Læsetid: 4 min.

Romantiker og industriæstet

Poul Kjærholms livsværk bliver præsenteret i hele sin bredde på Louisianas store udstilling, der åbner i dag
23. juni 2006

Poul Kjærholms møbler af stål og læder er fra en tid, hvor fotografier var sort-hvide. Det har givetvis præget både samtidens og efter-tidens opfattelse af, hvad han stod for, især fordi kontraster og gråtoner var så markante i markedsføringen. Men det bliver der lavet om på med Louisianas store Kjærholm-udstilling, der åbner i dag.

Dér står møblerne, kendte og ukendte, gamle proto-typer mellem nye farvefotos og gengivelser af tegningerne som langt, veltilrettelagt forløb i en varieret suite af Louisianas ovenlysrum.

Der er også tv-videoklip med Kjærholms gennemgange af andres og egne møbler og rekonstruktioner eller antydninger af de udstillinger, han brillerede med både herhjemme og i udlandet, blandt andet i samspil med Keld Helmer-Petersens markante fotostater.

Et par af Poul Kjærholms showtricks går respektfuldt igen i Louisiana-arrangementet som sorte skillevægge med røde kanter og i lyskasser med nye og gamle dias.

Michael Sheridan har kurateret og designet både udstillingen og en tyk illustreret katalogbog. Og hentet skjulte skatte frem fra depoter og pulterkamre.

- Hvorfor interesserer du dig for Kjærholms danske møbler, når du har den rene vare hjemme i USA? Charles Eames, Mies van der Rohe, Breuer og Bertoia?

"Fordi Kjærholm er bedre, og fordi han er bedre i kraft af den danske tradition! Naturligvis er han påvirket af Mies fra Tyskland og Bertoia fra Italien eller Rietveld fra Holland, men når man ser Kjærholms stålstole ved siden af Mies', er der ikke så meget at tage fejl af. Kjærholms er bedst gennemført. Og det er de, fordi Kjærholm er håndværkeruddannet og arbejder efter Kaare Klints metode."

"Han er i det hele taget opmærksom på forgængernes kvaliteter både ude og hjemme. Dansk Skønvirke i starten af 1900-tallet, Bindesbøll, Carl Petersen og Georg Jensen, er en vigtig forudsætning for hans værkstedsidealer og materialebehandling."

Social eller stram

- En del af det danske møbeleventyr i 1950'erne var den sociale dimension. Forestillingen om at Danmarks Hansen skulle have spinklere, billigere og bedre møbler hjemme i lejligheden. Er Kjærholm ikke mere møbel-idealistisk end socialt indstillet?

"Jeg tror snarere, han er romantiker i sin indstilling til materialerne. Han insisterer på, at møblerne skal have en rigdom i sammensætningen af gedigne materialer, som bliver kønnere ved slid. Det kan være medvirkende til, at han ofte bliver hængt ud som både purist og asocial."

"Når dagen er omme, og man sætter sig til det hjem-lige aftensbord, gælder devisen a chair is a chair is a chair i den forstand, at enhver grim eller ligegyldig stol formår at sætte munden i passende højde ved bordpladen, så der kan skuffes ind. Men hvis man er parat til at betale for en virkelig smuk stol, der ældes med værdighed, så er det passende at købe en dyr Kjærholm-stol!"

- Hvordan er din egen bolig møbleret?

"Jeg har en meget lille lejlighed i Brooklyn og sidder mange timer i en Arne Jacobsen-stol med armlæn og en rød-hvid PH-lampe over bordet..."

- Hvad er det med dig og Danmark?

"Jeg boede her som stor dreng og gik i skole på Frederiksberg, og ved senere besøg blev jeg bidt af Arne Jacob-

sen. Så skrev jeg Phaidon-bogen om ham og om det originale værelse 606 på SAS-hotellet. Ikke fordi jeg som praktiserende arkitekt havde litterære ambitioner, men fordi jeg godt selv kunne tænke mig at læse sådan en bog."

"Og da Louisiana så henvendte sig om en mulig stor

Kjærholm-udstilling, var det ud fra den tanke, at en udlænding måske bedre kunne se frisk på hans kvaliteter. Det har jeg været meget glad for. Både fordi jeg kan lide at være i landet, men først og fremmest fordi det gav mig muligheden for at fortælle Kjærholms møbelhistorie fra start til slut og få mere med, end man hidtil har fokuseret på. Det er dét, jeg prøver med både udstillingen og katalog-bogen."

Frø og skaller

Poul Kjærholm er mest kendt for sine tunge møbler. De ser lette ud, men er vanskelige at flytte. Det er heller ikke meningen. Møbler og rum hang i Kjærholms hoved så nøje sammen, at når møbleringen af rummet havde fundet sin plads, var der ikke længere rum for eller grund til mobilitet.

Det er en anden indstilling end Børge Mogensens eller Poul Henningsens. Mogensens FDB-møbler er bedre at rykke rundt med og bygge huler eller sørøverskibe af. Og hele PH's indstilling til tilværelsen var båret af ønsket om at skabe økonomiske rammer for en rigere tilværelse, og her tænkte han mindst af alt på forfinede materialevirkninger med oksehud og flintrullet marmor, men snarere på fleksibilitet og maleriske virkninger.

Ikke desto mindre tegnede Kjærholm også lette møbler. Det er blandt andet Louisiana-udstillingens fortjeneste seriøst at demonstrere dem som mulige industriprodukter og som forudsætninger for de artefakter, han blev mest kendt på.

På udstillingen står en lille stol sat sammen af to aluminiums-skaller polstret med gult og sortprikket stof. Den er lånt hjem fra Pompidou Centret og ligner en frø med åben mund. Det er en rørende hilsen fra de tidlige 1950'ere, hvor den 24-årige Kjærholm som uddannet snedker og kunsthåndværker prøvede kræfter med industriens muligheder.

Den kom ikke i produktion, lige så lidt som den prototype i sortmalet rundjern og grove svejsninger, der foregriber strukturen i en serie af de senere matpolerede stålstole.

Han ville kombinere værkstedernes håndværk i træ og polstring med den industrielle fremstilling af vredet stål og umbraco-skruer. Nye serier blev i midt-60'erne udstillet som både skulpturelle strukturdele og som møbelhelheder.

Der står på udstillingen også en stol fra 1950'erne, sat sammen af laminerede krydsfinersdele hægtet ind over hinanden i et dristigt spændgreb. Den kom først tøvende i produktion 15-20 år efter Kjærholms død i 1980.

Kjærholm er som møbelkunstner en konstant udfordring, fordi værket i sin helhed og nu fysisk til stede på Louisiana ikke giver køb på perfektion i hverken form eller fremstilling - uanset skift i konjunkturer og social praksis.

Poul Kjærholm - Møbel-arkitekt. Louisiana, Humlebæk til 24. september. Katalogbog på 224 sider, illustreret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu