Læsetid: 4 min.

At rose Det kgl.

7. maj 1998

Det er tungt at skulle til det. Der er vel ikke nogen plads i kongeriget, der hårdere end lige netop bagsidelederen i Information har bokset løs på Det kongelige Teater. Vi har - med rette, med rette - kritiseret teaterchefen. Vi har for nylig nærmest begravet balletten. Det (teater)politiske spil omkring ombygningsplanerne har haft vores bevågenhed.
På den anden side: Efter den seneste skuespilpremiere, Fønikerinderne, bliver vi nødt til at krybe til korset. Vi må for balancens skyld og i sandhedens navn erkende, at efter års kedsomhed og pligtrepertoirer, er i hvert fald Det kgl.'s Skuespil efter en kraftsatsning i sæson 97/98 genopstået fra en årrække af glemte premierer. Det er muligt balletten halter, operaen er hæs og kapellet spiller falsk, men skuespillet er lige nøjagtig nu det sted, hvor det sner i dansk teater.
Efter Klaus Hoffmeyers første sæson som helt og fuldt ansvarlig kan man kun beklage én ting: at han ikke blev boss for længe siden.
Og med fare for at lyde komplet selvmodsigende: Klaus Hoffmeyer har et meget specielt, meget originalt talent som chef for lige nøjagtig de kvadratmeter, der bliver holdt allermest øje med her i landet. Hans talent: han tør risikere en fiasko. Og ikke kun én.

Den danske teaterverden er de seneste år blevet endnu mere midtpunktsøgende. Også de små teatre rejser i dag til London, Paris og New York for at købe det allerede skamroste. Århus Teater har i sin netop fremlagte repertoireplan for 98/99 i den grad ladet belægningsprocenterne bestemme, at teatret for første gang i mange år ikke har vovet at bringe et stykke nyskrevet dansk dramatik til premiere.
I den situation har Hoffmeyer som chef for landets største teater vovet at gå op mod strømmen. Han har eksperimenteret med instruktør- og scenografvalg. Han har accepteret at give bærende roller til freelanceskuespillere, der ikke hver dag kan ses grimassere sig gennem fyldprogrammer på tv. Han har taget chancer med tekster, som måske ikke var helt færdige ved antagelsen, men som - hvis magien havde været der - kunne have ramt det sublime.
Der har været kunstneriske fiaskoer - i tirsdagsavisen var vi ikke særlig venlige overfor en premiere på noget nyt dansk, og vi erkender at have været næsten uartige overfor et par andre premierer i den forløbne sæson - men også fiaskoerne har haft stil. Jesus-forestillingen i Turbinehallerne, f. eks. Et stort udspil, der ikke kun nødlandede - det var dét man i bilbranchen kalder en totalskade.
Det er formentlig et tilfælde, at lige netop Fønikerinderne er blevet kronen på sæsonen, men forestillingen er i hvert fald typisk for Hoffmeyers måde at udfordre på. Nok har vi at gøre med en klassiker, men det er ikke den sædvanlige pligt-Shakespeare og den er hverken pumpet op til musical eller klippet om til farce. Fønikerinderne er nok Euripides, men så vidt vides første gang på dansk. Alene det er en satsning.
Og den helt store satsning: En af de frodigste yngre scenografer, Karin Betz, og en instruktør, Madeleine Rønn Juel, der har slidt og sloges for at få unge nye talenter ind på stort set samtlige småscener i Danmark (plus Radioteatret) - kastet ind midt i en tekst, der ikke kun er 2500 år gammel, men især er alt det, instruktøren og scenografen ikke står for: Monologer, stilisering, referater af handlinger udenfor scenen, absolut ingen invitation hverken til kropsteater, klip, montage, collage, multimedia, stilbrud, metateater og hvad de to ellers hver på deres måde har stået for.
I midten af det hele: Ghita Nørby, en stjerne, der ikke har fået lov til at hvile på laurbærrene, men i stedet er blevet udfordret til at vise hele sit register, - omgivet ikke kun af den faste stok fra Det kgl., men også af folk som mest ses på de små scener eller ikke har været til at få øje på i årevis.
Chance på chance på chance. Det kunne næsten kun gå galt. Det var sikkert derfor det blev én af årets to-tre vigtigste overhovedet.

Det kgl.'s Skuespil har turdet det hele - utraditionelle klassikere (også Holbergs Don Ranudo), en væsentlig oversættelse (Skybrud), en stor og anerkendt dansk (Peer Hultbergs radiospil De Skrøbelige) og danske navne, der kun har haft snuden frem på de små scener. Ikke alt er gået godt. Men i viljen til at tage chancer, i viljen til at turde fiaskoen - dér og kun dér ligger muligheden for at ramme det helt store. Har vi samtidig fået sagt lidt om, hvad der er problemet andre steder?
Den ny kulturminister har hurtigt og fornuftig nok erkendt, at der ikke er politisk basis for at fortsætte snakken om Sverre Fehn-projektet. Det er faldet - og dermed vel også folketingets bevilling på op mod en milliard til en ombygning af Stærekassen. Hun har netop bedt teatrets bestyrelse komme med et oplæg til en ny handlingsplan.
I debatten omkring balletten, operaen, ombygningen har der ind imellem været en undertone - en slags spørgsmålstegn ved nationalscenens berettigelse. Klaus Hoffmeyer har stille og roligt og meget stædigt må man sige fået fjernet dette spørgsmålstegn. thy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu