Læsetid: 4 min.

RUC-avis afviser kritiske debatindlæg

En RUC-studerende sendte to kritiske debatindlæg til RUCnyt. Det ene blev afvist, og det andet blev han kaldt til samtale med rektor om
8. september 2006

Jeppe Trolle, der er aktiv i studenterpolitik, har gennem sin tid på RUC fået optaget adskillige kritiske debatindlæg i universitets blad, RUCnyt. Derfor blev han noget forbavset, da han pludselig modtog en mail fra RUC's kommunikationschef, Hanne Preisler, med en afvisning af hans to seneste artikler.

"Det ene debatindlæg ville de ikke bringe - de henviste mig til en intern debathjemmeside, som ingen læser. Det andet skulle jeg åbenbart til en slags kammeratlig samtale med rektor om. Her sagde han, at han faktisk gjorde mig en tjeneste ved ikke at trykke artiklen i første omgang, for det ville ikke være godt for mit navn og rygte, hvis det indlæg kom i," siger Jeppe Trolle, som opfattede mødet som en trussel fra rektors side. Det pågældende debatindlæg kritiserer rektor Poul Holm for at prioritere forskning for højt og uddannelse for lavt - et reelt synspunkt mener Jeppe Trolle selv:

"Det må jo være fordi, jeg har ramt plet, at det skal gøres så meget ud af det. Elles kunne Poul Holm jo sagtens have skrevet et svar, der tager luften ud af mit indlæg, og bragt det i samme nummer," siger Jeppe Dyre. Nu kommer indlægget samt et svar fra Poul Holm i næste nummer af RUCnyt. At det andet indlæg blev henvist til en perifer hjemmeside, finder Jeppe Trolle "helt uhyrligt" og han vil nu i stedet forsøge at få bragt sit debatindlæg i dagspressen:

"Det er en kritik af nogle ansættelsesprocedurer på RUC. Men Poul Holm sagde, at det var et internt anliggende, som ikke passede ind i RUCnyt, og at det desuden var en gammel sag, som der ikke var grund til at rode op i. Men vi står og skal til at ansætte en ny direktør, så måske kunne man lære noget af de fejl, man lavede sidst," siger Jeppe Trolle.

Han fornemmer, at der er sket et klart skift i RUCnyts redaktionelle linje:

"Det her er nogle af de mildere læserbreve. Jeg har førhen fået trykt hård kritik af den tidligere rektor og andre ledere på universitetet, men der er sket klare ændringer. Jeg har aldrig før hørt om nogen, der har fået deres indlæg afvist. Engang var det også journalisterne, man kommunikerede med, og de havde aldrig rettelser andet end at man måske skulle forkorte lidt osv. Nu er det pludselig kommunikationschefen, der står for det," siger Jeppe Trolle.

Ikke til gavn

Kommunikationschef Hanne Preisler, som også er blevet ansvarshavende redaktør på RUCnyt, forklarer afvisningerne således:

"Vi vurderede, at det var nogle debatindlæg, der ikke ville gøre nogen gavn for RUC som universitet." Hanne Preisler ønsker ikke at kommentere den enkelte sag yderligere. At der sker ændringer på RUCnyt, bekræfter hun dog:

"Der er sket store ændringer på RUC det sidste år, og der sker også ændringer på RUCnyt. Vi skal til at i gang med at planlægge, hvordan bladet skal struktureres fremover," siger hun og tilføjer, at:

"I en dynamisk virksomhed er det vel naturligt, at man udvikler sig."

Men de ændringer vil dræbe den frie debat på RUC, mener Jeppe Trolle, som derfor mener, at de RUC-studerende må lave deres eget blad, hvis de vil sikre sig en ordentlig debatkultur:

"I Studenterrådet har vi altid haft den holdning, at det ikke var nødvendigt med et blad - for vi kunne jo altid skrive i RUCnyt. Men det kan vi så ikke længere, og vi bør seriøst overveje at lave vores eget blad - det her kan vi i hvert fald ikke være tjent med," siger Jeppe Trolle.

Richard Bisgaard, der er ansvarshavende redaktør på Universitetsavisen på Københavns Universitet, afviser, at en lignende episode kunne udspille sig i hans blad:

"Det kunne aldrig forekomme her. Det ville krævede, at man fyrede redaktøren og afskaffede frihedsbrevet. Rektor på KU hverken ser eller kommenterer læserbreve, før de bliver trykt. Jeg kan ikke forstå, at RUC har en journalistuddannelse og samtidig har en personaleavis, der i den grad er styret af rektoratet," siger Richard Bisgaard.

Hans kollega i Århus, Anders Correll, mener godt, at rektor kan se indlægget, men han ville aldrig begynde at censurere:

"Hvis det er en kritik af ledelsen, så vil jeg så vidt muligt bede de relevante om at svare i samme udgave - men jeg vil ikke censurere, og hvis læserbrevet holder sig inden for god skik, vil jeg bringe det," siger han og tilføjer:

"En universitetsavis bør være et sted, hvor meninger brydes, og hvor medarbejderne og studerende kommer til orde, hvad enten det er med kritik eller ros - ellers går de bare til andre medier, hvilket den konkrete sag på RUC er et godt eksempel på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu