Læsetid: 2 min.

En ruin genopstår

Midt i den cambodjanske jungle vokser en ruin frem, der lever og ånder og slås om pladsen med træerne
10. marts 2006

ANGKOR - Da John Sanday kom til Cambodja i begyndelsen af 90'erne, var røgen endnu ikke lettet fra junglen. Som arkæologisk arkitekt var Sanday sendt af sted af den private organisation World Monument Foundation for at eftersøge rygterne om nogle vidunderlige tempelruiner i omegnen af byen Angkor, Cambodjas antikke hovedstad, der allerede var kendt for at huse et af verdens syv vidundere, det gigantiske tempel kompleks Angkor Wat.

Der var bare det med junglen, og det med Khmer Rouge. Pol Pot og hans bevægelses folkeselvmord på 20 procent af Cambodjas befolkning var ganske vist officielt stoppet i 1979, men det var uroen ikke.

"Vi kom hertil og så en stor, filtret jungle," fortæller John Sanday på tærsklen til templet Preah Khan, som han og hans hold fra World Monuments Fund har brugt de sidste 25 år på at grave ud.

"Og hver gang, vi løftede en lian eller kiggede om bag en træstamme, vidste vi ikke, om der gemte sig en landmine, en tempelsøjle eller en soldat bagved."

Det er fordi, vi følges med Prins Joachim på hans besøg i Cambodja, at vi får lov at følge selve chef-udgraveren på tur rundt i Preah Khan. Navnet betyder 'hellige sværd', og det som Sanday og hans hold fandt bag lianerne, var ganske rigtigt en uhørt rig og smuk ruin af et kilometerlangt, udstrakt og sværdformet tempel, bestilt til buddhaen, hinduguderne og forfædrene i 1191 af den entreprenante konge Jayavarman VII.

"Men først måtte de lokale rydde junglevæksten væk med macheter, og så måtte minerydderne ind," fortæller Sanday. Undervejs udviklede projektet sig til arkæologi i flere lag: Vi får fremvist en portal, som holdet fandt delvist styrtet sammen. På stenene er der dækspor fra en tank - formodentlig en lille vietnamesisk tank, fra den tid, hvor vietnameserne invaderede Cambodja på jagt efter Khmer Rouge.

"Som så mange andre steder i Angkor kan vi kun gætte, selv om den nyligste fortid," siger Sanday.

Det samme gælder de utallige hovedløse statuer af buddhaer og dæmoner. I en tid med borgerkrig var statuernes hoveder de letteste og mest lukrative løsdele af monumentet at transportere til den vietnamesiske grænse og sælge; i dag er nogle af hovederne returneret til det cambodjanske nationalmuseum i Phnom Penh, men mange er gået tabt.

Det er nu

Og for dem, der tror at konservering og arkæologi kun handler om fortiden, er det bare at komme på besøg. Sanday fremviser et sidetempel, der er blevet revet ned af et indisk konservationshold, som har i sinde at genopbygge det i fordums storhed. Intet kunne ligge Sanday-filosofien fjernere: "Vi fandt en ruin, og den skal vi bare sørge for at bevare og hjælpe med at blive stående. Vi skal ikke rekonstruere noget, som vi ikke kender sandheden om. Det har I jeres fantasi til."

Tiden er altid i bevægelse, også i en ruin, og der brændes stadig røgelse af i tempelruinen, hvor vægtegninger af reviderede buddhafigurer, hvis lotusstilling er blevet ændret til hinduistisk krydsede ben vidner om, at tiden i templet aldrig har stået stille. Heller ikke nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her