværk om at være fritidsfornøjelse nummer et.

Huspriserne har af samme grund taget flugt mod himlen, for der er mange, der drømmer om dette helvede.

Det havde godt nok anet mig, at vi ville blive trendsættere. I vore dage lader alle som om, at 50'erne var et lykkeland, hvor børn gik rene i seng, mænd havde mandigt arbejde og kvinder stivede forklæder dagen lang. Derfor må det være på sin plads, når jeg nu er så eftertragtet en trendsætter, at komme med et par borgerlige ord her fra Puttedyneland.

Først og fremmest: Det er egentlig ikke familien, der er noget galt med. Det er egentlig heller ikke Hvidovre, der er noget galt med. Det er ophøjelsen til guddom, der er noget galt med, hele den fundamentalistiske morderiskhed, der ligger latent hver gang man lader sig opsluge af en livsstil, fordi man ikke kan eller vil skille sig ud. Problemet er bare, at den, der ikke kan se ud over Hvidovre, dør langsomt. Den, der ikke kan se ud over sin familie, dør også langsomt. Den, der er offer for begge dele, dør lidt hurtigere, heldigvis. Deraf følger, lige så naturligt som en kat æder en mus, at den, der skiller sig ud, er farlig og uberegnelig.

Vil ikke være trendy

Jeg mødte en gang en klog mand. Det vil sige, han var faktisk ikke rigtig klog, Nils Ufer hed han, en irriterende journalisttype med brændte mødre i baghovedet. Men han sagde mange kloge ting ind imellem - for eksempel at man altid skal forlade sin elskede. Sådan er det også med familien: Hvis man ikke forlader den med passende mellemrum for at opsøge anderledesheder, så ender det meget galt meget hurtigt.

Man kan se det på alle de familietrendsættere, der vandrer målrettede rundt på arbejdspladserne: Her leves livet! Her udstiller de deres nye hår og sko, deres unikke filosofier om storytelling, lovkompendie-udviklingen og Human Ressource. For de ved, at hjemme venter de samme sutsko, den samme ægtefælle, de samme unger og snakken om, hvornår der bliver plads i budgettet til badeværelsesrenoveringen, når der også skal være penge til skiferien, hvor livet som bekendt skal leves.

Svarene bliver altid de samme - vi må tjene flere penge. Det er et ganske snedigt dobbeltbedrag af både sig selv og ægtefællen, for på den måde legitimerer de, at de slipper for at være alt for meget både sammen med hinanden og med ungerne. For det er jo for hinanden og ungerne, at de lider dette afsavn med ikke at tilbringe mere tid end højst nødvendigt i hinandens røvkedelige selskab.

Tro mig, alle I, der drømmer om at være som os: Dette er virkeligheden. Dette er de barske kendsgerninger. Dette er jeres drømmes mål - og endestation.

Igen, det er ikke familien, der er noget galt med - det er vores billeder af familien, der spærrer for udsynet. Vi bliver flommefodret af familieidyller og ikkefamilieidyller i fjernsynet fra kl. 19 til 21, så vi kan se, hvordan man skal og ikke skal leve op til alle disse idealer inden for samtlige familiesamtaleemner. Alle disse udsendelser giver familietrendsætterne ny inspiration til at fortsætte deres bane som uvidende og dermed gratis produktinformationssatellitter, der kredser om hinanden som skader om et dødt egern.

Kriser er noget, som man køber sig ud af - det ved enhver familietrendsætter. Når en ny krise så dukker op, så minder den i betænkelig grad om den forrige, og den løste man jo via forbrug. Det gør man så igen - hvorfor skifte ud på et vindende hold?

Kedsomhed er ideal

Billederne af familien har naturligt nok fået turbo på efter 11. september. Nu produceres de også af regeringen, der har opfundet et helt familieministerium.

I Anders Foghs åbningstale var vi igen helt fremme på banen: Nu skal der gøres noget for os, for vi har det så hårdt med at få det hele til at fungere, lød det med nordjysk alvor fra statsministeren, som hermed trådte ind i billedet som alfader og urmoder for den hellige familie. Røvkedeligheden blev ophøjet til det højeste politiske ideal, fordi en nation, der ikke sætter sig højere mål end MereMere er godt for væksten og borgerligheden. Dens borgere skal nusses og nurses - og famlietrendsættere elsker det, da det bekræfter dem i, at deres liv er al kulturs højeste udviklingsstadie. Det er som bekendt ikke for sjov, at man sætter sig de ypperste mål her i livet, det er hårdt, nødvendigt arbejde. Derfor er det dejligt at blive forstået af sin statsminister, der som bekendt viste rettidig omhu ved at fyre sin tidligere familieminister, da hun blev afsløret i at stå på den skyldige side af moralmuren.

Hvordan holder familietrendsætterne dette småborgerlige helvede ud? Svaret er, at det gør de heller ikke altid. 40 pct. bliver skilt, hvorefter de finder sig en ny udkåren, så de kan begynde på en frisk med at bygge hele røvkedeligheden op igen - eller også finder de ikke en, men så kan de jo drømme om det til deres dages ende. Personligt har jeg lavet en overlevelsesstrategi i 10 bud. De lyder sådan her:

1) Du skal altid have andre guder end familien

2) Du skal ikke tro på idyliserede familiebilleder

3) Alle familier er latent psykotiske

4) Du skal altid forlade din familie alene for at være sammen med folk, der ikke ligner dig selv

5) Du skal ikke udvise respekt for familier, hvor ægtefællerne siger det samme

6) Du skal altid begære andre kvinder/mænd end din kone/mand

7) Hvis du begærer din nabos havegrej, er du færdig

8) Når du har fået nok af parforholdsmiddagene, skal du råbe højt eller gå din vej.

9) Når dine børn synes, at du er mærkelig, skal du være stolt

10) Opsøg altid det, som du ikke helt forstår

Hvilket fører frem til slutresultatet: Du er nu bedre i stand til at blive ved med at elske din ægtefælle og dine børn, fordi du kan se, hvem de er. De er også i stand til at se, hvem du er, så kærligheden kan blive gengældt. På den måde er det faktisk muligt både at være familie, bo i Store Soveby - og undgå røvkedelighedens slidske ned i intetheden.

Flemming Andersen er journalist og kommunikationsrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu