Læsetid: 3 min.

Rundt hoved på tøsejagt

Peter-Clement Woetmann kan det hele, og lidt til, og meget mere. Og han er ikke bange for dele ud af det
29. september 2005

"Det er fedt at være smuk". Sådan slutter det første digt i den kun 20-årige debutant Peter-Clement Woetmanns samling Heldigvis er skoven blevet væk. Det er tydeligvis også fedt at være god. Det er han nemlig, Woetmann, rigtig god. Skal man dømme efter hans debut, så han er også selv klar over det.

Stilistisk stritter digtene i Heldigvis er skoven blevet væk her og der og alle vegne. Nogle gange opløser syntaks og virkelighed sig for læseren - tilbage er en hermetisk billedsuppe, hvor erotiserede læber og øjne spiller en vigtig rolle. De digte har nu mest karakter af stiløvelser: Se, det kan jeg også!

Andre gange minder anslaget om Søren Ulrik Thomsens, undervejs dedikerer Woetman da også et digt til ham. I de digte kredser Heldigvis er skoven blevet væk om øjeblikke, som man forudaner og længes efter, men som man kun kan tale om i fremtids- eller ønskeform. Så handler digtene meget om digtning:

"Og i morgen vil jeg skrive et billede så smukt/ at det ikke kan lyde af noget.// Selv en aldrende digter der falder i staver/ midt i en sætnings musik, midt i gården/ vil rejse sig stille og kærligt berøre/ hvert blad han endnu har skrevet/ så blidt at det svajer en tagryg, et øje/ fra hende han elsker."

Læg mærke til rytmen: Det er dén valsetakt, der efterhånden er blevet Thomsens signatur. Og de to første verslinjer er et ekko fra Hjemfalden:

"Når jeg bliver dygtig nok, vil jeg skrive et digt,/ der starter så tøvende og toner så usikkert ud," osv. Og hvem er den aldrende digter så, mon?

Woetmann skal ikke blive dygtig nok, men konstaterer ubekymret, at der også i morgen er en dag. Sådan forvalter man den litterære arv uden hverken at vrænge ironisk eller forfalde til epigoneri. Det er ret imponerende, og udført med en showmands demonstrative selvfølgelighed.

Pigeparade

Mest handler Heldigvis er skoven blevet væk nu om piger. Så skriver Woetmann med med en kæk og henkastet ekvilibrisme. Der er ikke tale om dybe kærlighedsmøder, men om strejfende hænder, et hurtigt blik, kys - og lidt til, og meget mere - i massevis.

Det er meget ungt og lidt selvsmagende. Det udstråler: Det er fedt at være ung, at se på cyklende pigenumser, at drive rundt i København. Det udstråler: Livet er fedt, lad os nyde det. Det kunne være forfærdeligt, men er det ikke. I stedet er det charmerende, i al fald det meste af tiden.

I digtene får det friskt-ungdommelige følgeskab af vildtvoksende billeder. Det kan nok være, at tøserne inspirerer Woetmann til at digte, til gengæld er det hans fantasi, der gør dem til noget særligt. De er anledninger, som hans digte kan tage afsæt i. Fremragende anledninger, som gerne opsøges og opdyrkes, men ikke desto mindre anledninger.

Derfor kan Woetmann skrive en suite ikke til én, men til 10 forskellige piger, og derfor er billedernes sarte præcision mindre vigtig end deres barokke vid. I "Peter-Clement planter et træ" - titlen kan måske åbne for de hermetiske digte, hvor træ og fløde optræder sammen - forføres vor digter af en pige:

"På kroppen har hun spildt en trøje der er gul/ som træets blade når de ligner/ trætte flammer", står der - men snart efter er hun "mere nøgen end mit runde hoved/ som er fuld af skæg/ og hår."

Hvabehar! Den slags selvfølgelig humor kommer man langt med. Der er ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe, når man debuterer som 20-årig og boltrer sig rundt i sin egen digtning som en fisk boltrer sig i vandet. Det er, må man tro, fedt at være Peter-Clement Woetmann. Nu har han fået udgivet en glimrende debut.

Peter-Clement Woetmann: Heldigvis er skoven blevet væk. 62 sider, 199 kr. Forlaget Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu