Læsetid: 4 min.

Romeo eller Carlsberg

14. januar 2003

I programmet til musicalen Copacabana står der omhyggeligt, hvilke tv-reklamer de forskellige udenlandske medvirkende er kendte fra – Bailey Latte eller Nike – helt på linje med opremsningen af deres tidligere roller. Helt så tydeligt kan man sjældent aflæse danske skuespilleres reklameindtægter, men tendensen er klar: Kun gennem tv eller film får skuespillerne så kendte ansigter, som teaterverdenen efterhånden kræver. Stjernestatus kræver skærmeksponering, sådan er det bare. Og reklamer bliver set.
At Information i i2 i fredags kunne beskrive danske skuespilleres massive arbejdsløshed, kunne derfor egentlig ikke undre. Det interessante var snarere den jordnære holdning til arbejdsløshed, som gennemsyrede de mange interviews. »Mætningspunkt« var Ole Lemmekes ord for filmverdenens kyniske casting.
Arbejdsløshed rammer skuespillere regelmæssigt – i 2000 var det halvdelen af skuespillerne uddannet ved skuespillerskolerne i København, Odense og Aarhus. Og et endnu større problem ligger formodentlig derude, hvor statistikkerne aldrig får tal, altså fra de mange kursusuddannede eller udenlandsk uddannede skuespillere, der springer fra projekt til projekt. Vækstlaget, som de yngste er så heldige at blive kaldt, og som nu ikke engang kan søge kulturministerens udviklingspenge. Gødningen er sparet væk – hvilket de store teatre selvfølgelig snart vil komme til at mærke.
Nogle skuespillere klarer arbejdsløshedsperioderne ved at tackle dem som frihedsperioder til at tænke sig om og læse stykker. Andre finder på projekter, de realiserer – ofte for egen kassekredit. Nogle opfinder
sidegevinster fra deres tidligere jobs og møder publikum på nye måder, sådan som Nissebanden gjorde det i Rødovrecentret – og formodentlig gjorde det godt. Andre bukker under.

Og sÅ er der altså dem, der finder nåde for reklamebranchens krav om star quality, højde, drøjde og typecasting. Den typeinddeling – sjov og rund, hurtig og fræk, yndig og sart – har skuespillere ellers brugt årtier på at kæmpe sig væk fra på rollelisterne, men pengene har fået bugt med de fine fornemmelser.
Desuden er der ikke længere nogen synderlig skepsis mod skuespilleres medvirken i reklamer. Alt det om kunstnerisk integritet er blevet overhalet af et mediebillede, der blander genrer. Reklamerne er bare blevet en del af showbiz – Romeo eller Carlsberg?
Alligevel er det, som om sidejobbene ikke rigtig tæller. Det er stadig den ’rigtige’ rolle, der er drømmen. Og skæbnens barske ironi er, at har man ikke stået på en scene eller foran et kamera i flere år og så pludselig får en rolle, kan det være svært at træde frem med den power, man havde engang. Scenefravær tærer.

SpørgsmÅlet er vel, hvorfor den gamle myte om skuespilleren er så svær at aflive – altså den romantiske opfattelse af scenekunstneren som naturtalentet, der bare må bryde igennem. Hvorfor drømmen om at blive opdaget og blive beundret er så stærk. Hvorfor det er så tillokkende at udstille sig selv på scenen eller (allerhelst) på filmen og i tv. Og hvorfor realiteterne betyder så lidt for beslutningen om at kæmpe sig frem til en plads i lyset. Da Jens Arentzen sidste år kastede sig ud i debatten med sin bog om skuespilteknik og videoen Råt for usødet, var hans erfarne pointe som underviser, at mange gerne vil være skuespillere for at finde sig selv. De vil prøve at slippe kontrollen ved at spille en anden, men i virkeligheden har de ofte ikke lært sig selv at kende først. Skuespillerdrømmen er bare deres største.
Teaterskolerne uddanner ikke nødvendigvis for mange skuespillere. Otte om året pr. skole kan ikke siges at være for mange ud af de hundredevis af ansøgere, når man tænker på det enorme galleri af forskellige figurer, som teaterrepertoiret samlet set har brug for. Skylden ligger snarere hos teatercheferne, der ofte foretrækker de kendte ansigter. Deres begrundelse er, at publikum gerne vil se de skuespillere live, som allerede er kendte fra tv eller film. Men det vil altså sige, at tv og film pludselig dikterer castingen på teatret, til trods for at disse medier netop skaffer deres skuespillere fra teatret.
Teaterskolerne kunne derfor formodentlig gøre skuespilleruddannelserne mere realistiske. Som Louise Mieritz udtrykte det i fredagsavisen: »Man bør sætte ind allerede på teaterskolen – gøre arbejdsløshed til et fag eller i det mindste være realistiske og tale med eleverne om alternative muligheder. Vil man læse H.C. Andersen op på plejehjem, eller hvad vil man?«

Den gamle kongstanke om ’kunstnerløn’ er utænkelig med den herskende kulturpolitik, men den er antageligvis stadig eneste anstændige bud på en løsning. Den nuværende teaterpolitik er i hvert fald ved at udvikle sig til en ’reklameskuespillerpolitik’.
For 100 år siden var skuespilleriet noget, som borgerskabets bedste børn helst skulle holde sig fra. I dag er skuespiller det største, man kan blive. Lykken for danske skuespillere ville være, at der var en tv-reklame til hver.

amc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu