Læsetid: 6 min.

Den romantiske løgn

Hvorfor er mimesis-tanken fortrængt i det meste af moderne pædagogiske teorier? At vi skulle overtage tanker fra andre i læringen er der næsten ingen, der tør sige
28. april 2005

Hvis vi alle skal lære at blive verdensborgere, er spørgsmålet, hvordan vi lærer det.

Aristoteles definerer i sin Poetik kunst som mimesis. Mimesis er den skabende efterligning, som skuespillerne på scenen udfører. Ikke blot en spontan gentagelse, der går af sig selv. De fremstiller, dvs. spiller ikke blot forfatterens tekst, men efterligner, dvs. genskaber de mennesketyper og udtrykker de følelser, vi kender.

Hele vores kultur kan forstås som en mimetisk proces: Ligesom der er gener i biologien, er der mimer i kulturen, har man sagt. Det må derfor også gælde læring. Lad mig tage som eksempel, hvordan jeg selv har lært at skrive og filosofere.

Som ethvert barn har jeg oprindelig lært sprog og kropssprog af mine forældre og andre børnepassere. Senere har jeg haft lærere i skolen. Jeg havde i gymnasiet den samme lærer, Aage Kragelund, i latin og græsk, og jeg efterlignede hans tanker ved middagsbordet, så det var ved at blive for meget for mine forældre.

At skrive en avisanmeldelse lærte jeg på et møde for skolebladsredaktører, hvor en journalist fra Berlingske Tidende gav opskriften: "Skriv en god indledning, en god slutning og så tæt på hinanden som muligt." Jeg lærte at skrive på fransk ved at efterligne Bergson og Merleau-Ponty i stil, Ric-ur i logisk opbygning af en tekst.

Men hvordan lære filosofi? Engang da jeg gik en tur med Ric-ur, fortalte han mig om, hvordan han lærte det: "Jeg læste Sartre, Merleau-Ponty og andre, og så ville jeg gøre det en lille smule bedre". Jeg har selv på nogle punkter villet gøre Ric-urs tænkning en lille smule bedre. Ikke fordi jeg forstod mig selv som en større filosof end han. Langtfra. Men fordi jeg kunne finde et særligt område, hvor jeg måske kunne gøre det lidt bedre end ham.

Dette betød også, at jeg måtte kritisere Ric-ur, da han engang i en samtale skildrede sammenhængen i sin filosofi som en blot logisk følge af det spørgsmål som det foregående værk havde rejst. Han så ikke den samfundsmæssige kontekst, han skrev i. Det var som om, at hvis den første bog bare var skrevet, så ville alle de andre følge af sig selv. Det kunne være sket for 200 år siden uden at have ændret noget væsentligt. Kritik af mesteren er imidlertid det bedste, man kan give mesteren til gengæld for det, man har lært.

I dag er det på mode at sige, at man ikke efterligner nogen, og at en elev bestemt ikke skal efterligne læreren. Det har René Girard kaldt den romantiske løgn.

Frygten for mimesis

I megen nutidig pædagogisk litteratur og teori er mimesistanken mærkeligt nok helt fraværende. Tidens slogan er: Eleven skal helt danne sig selv på egne præmisser. Man tror ikke, at f.eks. en begejstret matematiklærer er nogen nytte til. Han er eller hun skal udviske sig selv, så eleverne kan koncentrere sig om lektien. Men er det ikke meget kortsynet?

Frygten for mimesis på det pædagogiske område må undre, for på næsten alle andre områder taler man om mimesis:

Psykologer taler om mimesis: F.eks. er Piagets teori om dannelsen af intelligensen hos barnet en teori om integrering af en imitation (efterligning), der tilpasser sig en genstand, med en leg, der tilegner sig ord og forestillinger, det kan lege med. Du kan derfor ikke sige og gøre noget, du ikke ønsker dine børn skal gøre. Derefter udvikles intelligensen ved en kombination af en udskudt imitation (barnet gentager det fraværende) og en tøjlet leg.

Også sportsfolk opererer med mimesis: Træneren skal efterlignes. De store musikere har altid gået hos en mester eller flere. Mange store videnskabsfolk har haft læremestre. Og en ung håndværker, kok, skrædder osv. går i mesterlære.

Inden for litteraturteorien spiller mimesis også en væsentlig rolle. I sit værk om Mimesis fra 1946 viser Erich Auerbach, at mimesis har taget mange andre former end det homeriske epos, som Platon angreb. Han påviser, at fortællinger kan være skabt for at vise en sandhed, f.eks. Montaignes beretning om sig selv i hans Essais. Denne form for mimesis i litteraturen appellerer til ansvar. Hvorfor skulle den ikke også kunne gøre det i det pædagogiske forhold?

Men hvorfor er så selve mimesistanken fortrængt i det meste af moderne pædagogiske teorier? At vi skulle overtage tanker fra andre i læringen, er der næsten ingen, der tør sige. Det smutter i det højeste med i en bisætning.

Renæssancens humanistiske tænkere ønskede som ordet siger en re-naissance, dvs, genfødsel af den klassiske kultur. Men man forstod fuldt ud at skelne mellem ægte mimesis og efterabning. Det var derfor ingen skam at citere de gamle uden at angive citatet.

Det var bl.a. vores egen Ludvig Holberg (1684-1754) en mester i. Han beskriver f.eks. Københavns brand den 20. oktober 1728 med disse ord: "Man hørte kvinder hyle, småbørn skråle og mænd råbe, og det manglede heller ikke på folk, der med falske og løgnagtige rygter gjorde faren endnu større end den i virkeligheden var" - ordret hentet fra Plinius den Yngres skildring af folks reaktion i Pompei og Herkulaneum ved Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. Mange andre sætninger i denne skildring er hentet fra Plinius eller forskellige andre antikke forfattere, så man alvorligt kan tvivle på, om Holberg overhovedet var øjenvidne til Københavns brand.

Romantikken får klassicismen til at bryde sammen. Den lægger så stor vægt på fantasien, at den enkelte kunstners selvudfoldelse af sin kunstneriske personlighed kommer i centrum, og at fantasien bliver mere og mere eksotisk. Nu var det slut med at citere uden at sige det! Og i Wilhelm von Humboldts nye universitet fra begyndelsen af det 19. århundrede blev efterligning uden kildeangivelse fordømt som plagiat, en alvorlig forskningsmæssig forbrydelse, sådan som i vores tid udvalgene for videnskabelige uredelighed bl.a. skal fordømme plagiater. Dette følger af en dyrkelse af geniet.

Ganske vist skal det også ses i sammenhæng med de muligheder, som bogtrykkerkunsten gav for piratudgaver af humanistiske værker. Piratudgaverne truede forfatterne på levebrødet, og derfor var oplysningsfilosoffer som Diderot og Kant ivrige efter at forsvare forfatterrettighederne til værkerne. En forfatters tekst blev set som en del af forfatteren selv, og derfor havde kun den forlægger, forfatteren har en aftale med, ret til at udgive teksten.

Men dette forsvar for ophavsretten til værkerne kunne ikke i sig selv begrunde fortrængningen af mimesistanken, for en ophavsret måtte nødvendigvis være tidsbegrænset. Fortrængningen var til syvende og sidst en følge af troen på, at et menneske ud af sig selv udvikler sine egne tanker, der helt tilhører dette menneske og udgør dets personlighed; det bliver ikke til gennem andre.

Den skabende mimesis

I dag må vi sige, at mimesis forstået som produktiv efterligning indgår i al dannelse og uddannelse. Men af frygt for indoktrinering, ensretning og manipulering har man mistænkeliggjort tanken om dannelse og uddannelse som efterligning. Denne frygt kan imidlertid overvindes når man forstår efterligningen i lærer-elev forholdet som en skabende mimesis. Denne skabende mimesis sprænger subjektets indelukkethed uden at indrullere det i en anonym masse, i række og geled.

Over for eleven repræsenterer læreren det historiske fællesskab. Læreren er traditionsformidleren, selv når han eller hun er meget kritisk, for en kritik må for at være rammende bygge på bestemte kriterier og en bestemt menneskeopfattelse. Dermed menes, at læreren har noget at tilbyde eleven; noget denne kan efterligne. Han eller hun kan ikke blot være en anledning til at barnet henter sandheder op fra sit eget indre.

Men den bedste lærer er den, som er i stand til at gøre eleven til sin selvstændige efterfølger. Mimesis skal blive skabende efterligning. Og det kan naturligvis kun ske, hvis eleven er glad for sin lærer, ja, har fundet denne lærer som sin egen bedste lærer. Deraf kan man slutte, at den gode lærer former eleven, og at den gode elev vælger sin lærer, således at eleven former sig selv gennem valg af sin lærer.

I denne proces må begge stille krav til hinanden og til sig selv om at få og give en indsigt, der beriger og dygtiggør. Og i det fuldendte forhold er læreren blevet en elev af eleven, og eleven en lærer for læreren. De udvikler og former sammen det gode liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her