Læsetid: 6 min.

Rollen som stakkels, taknemmelig og glad

Stereotype indvandrer-fordomme fik Füsun Eriksen til at flytte tilbage til Tyrkiet. Men opholdet blev kort, og Danmark fik et ultimatum - et år til at vise sig som et land med fordomsfri mennesker, gode jobmuligheder og velvilje fra det offentlige
25. april 2005

I maj 1993 fik Füsun Eriksen nok. Nok af danskere og deres generelle fordomme om tyrkere og Tyrkiet. Nok af danskernes syn på hende som værende en stakkels borger fra et tredjeverdensland, der burde være taknemmelig over at være blevet 'reddet' af Danmark. Hun flyttede fra København tilbage til Istanbul efter knap et år i Danmark.

"Jeg var ked af, at min mand ikke forstod, at jeg ikke ville stille mig tilfreds med hvad som helst," siger Füsun Eriksen.

Tilbage i lejligheden på Nørrebro sad hendes danske mand Søren Siegumfeldt Eriksen, som var knust over Füsuns beslutning.

"Da jeg var tilbage i Tyrkiet, tænkte jeg meget over min beslutning og overvejede, om jeg skulle jeg vælge kærligheden eller mit liv. Men man kan altid finde en ny kærlighed, men et nyt liv, kan jeg ikke bare få," fortæller Füsun.

Tre år tidligere

På scenen står en høj og blond saxofonist. Det er ellers lidt af et særsyn i Istanbuls beklumrede jazzklubber i 1990. Den blåøjede dansker får hen mod aftenens slutning øje på de store brune øjne og det lange, krøllede hår, som sidder på 22-årige Füsun Alan. Den tyrkiske kvinde arbejder i reklamebranchen og er på udkig efter et jazzband til et hotel. De to falder let i snak og viser stor, gensidig interesse, som handler om alt andet end spillejob.

Et halvt år efter deres første møde pakker Søren Siegumfeldt Eriksen saxofonen og drager til Istanbul. Füsun læser engelsk og økonomi på universitetet, arbejder sideløbende i reklamebranchen og læser til skuespiller nogle aftener om ugen på en privat skole. I det hele taget går det ret godt for Füsun. Men Sørens spillejob, som der ellers var så mange af i starten, begynder at stilne af i forbindelse med Iraks invasion af Kuwait og den efterfølgende krig.

"Pludselig gik folk ikke på natklub længere, og de tyrkiske musikere var trætte af vestlig indflydelse og gjorde krav på de få spillejob, der var," siger Füsun Eriksen i sofaen hos Zentropa, hvor hun i dag arbejder som international PR-, marketing- og festival-koordinator for Zentropas distributionsselskab Trust Film Sales.

Danmark tur/retur

Efter halvandet år i Istanbul med stadig færre spillejob ville Søren tilbage til Danmark. Lidt efter fulgte Füsun, da hun havde skaffet sig af med lejlighed, møbler og job. Da hun flyttede til Danmark, kom det første chok. På kommunen følte hun, at de ikke havde interesse i, at hun skulle lære sproget.

"Jeg kunne kun få plads i en AOF-klasse med andre indvandrerkvinder, som hverken kunne læse eller skrive," siger hun

Hendes mand kendte nogen, som havde en café, hvor de manglede én til at smøre sandwich. Men ligesom AOF-kurset takkede hun også nej til det. En ven af Søren syntes, at Füsun opførte sig noget arrogant, fordi hun jo kom fra et u-land.

"Jeg blev nødt til at forsvare mig selv og forklare, at jeg rent faktisk havde en uddannelse, havde haft nogle gode job i reklame- og filmbranchen."

Mandens veninde slæbte Füsun med et par dage til Møn i hendes sommerhus, hvor veninden skulle lære Füsun om det danske samfund. Hun forsøgte at overtale hende til at starte fra bunden af.

"Jeg ville ikke tale med hende efter de to dage. Jeg har altid været vant til at kunne finde job, der kræver hoved. Det har aldrig været nødvendigt for mig at skulle bruge mine hænder. Jeg tænkte, at hvis jeg starter fra bunden, så bliver det svært at få de gode job senere."

Füsun begyndte til danskundervisning på Studieskolen, men på holdet var folk på forskellige niveauer. Efter en måned havde hun nærmest fået en rolle som ekstralærer, for de, som havde svært ved at følge med i undervisningen. Selv lærte hun intet.

"Så mistede jeg for alvor begejstringen."

Det var også til danskundervisningen, Füsun blev introduceret for janteloven, da hendes lærer fortalte, at hun bare måtte indordne sig under forholdene og tage hensyn til de svage. Læreren synes, at Füsuns danskundervisning skulle stå tilbage for de andres.

"Efterhånden var jeg blevet træt af Danmarks måde at se på mig på. Hver gang jeg mødte folk rundt omkring - blev jeg hele tiden stillet de samme spørgsmål igen og igen og igen og igen- 'Hvordan er det at komme her til civilisationen?', 'Er det ikke bare fantastik, at du får hjælp fra det offentlige?', 'Hvordan er dit forhold til kurderne'."

Efterhånden afviste Füsun folk, som efter to minutters samtale stillede de evige klichéspørgsmål.

"Jeg kunne mærke, at min rolle var at være stakkels, taknemmelig og glad," siger hun.

En chance til

Da Füsun tog tilbage til Istanbul, fulgte Søren lidt senere efter for at hente sin kone tilbage til Danmark. Han syntes, at Füsun havde opgivet for let i forhold til, at han havde boet i Istanbul i dobbelt så lang tid, som de 10 måneder Füsun havde været i Danmark.

"Jeg besluttede mig for at forsøge en gang til. Jeg havde nogle mål, som skulle fuldføres inden for et år. Jeg skulle finde et godt job, nogle venner og ikke mindst lære sproget."

Da Füsun vendte tilbage fik hun straks plads på den bedste sprogskole i Danmark, KISS, og efter syv måneder talte hun dansk. Straks efter begyndte Füsun at sende uopfordrede ansøgninger til reklamebranchen, men fik afslag på afslag, og nogle af dem var sågar lidt grove i det og skrev, at de jo ikke kunne ansætte Füsun, når de ikke kendte til de tidligere steder, hun havde været ansat. Det var blandt andet det verdensomspændende filmselskab Warner Bros.

En god ven, der arbejder som forfatter, hjalp Füsun med at skrive en mere original og uddybende ansøgning. Det gav pote, blandt andet hos reklamebureauet Kunde & Co., hvor chefen, Jesper Kunde, gav Füsun en chance - godt nok til en dårlig løn de første tre måneder, fordi han var skeptisk over for den 'fremmede' kvinde, som bliver kaldt Fie, fordi kollegerne ikke kan udtale hendes navn.

Füsun gør sin chefs skepsis til skamme, allerede inden prøveperioden er forbi.

"Allerede kort efter min ansættelse som projektkoordinator, fik jeg ansvar for store kunder."

Hun er én af bureauets nøglemedarbejdere. Kort sagt uundværlig.

Danmark bestod prøven, og Søren fik lov til at beholde sin kone i Danmark. Füsun har nået sine mål og har skabt sig en spændende hverdag i Danmark. Hun taler dansk, har et godt job og får et barn, mens hun knokler for Kunde & Co. Men Füsun vil mere.

Hun får et rolle-tilbud fra Betty Nansen Teatret. Kunde & Co. giver hende lov til at gå på halv tid i en periode, så hun kan dyrke sin indre skuespiller. Det fik hende til at overveje at droppe reklamebranchen og satse på skuespillet.

"Men det opgav jeg hurtigt. For efter Betty Nansen blev jeg kaldt til casting til roller, hvor jeg skulle spille stakkels udlændingekvinde. Og det gad jeg ikke. Jeg ville ikke være med til at bekræfte danskernes fordomme om mit land," siger Füsun.

Af samme grund har hun flere gange sagt nej til at medvirke i tv-programmer og avisinterview om indvandrerkvinder i Danmark.

Efter seks et halvt år hos Kunde & Co. ville Füsun videre. Reklamebranchen var blevet triviel og filmbranchen kaldte på hende igen.

Efter en uopfordret ansøgning til Peter Ålbæk Jensen hos Zentropa, sidder Füsun nu i sit drømmejob.

"Jeg er lige kommet hjem fra en festival i Istanbul, snart skal jeg til Cannes, så San Sebastian, Venedig, Berlin og måske også Toronto," siger den energiske kvinde.

At være forberedt

Hun forklarer forskellen på sit første og andet møde med Danmark med, at hun anden gang vidste, hvad det var, hun gik ind til.

"Første gang, jeg kom, blev jeg chokeret over de mennesker, jeg mødte, fordi de stillede nogle spørgsmål til mig, som jeg aldrig før havde tænkt over."

Det var spørgsmål om, hvordan det er at være udlænding, hvordan det føles at være i et så fantastisk land som Danmark.

"Jeg var nærmest i choktilstand første gang. Jeg har altid været stolt af mig selv, fordi jeg altid har kæmpet for at få mine drømme opfyldt."

Efter Füsun tog tilbage til Tyrkiet, fik hun overvejet, hvordan hun skulle tackle den fremmede mentalitet, og hvordan hun kunne skabe sig en behagelig tilværelse i Danmark og undgå den slags mennesker.

"Jeg satte mig for, at jeg anden gang meget hurtigt skulle lære sproget, undgå fordomsfulde mennesker og få et spændende job. Og det gjorde jeg."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu