Læsetid: 4 min.

Ronaldinho mod rosset

25. august 2006

Adspurgt om hvorfor han altid ligner en flækket træsko på banen, svarede Ronaldinho: "Jeg smiler, fordi jeg lever min drøm. Som knægt i fantaserede jeg dag og nat om at blive professionel i Europa. Nu er mine drømme blevet til virkelighed, så hvorfor skulle jeg ikke være glad?"

Denne barnlige glæde ved legen med bolden var aldeles fraværende ved sommerens verdensmesterskaber, hvor Brasilien ellers var udbasuneret til kolonorm favorit, men måtte forlade turneringen i kvartfinalen efter en blodfattig indsats. Og Ronaldinho så man nærmest ikke en dyt til. Men efter tilbagekomsten til Barcelona har han været sit sædvanlige flyvende flyvergebissede selv.

Forrige weekends spanske Supercup mod pokalvinderne fra Espanyol afgjorde han nærmest egenhændigt i løbet af returkampens første kvarter. Tirsdag spillede de mod Bayern München. Ronaldinho spillede en halvleg, scorede et mål på direkte frispark og serverede endnu et kasse for Etoo, der scorede yderligere en gang inden slutresultatet 4-0.

Udfrittet forleden af sportsavisen AS om forskellen i spillet på Barcelona og landsholdet svarede han:

"Jeg er den samme, men her i Barcelona spiller jeg på en anden position og med holdkammerater, som jeg har spillet sammen med i lang tid."

Barcelona besidder faktuelt en sammenspillet blok, som i år er blevet suppleret med Juventusspillerne Thuram og Zambrotta samt Chelseaspilleren Eidur Gudjohnsen. Islændingen har allerede i de indledende træningskampe vist lige så stor forståelse for Ronaldinhos pasninger som den Henke Larsson, han blev købt for at erstatte. Han har endda spillet så godt, at han er tæt på at vippe sidste års topscorer, Samuel Etoo, af pladsen som førsteangriber. Camerouneseren blev i Supercuppens returkamp skiftet ud i pausen. Kampen var for længst afgjort, men alligevel forlod han stadion i vrede og deltog således ikke i fejringen af det første af de seks trofæer, som Barcelona aspirerer til i år. Ronaldinho var bagefter ude i pressen og gyde olie på vandene.

Det er svært at se, hvordan Barcelona kan undgå at vinde mesterskabstrofæet, men det sagde man også om Brasilien før VM. Umiddelbart ligner det eneste mulige store problem en langtidsskade til Ronaldinho, da holdet så kan mangle den spiller, der gør den forskel, at resten af holdet løftes. Men så har man jo Lionel Messi-

Real Madrids nye projekt

Førsteudfordrer til mestrene er selvfølgelig Real Madrid, der i sommerens løb har påbegyndt endnu et 'nyt projekt'. Denne gang har man lagt forventningspresset på rutinerede skuldre, nemlig den tidligere Juventustræner Fabio Capello, der fra sit tvangsnedrykkede hold har medbragt Emerson og Fabio Cannavaro, og fra Lyon har man købt Diarra - alle tre defensive spillere. Deruden har man hentet bomberen Ruud van Nistelrooy i Manchester United.

Fabio Capello, der én gang tidligere har vundet mesterskabet med Real Madrid, er garant for catenacciofodbold af den mest knibske slags, og det bliver utvivlsomt særdeles svært at få klatten ind mellem de madrilenske stænger.

De kommer derfor måske til at tabe færre kampe end Barcelona, men når de alligevel - spår denne signatur hermed - må se pokalen ende i Katalonien igen, bliver det fordi de spiller for mange uafgjorte kampe. Uden videre støtte bagfra får angriberne svært ved at score, selv om de hedder Nistelrooy og Ronaldo. Rygtebørsen sender i øvrigt sidstnævnte til Milan, måske i bytte for Kaká, som italienerne dog sværger ikke at slippe. Så Madrid må nøjes med deres egen midtbane-elegantier, den unge Robinho, der nu også snildt kan få en gennembrudssæson.

Et forstærket Valencia

Den anden og mere plebejeriske af de to hovedstadsklubber, Atlético de Madrid, har i år en reel chance for at hænge på topholdene, da man dels (igen i år) har formået at holde fast på Fernando Torres og ydermere har fået tilført forstærkninger i form af bl.a. midtbanetalentet Jurado (10'er på det spanske U21-hold), venstrebacken Pernía og den kun 172 høje argentinske angriber Sergio Agüero, der (undtagen mod Milan) har scoret i alle træningskampe op til sæsonstart. Klubben har på papiret et lovende hold og kan med lidt held få en god sæson. Ambitionen er formentlig fjerdepladsen, der giver adgang til kvalifikationskampe til Champions League.

Men realistisk set er det nok andre klubber, der kommer til at blande sig i toppen. Valencia plejer at være der, og i år har de bl.a. forstærket sig med Fernando Morientes fra Liverpool, Asier del Horno fra Chelsea og Stefano Fiore fra Fiorentina. Derudover har de formået at holde fast i David Villa, der sidste år blev nummer to på topscorerlisten efter Barcelonas Samuel Etoo.

En anden udfordrer, Villareal, med den klassiske spilfordeler i argentineren Juan Roman Riquelme, måtte se deres aspirationer noget dæmpede, da hele tre spillere blev skadet under en opvarmningsturnering i Cádiz i sidste uge. To af dem, den argentinske landsholdspiller Gonzalo Rodríguez og franske Robert Pirés, netop købt fra Arsenal, er begge ude mindst seks måneder med korsbåndsskader.

Sidste sæsons overraskelse var Pamplona-holdet Osasuna, der stort set er blottet for profiler, men derfor så meget desto mere spiller som et hold. Desværre for dem glippede deltagelsen i gruppespillet i Champions League, da de røg ud mod HSV på reglen om udebanemål. Men så kan de jo koncentrere sig om ligaen.

Gravesen lurerpasser

En af de Real Madrid-spillere, der ikke indgår i Capellos planer, er Thomas Gravesen, der dog i skrivende stund ikke har skrevet kontrakt med en anden klub. Han lurepasser utvivlsomt for at se, hvilke klubber der kvalificerer sig til Champions League, da det er den 30-åriges store ambition at være med dér. Men det bliver helt sikkert ikke nogen spansk klub. Vejlenserens tendens til at begå regulære voldshandlinger på banen fik i forrygende grad den spanske presse til at vende sig mod ham.

Eksempelvis skrev den berygtede sportsjournalist Juanma Trueba følgende i en optaktsartikel til kamp i foråret:

"Gravesen starter på bænken (hvis nogen ellers tør sige det til ham)"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her