Det er gået et halvt århundrede, siden en træt sort syerske i Mongomery, Alabama, på vej hjem fra arbejde nægtede at afgive sin plads til en hvid passager i en bybus. Hun blev straks arresteret og sat i fængsel. Resten er - bogstaveligt talt - historie. Strengt taget markerer Rosa Parks trodsige gestus den 1. december 1955 ikke startskuddet på den borgerretskamp, der skulle komme til at optage amerikanernes sind så intenst i de følgende årti. Den status må tilkomme retsafgørelsen i 1954 i sagen Brown versus Board of Education, der beordrede afskaffelse af raceopdelingssystemet i amerikanske skoler. Og sandt at sige var Rosa Parks heller ikke den første sorte kvinde, som blev arresteret for at nægte at vige sin plads i bussen. I marts og oktober samme år overgik nøjagtig det samme for Claudette Colvin og Mary Louise Smith. Men Rosa Parks' anholdelse udviklede sig helt anderledes. Hun var en retskaffen og beskeden kvinde, men hun besad en vilje af stål. Og så var hun gift med en aktivist i the National Association for the Advancement of Coloured People (NAACP) - den ældste og mest hæderkronede af USA's borgerretsbevægelser, hvor hun havde vakt beundring ved sin ihærdige indsats for at få lokale sorte til at registrere som sig vælgere.
Helgenskikkelse
Hendes standhaftighed vakte opmærksomhed i offentligheden og blev katalysator for den fremspirende borgerretsbevægelse. Der fulgte nu en 380 dage lang boykot af Montgomerys busser fra den sorte befolkningsgruppes side. En af hovedkræfterne bag denne kampagne var en ung pastor, der kort forinden var blevet tilknyttet baptistkirken i Dexter Avenue. Martin Luther King var hans navn. Den endelige sejr kom ni år senere, da præsident Johnson underskrev Borgerretsloven af 1964. Rosa Parks minimale, men resolutte protest blev den gnist, der antændte ilden. I mandags døde hun så i en alder af 92 år, agtet som intet mindre end en af det 20. århundredes helgenskikkelser. "En ægte amerikansk heltinde," kaldte senator Edward Kennedy hende. "Hun blev siddende, for at vi alle kunne rejse os med ranke rygge - og raceadskillelsespolitikkens mure sank i grus," sagde Jesse Jackson, prominent sort borgerretsleder. Døden kom nådigt til Rosa Parks i hendes livsaften. Hun var skrøbelig, led af demens og havde ikke vist sig offentligt i et årti. Men hendes indflydelse har varet ved, og den kan måles ved den bemærkelsesværdige løbebane, som en anden af Alabamas sorte døtre har fået, der skulle nå højder, som 1950'ernes Rosa Parks næppe nogensinde ville have forestillet sig. Tre dage før Rosa Parks' død, vendte Condoleezza Rice - USA's første og eneste sorte kvindelige udenrigsminister - tilbage til sin hjemstat og byen Birmingham, 150 km fra hovedbyen Montgomery, hvor hun selv blev født. Elegant og ulastelig som altid blev hun efter hver offentlig tale feteret som en rockstjerne - eller måske snarere som den aspirerende præsidentkandidat, amerikanerne, trods hendes gentagne benægtelser, er overbeviste om, at hun er. Rices budskaber var holdt i diplomatiske vendinger. Flere gange drog hun sammenligninger mellem kampen for at indføre demokrati i Irak og de sorte amerikaneres lange kamp for at kaste åget fra de racediskriminerende 'Jim Crow-love' af sig. Men hendes taler fremstod også som selvbevidste udsagn om de bedrifter, sorte amerikanere kan præstere, hvis blot de får chancen. Og lige præcis den chance ville aldrig have dukket op, havde det ikke været for den fredelige revolution som Rosa Parks var en af de væsentligste inspirationsfigurer for. I første omgang kom den 43-årige syerske til at betale dyrt for sin trodsighed. Både hun og hendes mand blev fyret fra deres job. Hadske stemmer i telefonen truede med at myrde hende, og forkæmpere for hvidt herredømme kastede brandbomber mod flere af hendes sympatisørers boliger. I 1957 flyttede hun så til Detroit, hvor hun sent sluttede sig til USA's betydelige sorte migrationsstrøm i første halvdel af det 20. århundrede. Millioner af sorte forlod det raceadskilte, jobløse Syden for at drage til de nye industribyer i nord, hvor arbejde fandtes i rigere udbud og mentaliteten alt andet lige var mindre bornert. Herfra kunne hun så iagttage de skelsættende begivenheder i borgerretskampagnen udfolde sig: Samme år, i 1957, satte præsident Eisenhower føderale tropper ind for at gennemtvinge ophævelse af raceadskillelsen i Little Rocks Central High School. Tre år senere gennemførte fire sorte studerende i Grensboro, North Carolina, en ikke-voldelig sit-in i et Woolworths cafeteria, efter en hvid servitrice havde nægtet at servere for dem.
Det store vendepunkt
I 1961 fandt de første Freedom Rides sted, da sorte studerende gennemførte busture i Sydstaterne for at teste om de nye love, som forbød den raceadskilte transport, der havde udløst Parks anholdelse, blev overholdt. Ofte blev de mødt af hujende hvide menneskemængder. Men langsomt fik deres sag stadig større medvind, og oktober samme år blev James Meredith den første sorte studerende, som blev optaget på University of Mississippi. Da han skulle møde første gang på sit studium, måtte han beskyttes af 5.000 føderale tropper indsat af præsident Kennedy. Det store vendepunkt kom i 1963, og dets fokus var igen Birmingham, Rosa Parks' oprindelige hjemby. I april blev Martin Luther King arresteret for at opfordre til ikke-voldelige protestaktioner og skrev sit Brev fra Birmingham fængsel, hvori han argumenterede for, at landets borgere har moralsk pligt til at nægte at adlyde uretfærdige love. Da uroligheder begyndte at brede sig, beordrede Birminghams politidirektør - den åbenlyst racistiske Eugene 'Bull' Connor - hunde og vandkanoner indsat imod demonstranterne. Tv-billederne fra optøjerne gik USA og verden rundt og vakte kolossal forargelse, hvilket kun styrkede borgerretssagen yderligere. Den 28. august 1963 deltog 200.000 mennesker i 'Marchen til Washington', som kulminerede i Martin Luther Kings I Have a Dream-tale fra trappen op til Lincoln Memorial-monumentet. Alt imens fortsatte urolighederne i Birmingham, den formentlig mest konsekvent raceadskilte by i USA, som snart fik tilnavnet Bombingham. I flere sydstater iværksatte Ku Klux Klan terrorkampagner imod lokale sorte boligkvarterer, mens hvide, som vovede at udtrykke støtte til de sortes sag, blev udskældt som "niggerelskere", tævet og undertiden myrdet. Ingen hændelse var dog mere modbydelig eller fik større indflydelse end den, der indtraf 15. september 1963 i Birmingham i baptistkirken på 16th Street. Kl. 10.22 om formiddagen eksploderede en bombe anbragt af Ku Klux Klan-medlemmer. Den var tidsindstillet til at gå af under morgengudstjenesten, hvor fremmødet var størst. I stedet dræbte den fire små piger i alderen ni til 11, som var mødt op til søndagsskole i krypten under kirken.
Bevægede Condoleezza
Kongressen, forbundsregeringen, hele verden - ja, selv de amerikanske sydstater - blev chokerede over grusomheden i denne udåd. Præsident Kennedy blev myrdet i november, men 23. januar blev det 24. tillæg til den amerikanske forfatning vedtaget, hvorved den 'kopskat'-orden, som i 11 sydstater blev brugt til at obstruere udøvelsen af sortes stemmeret, blev forbudt. Og den 2. juli 1964 underskrev præsident Johnson borgeretsloven Civil Righs Act - der med et pennestrøg forbød racediskrimination af enhver art. I forrige wekend afholdtes en bevægende ceremoni i parken over for gaden i 16th Street i Birmingham til minde om de fire små piger - Addie Mae Collins, Denise McNair, Carole Robertson og Cynthia Wesley - der alle blev posthumt indlemmet i byens galleri for æresborgere. En af talerne var Condoleezza Rice, som udtrykte sin dybe personlige bevægelse over de racistiske mord for 42 år siden. "Denise McNair var min veninde," afslørede hun for de 200 honoratiores, der var mødt op i den råkolde morgenstund. "Vi var børn sammen og legede sammen. Når jeg tænker på de fire - tænker jeg på dem, som små piger, der voksede op og gik i søndagsskole i en tid, hvor USA oplevede terrorisme af værste slags. Hvad ville de være blevet til i dag, hvis de havde levet? De var på min egen alder - i den forstand er jeg blot en af mange." I dag lader det sig ikke bestride, at den stat, der engang blev styret af ærke-segregationstilhængeren George Wallace er radikalt forvandlet, fysisk som mentalt. De snævre, uhumske rækkehuse og tarvelige boligblokke omkring kirken i Birmingham, hvor mange af byens sorte familier boede, er væk, og hele området er nu del af et driftigt og opblomstret bycentrum. Det gamle 'rustbælte'-Birmingham - oprindelig opkaldt efter industri- og stålbyen af samme navn i England - er nu hjemsted for hightech-virksomheder og et funklende nyt universitet, hvis enorme medicinske forskningsfakultet er blandt Alabamas største arbejdsgivere. En sort borgmester residerer i Birminghams rådhus, og en sort politichef står i spidsen for det politikorps, som i sin tid satte hunde ind mod demonstranter. Brandchefen, som leder det brandkorps, der lod vandkanoner spule mennesker, hvis eneste brøde var at kræve respekt for deres mest elementære rettigheder, er også sort. Atmosfæren i byen er i dag en helt anden. "Tak, Birmingham fordi du har et så varmt og kærligt hjerte," udtalte Cynthia Wesleys søster ved ceremonien - ord, der ingensinde kunne have været udtalt af nogen sort kvinde, der levede i byen i Rosa Parks' tid. Til stede for at tale i den by, der for et halvt århundrede var symbol på et andet Amerika, hvor der ikke var grænser for hvor uværdig en behandling, borgere med afvigende hudfarve kunne blive påtvunget - var selvfølgelig også selveste Condoleezza Rice, beviset på at den amerikanske drøm kan fungere. © The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
