Læsetid: 6 min.

Rum for kunst

Sprudlende af overskud og formidlingsglæde genåbner J.F. Willumsens Museum i smukke nye bygninger
17. juni 2005

Enkeltkunstnermuseerne befinder sig i et dilemma, hvad angår nutidens højrøstede krav om bestandig fornyelse gennem vekslende særudstillinger, oplevelsesorienteret underholdning, tilfredsstillelse af kulinariske behov samt mere end almindelig formidlingsparathed. For enkeltkunstnermuseets samling er i sagens natur baseret på en enkelt kunstners værker og er dermed ofte en temmelig statisk samling i sammenligning med kunstmuseer, der har bredere indsamlingsforpligtelser. Hvordan forny sig, når grundmaterialet er det samme?

Det kraftigt udvidede J.F. Willumsens Museum i Frederikssund, der efter en længere periode med ombygning genåbner i dag, synes på elegant vis at løse dette dilemma, uden at gå på kompromis med den kunsthistoriske faglighed. Museet, der blev tegnet af Tyge Hvass, stod i dets oprindelige skikkelse færdigt i 1957 - året inden Willumsens død - og det rummer en stor og helt unik samling af værker samt relateret materiale fra en af den moderne danske kunsthistories helt store enere.

Den nye tilbygning, der mere end fordobler museets areal, er tegnet af Theo Bjerg og lægger sig loyalt i forlængelse af det eksisterende museum, uden dog at skjule sin egenartethed. Hvor Hvass' bygning lukkede sig mod omverdenen, er Bjergs tilbygning karakteriseret ved konsekvent og raffineret at åbne sig mod Hornsherreds grønne omgivelser med store glaspartier og ovenlysvinduer, der sikrer en række levende og interessante lysindfald i salene.

En ny, imposant - og ligesom resten af museet handicapvenlig - indgang er anbragt midt mellem de to bygninger, og sammenbinder den ældre gulmalede del med den nye hvide, vandskurede del. Herfra kan man bevæge sig frit omkring, uden nogen entydig disponering af ruten i hverken den arkitektoniske udformning eller i ophængningen af værkerne. Begge dele er tværtimod kendetegnet ved overraskende variationer, der appellerer til forskellige oplevelsesmåder og til at gå på selvstændig opdagelse.

Café Ferdinand

I afmålte doser rummer det nye museum som helhed de ingredienser, der fordres i dag: café og foredragssal (opkaldt efter hovedpersonen, Ferdinand), frokoststue til besøgende skoleklasser, juniormuseum med diverse aktivitetsmuligheder samt generelt en overflod af disponibelt formidlingsmateriale af forskellig art. En egentlig særudstillingssal er det dog ikke blevet til. Til gengæld har de ekstra kvadratmeter givet plads til en række sale, der viser publikum nye facetter af Willumsen, og som på meget varierende vis giver bud på museale formidlingsstrategier.

Det koncentrerede fokus på Willumsen er med andre ord fastholdt, men museets særdeles veletablerede tradition med at bringe hans værker i kreativ dialog med samtidskunsten fortsætter samtidig - ja, denne tradition kan endda siges at konsolidere sig yderligere gennem indretningen af en særlig sal, der i udstillingsarkitekt Birte Dalsgårds udformning forsøger at rekonstruere den sansemæssige chokeffekt, som Willumsens ungdomsværker havde i deres oprindelige historiske sammenhæng, ved bl.a. at konfrontere publikum med dagens samtidskunst i skikkelse af et værk af den unge Jeppe Hein.

Naturligvis vil en sådan 'rekonstruktion' altid være en tilsnigelse, men forsøget på at kombinere en traditionel historisk kontekstualisering, som f.eks. inddrager oprindelige anmeldelser fra den skandaleombruste udstilling af den diminutive, men prægnante radering Frugtbarhed på Den Frie Udstilling i 1891, med et bud på 'levende' og udfordrende samtidskunst er interessant. Spørgsmålet er om den, vurderet på egne præmisser, er langtidsholdbar, eller om ikke også Hein på sigt mister sin 'chokeffekt' eller 'uforståelighed'.

Ligesom man kan spørge, om tiden egentlig har lært os at forstå Willumsen og hans modernisme bedre. Stillet over for det kolossale spektrum af stilistiske udtryk i hans værker kan man have sin tvivl. Det er stadig chokerende, hvor meget Willumsen spændte over, og hvor frugtbar, mærkelig og bestandigt eksperimenterende hans produktion var. Det nye museum lægger en række spor ud, som man efter behag kan forfølge og eventuelt fordybe sig i, hvis man vil forsøge at forstå, hvad det kan handle om, men der gives vel at mærke ikke noget entydigt facit.

Gamle Samling

En af de væsentligste nyskabelser i den henseende er den grundige præsentation af Willumsens egen kunstsamling, såkaldte Gamle Samling, og ikke mindst Willumsens intense El Greco-passion, som ledte ham til en række kunsterhvervelser såvel som til et ambitiøst bogværk i to bind om El Greco. Det var oprindelig denne samling, der skulle have været udstillet på J.F. Willumsens Museum, mens ideen til at udstille Willumsens egne værker først kom til senere. Så der er på mange måder rigtig god grund til at vie samlingen så god plads, som man gør.

Centrum i Gamle Samling er El Grecos maleri Hyrdernes tilbedelse fra omkring 1568, som Willumsen købte i Italien i 1911. Egentlig købte Willumsen værket med henblik på at videresælge det og tjene penge på handlen, men dette mislykkedes og han blev til gengæld så optaget af billedet og af El Greco, at han helt opgav tanken om at sælge det. Den fascinerende historie om maleriet oprulles detaljeret i den nye bog J.F. Willumsen på sporet af El Greco, som museet udgiver i forbindelse med sin åbning. Det er kunsthistorisk detektivarbejde, når det er bedst, en spændende og medrivende fortælling om et intimt kunstnerisk slægtskab på tværs af århundreder.

For El Grecos centrale status på det nye J.F. Willumsens Museum er naturligvis primært æstetisk motiveret. Willumsen føler et 'kaldsfællesskab' med den græske malers proto-avantgardistiske status som uforstået i sin samtid, og den dramatisk manierede og præ-ekspressive stil hos El Greco kan man genfinde et modernistisk ekko af hos Willumsen selv. Gamle Samling vises med andre ord ikke så meget for at demonstrere Willumsens evner som kunstsamler, men snarere for at antyde æstetiske og stilistiske korrespondancer mellem samlingens perler og kunstnerens egen produktion.

Åbne magasiner

I det hele taget er der i det nye museum arbejdet meget med at synliggøre den kunstneriske arbejdsproces i dens helhed, fra ide til realisering med alle de mellemliggende led. Ikke kun i en fremvisning af skitser og forarbejder, men også med ophængning af 'dårlige' værker, som tidligere har befundet sig godt gemt væk i magasinerne. Altså en nedtoning af den genidyrkelse, som ellers harmonerer så godt med enkeltkunstnermuseernes grundide, til fordel for en mere nuanceret fremstilling af kunstneren såvel som en selvkritisk præsentation af de museale selektionsprincipper, der er afgørende for hvilket 'billede' af kunstneren, museet tegner.

Sådanne ombrydninger af gængs museal praksis præger det nye museum flere steder. Mest markant i de nye 'åbne magasiner', der lader publikum få adgang til at bladre i ikke-udstillede værker under forsvarlige forhold. Her kan man se noget af det, som museumsinspektørerne har valgt ikke at udstille, og således potentielt sammensætte sin alternative præsentation. Det samme er bogstavelig talt tilfældet i museets 'pauserum', hvor man i arkitekturmodeller kan forlyste sig med at flytte rundt på miniatureudgaver af værkerne og dermed skabe sin helt egen ophængning - hvis man ikke foretrækker at sidde ned og skue ud på Willumsens grav umiddelbart udenfor.

Meditationsrum

Men de nye, selvrefleksive tiltag, der eksperimenterer med at synliggøre museale beslutningsprocesser, betyder dog ikke at mere konservative museumssale med nærmest sakral stemning og uden den mindste opfordring til fysisk interaktion har måttet vige. Til Willumsens senværk, Trilogien Tizian døende, er der bl.a. indrettet et særligt rum, som er blevet døbt Meditationsrummet.

Det polygont udformede rum med et højt, indirekte lysindfald har indbyggede bænkerækker til kontemplerende publikummer, som her kan sidde og spekulere over nogle af de mest gådefulde og dragende malerier i moderne dansk kunsthistorie. En velfortjent og smuk iscenesættelse af Willumsens dramatiske billedkreds, hvis teatralske kvaliteter understreges af denne ophængning.

Det er et imponerende register af udstillings- og formidlingsformer, der køres i stilling i det nye J.F. Willumsens Museum, uden at det forstyrrer den udprægede fornemmelse af sammenhængskraft og enhed i Willumsens -uvre. Med udvidelsen og nyophængningen har vi fået et udfordrende og i bedste betydning oplevelsesorienteret J.F. Willumsens Museum, der yder kernen i det hele - kunstværkerne - respekt, mens det samtidig revitaliserer hele samlingen. Kort sagt et indbydende og engagerende museum for det 21. århundrede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu