Læsetid: 2 min.

Romanbladsromantik

Ugens novelle - nu på Aveny-T. Hvorfor?
8. november 2005

Indholdsfortegnelse: Sød, små-enfoldig provinspige falder på halen for billig, selvhøjtidelig forfatterparodi, mens forfatterens ven forbavset ser til.

Parodien bor hjemme hos mor, der heldigvis for ham er gæve Jannie Faurschou, hvem andre ville gide. Parodien lader forelskelsesparodien gå så vidt, at han frier med en plasticring fra tyggegummimaskinen, og uskylden snøfter ja tak, men husvennen råber advarsler til himlen.

Før bryllup afslører parodien dog sin grimme forveksling mellem sex og kærlighed, hvorefter tøsen skrider. Ingen har nogensinde budt parodien det før, og hans broderede psykopatslips hænger nu om den helt rigtige hals. Ven trøster jaget, opskræmt eks-kæreste - eller gør han? Imens løses mor 30 år for sent fra sin binding til død skiderik af en husbond - som far så søn - af tv-terapeuten dr. Agger. Og trøstes, så parodipsykopaten kan rulle lidt ødipal jalousi ud før det store dramaklimaks, hvor psykopaten nær bliver kvindemorder, men i sidste øjeblik alligevel ælsker tøsen. Og måske alligevel tilgives af provinsuskylden, for ikke at sige genælskes . Fordi kvinder har så store hjerter, bare stodderen falder sammen og bliver lidt sølle.

Gymnasiekomedie

Varebeskrivelse: Rådvildt produkt, der søger at få et mix af romanbladsromantik, kæresterod og et mikrogram satire til at ligne en stil.

Ligner i stedet en gymnasiekomedie på ideernes nøjsomhed og konstruktionens bævreknæ. Med sin strømforladte, enstrengede dialog føles den første time som to. Enhver lighed med Bros forrige replikbehandling i den præcist aflyttede Forstad på Mungo Park er væk; i stedet står banaliteter i kø, til dels bevidst, men ligegyldighed er banalitetens næste trin.

Og det nås hurtigt.

Satiren mangler kant, selv i snage-fjernsynets terapi-scene, hvor Faurschou og Claus Ryskjær arbejder på højtryk.

Tilsætningsstoffer: Coverversioner - hver spiller deler én ud undervejs.

Holdbarhed: Nul

Brugsanvisning: Kan måske turnere som polterabendfænomen, men så bør de professionelle skuespillere løses fra deres rosværdige loyalitetsgerning.

Anbefalinger: Klip ovenstående indholdsfortegnelse ud og læs den, mens du får en smart øl i baren. Indtag din plads kl. 20.55 til 20.59 og oplev Faurschous udgave af You don't have to say you love me; dén når ud over rampen.

Hold eventuelt ud og se Fauerschou og Ryskjærs happy hour lidt senere. Ulempen for den modsatte side af rampen er, at Maria Rossing, der mirakuløst får et sødmefyldt, næsten sammenhængende pigebarn ud af Provins-Lena, ingen vidner får til sin indsats. Det samme gælder delvist Dejan Cukic som vennen Max.

Thomas Bo Larsens råben som Antonio kan man vælge at se som en protest mod det hele; dét er det eneste, der giver mening.

Love af Anna Bro. Instruktion: Emmet Feigenberg. Uinspireret scenografi og kostumer: Karin Betz. Musikalsk arrangement: Jens Krøyer. Videodesign: Signe Krogh. Aveny-T til 17. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu