Læsetid: 5 min.

Rundvisning i et kulturklenodie

Dele af Christiania tåler sammenligning med Kronborg og Roskilde Domkirke. Derfor skal det bevares for de kommende generationer, mener Det Særlige Bygningssyn. Sammen med to medlemmer af Bygningssynet - og en del løse hunde - tog Information på guided tur
1. december 2006

To mand og én hund står og venter ud for Christianias hovedindgang til Prinsessegade. Den ene hedder Gregers Algreen-Ussing og er professor på Kunstakademiet, den anden hedder Poul Ingemann, han er også underviser på Kunstakademiet. Hunden hedder Nikita, hun er en Riesenschnauzer, dvs. stor, sort og langhåret, og tilhører Poul.

Gregers og Poul har i enighed med de øvrige 10 medlemmer af Det Særlige Bygningssyn for nylig meldt ud, at mindst 58 bygninger på Christiania bør fredes, så også kommende generationer kan opleve fristadens særprægede og eksperimenterende byggestil.

Den melding må være kommet noget på tværs for Slots- og Ejendomsstyrelsen, der tværtimod foreslår nedrivning af flere af de huse, som Bygningssynet nu vil have fredet og bevaret for eftertiden.

Nu kan Bygningssynet ikke beskyldes for at gå fristadens ærinde. Bygningssynet består nemlig af lutter "pæne mennesker", f.eks. direktøren for Nationalmuseeet, og tilsammen fungerer de som kulturministerens rådgivende udvalg om byggefredning.

Information inviterede Gregers og Poul på rundtur på Christiania for at få dem til at forklare, hvorfor en del af fristadens bygninger tåler sammenligning med f.eks. Kronborg, Roskilde Domkirke eller Nyboder og derfor skal fredes.

Hunderæd professor

"Vi kan starte her ved Psyak-husene, der ligger bag plankeværket ud til Prinsessegade," siger Gregers Algreen-Ussing.

Han er rimelig stedkendt og går målbevidst hen mod en række lave murstenshuse, der for mere end en menneskealder siden blev brugt til indkvartering af menige på Bådmandsstrædes Kaserne. De korte huse ligger i to rækker i et hjørne af området og har ensartede skrå tage. På ét af husene er der dog tilbygget en 2. etage, og det har fået form som et lille hus, der er sat "på tværs" af huset nedenunder. Den slags kan Gregers og Poul godt lide.

"De ombyggede militærbygninger har en spænding mellem militær stringens og civil turbulens, altså mellem strenghed og løssluppenhed. Og det er temaer, som rigtig mange moderne arkitekter i dag arbejder med," forklarer Poul, mens han ihærdigt forsøger at holde Nikita, der lige har været i løbetid, væk fra stadens løse hunde.

"Det er altså ikke arkitekturen som sådan, vi vil frede, men derimod de kulturhistoriske spor af begivenheder, i det her tilfælde det gamle kasserneområdes forvandling til et socialt eksperiment," forklarer Gregers, der er ret optaget af Nikitas mange nye venner. Han har nemlig været hunderæd siden barndommen og foretrækker sikker afstand.

Skure med pommersk fyr

Hverken Poul eller Gregers vil bruge udtrykket "national-klenodie"om Christiania.

"Et nationalklenodie er noget, du kan sætte hen på en hylde og så fred være med det. Christiania derimod er et bidrag til noget andet, men vel at mærke noget andet med national betydning. Og det er det samlede udtryk, som er bevaringsværdigt," siger Poul.

Mens Gregers fører os videre mod den såkaldte skurby, hvor en håndfuld ombyggede skurvogne indhegner en lille plads, fortæller han om et andet markant træk ved mange Christianiahuse.

"Det er helt afgørende for Christiania, at de genbruger materialer. Mange steder har jeg set bjælker, som beboerne har fisket op af containere med byggeaffald fra Holmen, men det er altså pommersk fyr fra 1600-tallet. Den slags kan du slet ikke købe for penge i dag. Og kig rundt, nogle af vinduerne kan være op til 200 år gamle," siger han og peger op mod nogle af de store, grå kasernebygninger.

"Interessant er det også at se, hvor meget man kan få ud af det forhåndenværende søms princip,"bemærker Poul.

Alligevel er det ikke samtlige skurvogne eller alle selvbyggerhusene, Bygningssynet foreslår fredet.

"Så skal man vist være meget tolerant, hvis alle bygninger herude skulle kategoriseres som særligt bevaringsværdige," medgiver Poul.

Fremme ved skurlandsbyen, hvor nogle af bygningerne er sammenbygget af op til fem skurvogne, slår Gregers igen ud med armen:

"Det er en usædvanlig måde at bo på her. Igen er det ikke selve arkitekturen, men det kulturhistoriske aftryk, der er interessant," siger han.

"Det er skideflot, ganske enkelt. Og her ligger på alle niveauer flere svar på tidens arkitektoniske udfordringer end i mange af de store nybyggerier rundt i København," istemmer Poul.

"Tag nu arkitekt Bjarne Ingels forslag om bebyggelse rundt om Kløvermarken. Selv om husene forsøges gjort spændende i deres udformning, er det i bund og grund elementbyggeri. Samme tendens ser vi i Sydhavnen," siger Gregers.

Perlen, Plet og Harsdorff

Sidste stop på rundturen bliver Perlen, som er et undseeligt hus på en tømmerflåde. I huset bor, fortæller Gregers, mens vi vandrer af sted langs Stadsgraven, en tidligere skibssmed, Claus, som også selv har bygget huset.

Men hvorfor skal Perlen bevares? Selv om den er særegen, er den hverken gammel eller genbrug af nordtyske fyrrebjælker fra 1600-tallet?

"Sådan et hus beriger voldanlægget og søen, og det bliver omvendt selv beriget af vandet og volden. Det samme gælder for mange andre huse som f.eks. Pagoden eller Færgestedet, der også ligger ned til Stadsgraven. Hvis husene blev fjernet, sådan som staten nu lægger op til med nogle af dem, hvad vil der så være tilbage her at se på? En søbred med siv! Men det findes altså overalt i Danmark," siger Gregers.

Claus viser sig at være hjemme, og det samme er Plet, hans hanhund. Mens Plet og Nikita snuser rundt, og Gregers hopper rundt for at komme væk, fortæller Claus, at Perlen har været afbilledet i en række udenlandske tidsskrifter, bl.a. i Vogue. Alt i alt er Claus optimistisk om fremtiden med sit flydende hus.

"Men hvis det skulle gå så galt, at vi ikke må bo her, så sejler jeg Perlen ud på midten af Stadsgraven og brænder hende af," truer han.

På vej tilbage langs volden fortæller Gregers en anekdote om kolonaden ved Amalienborg, altså den græske søjlegang tværs over Amaliegade, hvor livgarden har kvarter. Da arkitekt Harsdorff planlagde kolonaden i 1700-tallet, vakte det vilde protester. Sådan kunne man virkelig ikke skænde de fornemme gamle palæer, som selveste arkitekt Eigtved havde tegnet, mente mange i samtiden. Kun fordi den enevældige konge fastholdt byggeriet, blev kolonaden opført. I dag opfattes den som en uadskillelig del af Amalienborg.

"Den historie viser noget om det centrale i Bygningssynets indstilling: De aftryk, som tiden afsætter så at sige lag-på-lag, det er dem, der viser sig at være interessante. Derfor er Christiania i dag med sit nuværende udseende meget mere interessant, ikke mindst for arkitekter, end hvis det lykkes for staten at tilbageføre store dele af de gamle kassernebygninger til deres oprindelige udtryk," siger Gregers.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu