Rule, the Spencers...

...England's crown is rusting, The century bleeds to its end. You stand in a queue in darkness, mourning.
(Af digtet: september, 1997, Carol Ann Duffy,
The Guardian 6. sept. 1997)
I TIDLIG HISTORISK tids forestillinger om valget
af den gode konge indgår en række ritualer, hvis
fællestræk kort kan opsummeres i begreberne lindring, helbredelse, hengivenhed, lidenskab og forplantning. Disse fænomener, som utvetydigt forbindes med kongens ophøjede person og begrunder hans hellige særhed, er ikke for ingenting knyttet til nationens fundamentale livsudfoldelse. I keltisk Irland giver dette sig ganske kontante udtryk. Som for eksempel når kongeaspiranten i folkets påsyn skal præstere fuldbyrdet samleje med en hoppe, bagefter lade sig neddykke
i den suppe, der er kogt af det slagtede dyr, spise af suppen og øse op til undersåtterne. Først da har kongen gjort sig fortjent til værdigheden: Dels ved at demonstrere sin avlekraft, dels ved med sin krop at bidrage til fremstillingen af hestesuppe med undergørende virkning.
Med andre ord forventes af det kongelige væsen no-get særligt, som ikke er beskåret alle at levere. Denne aura af royal potens har holdt sig forbløffende langt op i historien. Kongerne tillægges visdom og skarpsindighed som Salomon, handlekraft og tapperhed som David, elskværdighed som Frode Fredegod og håndspålæggende, helbredende - taumaturgisk - kraft som Menneskesønnen selv. Dertil er kongen skøn at skue - aldrig så hans folk en smukkere og mere mandig mand end han. Kongens våbenmærke er mildhed, hans krone visdommens glorie og tronen sæde for fasthed og dyd.
I særligt royalt fikserede nationer med stærke bindinger mellem folk og slot siger det sig selv, at forventningerne til den regerende familie er insisterende.
Ofte ser undersåtterne i personerne noget andet og mere end virkeligheden og indfortolker egenskaber, der ikke er forenelige med denne. Kejser Wilhelm og dronning Victoria - i hendes senere år - var begge eksempler på middelmådige begavelser, der i kraft af en indædt tro på institutionen tillagdes langt mere positivt end rimeligt var. England har i så henseende levet fint op til sine traditioner om ophøjelse af Buckingham Palaces beboere og uden rod i virkeligheden forvekslet en række langtfra imponerende regenters adfærd med menneskelig kvalitet.
Men de seneste dage har revet sløret fra øboernes øjne - eller givet folket mæle om, hvad folket allerede vidste. Eller samlet dem mod kongehuset - en tredjedel koketterer med republikken. Og for første gang siden Victoria, da utilfredsheden en overgang var enorm med Europas konduktorkælling - således kaldet på grund af hendes arvebelastende blødergener - har folket manifesteret stor og tilsyneladende velovervejet afstand til huset Windsor. Ingen af de egenskaber, som traditionelt forlanges af statsoverhoveder, har skinnet igennem hovedpersonernes, prins Charles og dronningens håndtering af begivenhederne. Blottet for musikalitet forsøgte dronningen at vende stemningen - åbenbart skubbet frem af rådgivere - ved at tale til nationen. Men dronningens tolkning af stemningen var så milevidt fra den kollektive følelse af tab og smerte, at briterne med rette spurgte sig selv, hvad den ufølsomme, sure mokke egentlig bestilte - og bestiller - på paladsets balkon med ryggen mod folket. Sønnen prins Charles - som bekendt et hjerteslag fra tronen - var under hele forløbet ude af stand til at formulere én eneste ytring, der kunne forveksles med menneskelighed endsige medfølelse med eget afkom. Eller hvad værre er: med format til at bære kongekronen.
Premierminister Blair - i modsætning til armoden - demonstrerede, hvad statsmandskunst eller politisk snedighed er for noget. Med sikkert øjemål for strømninger tog den trendbevidste førstemand bestik af kronens diameter og indså, at dens bærer og hendes designerede efterfølgers hoveder er for små.
Som konsekvens har premierministeren allerede påbegyndt nedtællingen for Windsor - formentlig med henblik på ved den næste og bedste lejlighed at presse Majestæten til at bosætte sig på sin skotske skovejendom på mere permanente vilkår. At prins Charles på baggrund af udvist opførsel samt Dianas direkte afskrivning af ham som konge nogensinde bliver det, synes udelukket. Derfor er det britiske kongehus' frem-tid nu lagt på skuldrene af Dianas ældste søn, således at huset Windsor in due time skifter om end ikke navn så gavn - til huset Spencer. Tony Blairs aflæsning af den dramatiske forfatningsmæssige situation mere end anes i den dybt fortrolige kritik og tilrettevisning af Windsor, som premierministeren har leveret i forgangne uge, og som af en eller anden ubegribelig år-sag er en offentlig hemmelighed. Hvorfor mon?
SÅFREMT KONGEHUSET ikke fornyr sig radikalt, véd Blair, at de millioner af englændere, der aktivt tog afsked med prinsessen, ikke har glemt adressen for deres dybe sorg, men så sande-lig heller ikke for deres inderlige modvilje mod dem, der gjorde hendes liv miserabelt og forrådte kvalitet og sanselighed i monarkiets ældgamle idé.
I vid forstand har den overvældende folkelige deltagelse i Dianas død udvist dybe revner i det britiske samfund. Adfærd og privilegier, som har været overklassens prærogativ i det fortsat ubegribeligt klasseopdelte britiske ø-rige, står med den klare understregning af andre værdier, som overklasse-folkeprinsesse Diana var udtryk for - rystet tilbage. Ikke så lidt udfordrende for the stiff upperlip, at det var søsteren til den 9. jarl af Spencer, der gav stødet til kongehusets og klassesamfundets nu uoverskuelige krise.mtz