Læsetid: 3 min.

Rundt om Rarotonga

En uge på en prik af en Cook-ø midt ude på Stillehavet
14. februar 2006

RAROTONGA, COOK ØERNE - Rarotonga er den største af Cook-Øerne, der hører under New Zealand, men har et udpræget selvstyre. Men 'den største' siger ikke så meget i den forbindelse. For med sine kun 67 km2 og knap 8.000 indbyggere er Rarotonga en dværg, der kan sammenlignes med f.eks. Fanø (57 km2). I den store sammenhæng blot en prik midt ude i det kolossale Stillehav.

Den eneste vej af betydning på Rarotonga er den 32 km lange landevej, der som et smalt bånd snor sig rundt langs hele kysten. Inde i landet er der praktisk talt ingen veje og ingen beboelse. Man kaster nu og da blikket derind - eller rettere derop, for vildnisset rejser sig pludseligt og stejlt få meter fra vejen - og giver billeder på nethinden, der får én til at tænke på barndomklassikere som Robinson Crusoe og Den hemmelighedsfulde ø.

Øen har to buslinjer, der begge tager hele turen rundt, den ene 'med uret', den anden 'mod uret'. Der er ingen stoppesteder, man langer bare luffen ud, hvis man vil med. Og giver lyd, hvis man vil af. Man skulle tro, at det kommer ud på ét, om man tager ruten med eller mod uret. Men da man ligesom i moderlandet New Zealand har venstrekørsel, er det smartest at skramle clockwise rundt, for så har man hele tiden udsigten til kysten.

Og hvilken kyst! Lune blå laguner, hvidt sand, blomstrende hibiscusser og vajende palmer - alt det man forbinder med en tropeø. Men Rarotonga har unægteligt sine ejendommeligheder.

En af dem er hønsene. Man ser og hører dem overalt, med og uden kyllinger på slæb. For ikke at tale om hanerne, der galer på stort set alle tidspunkter af døgnet - vores lokale eksemplar er dog mest ihærdig om morgenen, når han har indtaget sin yndlingsposition i mangotræet.

Fraværet af masseturisme er et andet slående indtryk. Her er ingen Pizza Hut, ingen McDonald's, og ingen solskoldede horder. Og selv om de bedste strande ikke ligefrem ligger øde hen, vrimler de heller ikke med mennesker. Lagunen har sit stille liv, og man hilser, når nogen vader forbi i sandet.

Kirkefest og Rasmussen

Et andet Cook-særpræg er gravstederne. Her er det en tradition at begrave afdøde familiemedlemmer i egen jord. Overalt langs vejen ser man gravsteder, små og ydmyge sammen med mere farverige og prangende. Tara, vores lokale dykker, fortæller os med en håndbevægelse op mod himlen, at der kun er to ting, der for alvor betyder noget for cook'erne: "And that's the guy up there - and the family".

I øvrigt tager man den i den grad med ro. Et besøg på markedet i den eneste by, Avarua, bekræfter dette. Vareudvalget er begrænset, mens perler er et fast indslag. Størrelse og farve varierer voldsomt, og det samme gør prisen. Men man kommer åbenbart ingen vegne med at prutte om prisen. Det gider cook'erne ikke. Deres holdning er tilbagelænet.

Men hvad 'ham i det høje' angår, kan de godt lægge kræfter i. Vi overværede en gudstjeneste i Tivikaveka, hvor der var power på fra første salme. Folk skrålede, så det rungede. Lederen af menigheden hedder før øvrigt Tamakeu Mataiapo, men kaldes i daglig tale Mama Rasmussen. Og Cook Øernes kulturminister hedder Wilky Rasmussen. En anden Rasmussen ved navn Vaine fortalte mig, at det er hendes farfar, der spøger bag dette fænomen. Han slog sig ned på Rarotonga for et par generationer siden, men det gode danske navn lever i Sydhavet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her