Læsetid: 4 min.

Fra Rushdie til Rwanda

21. november 1996

Fejl er stadig et større onde end ren ondskab - fejl er menneskehedens største forbandelse". Disse ord af den britiske politiker Henry Brand, Underhusets formand 1872-84, synes i denne måned at blive bekræftet gang på gang. I nogen tilfælde bliver fejlene erkendt og repareret, så godt det nu lader sig gøre. Rushdie fik sin pris, endda en dag før oprindelig planlagt. Men ingen kan bringe ofrene for det gigantiske folkemord i Rwanda i 1994 tilbage til livet. Og stadig vægrer FN's generalsekretariat sig ved at indrømme, at det har et medansvar for, at det gik så galt, fordi det undlod at lade de informationer, det havde fået om et forestående folkemord, komme til de belgiske FN-troppers og til Sikkerhedsrådets kundskab.
Rwanda er ikke den eneste fejl, FN har begået i den siddende generalsekretærs periode. En lignende episode, der har kostet mange menneskeliv, om ikke helt så mange, er hungerkatastrofen i Somalia i 1992. Her undlod FN's ledelse at foretage sig noget i fire måneder, mens stadig flere rapporter tydede på, at der var en gigantisk hungerkatastrofe på vej. Det var først da humanitære NGO'er fik medierne til at tage affære og transmittere billede af hungerdøden, at der endelig blev grebet ind.
Et tredie uhyggeligt eksempel er de bosniske serberes erobring af Srebrenica i Bosnien i juli 1995. Serberne havde forlangt enklaven rømmet af FN - ellers ville de selv gøre det. FN's udsending Akashi svarede blot med at erklære serbernes krav for uantagelige. De hollandske FN-troppers anmodning om NATO-indgreb med fly blev hindret af FN. Og de bosniske serbere kunne uhindret erobre og rydde både Srebrenica og Zepa. Siden forholdt FN sig passiv, da kroaterne ryddede Krajina-provinsen for serbere, selvom FN's opgave i Kroatien netop havde været at hindre en voldelig løsning her.

Det skal indrømmes, at FN's indsats i de sidste år ikke kun har bestået af fiaskoer. Aktionerne i Cambodia og Republikken Makedonien har været rimeligt vellykkede. Men fejl og fiaskoer vejer tungt i regnskabet. Og det er ikke FN's fortjeneste, at der har været ro i det tidligere Jugoslavien siden slutningen af 1995 - det kan man først og fremmest takket amerikanerne for.
Det kan på denne baggrund virke naturligt, at USA har nedlagt veto mod genvalget af Boutros Boutros-Ghali som generalsekretær. Men USA's holdning bunder desværre først og fremmest i indrepolitiske overvejelser. Og på sin egen måde har USA i lang tid modarbejdet generalsekretæren ved at undlade at betale sit bidrag til organisationen. FN har derfor haft meget vanskelige vilkår at arbejde under.
Men fejldispositionerne i Rwanda, Somalia og Bosnien kan ikke bare forklares ved manglende økonomiske ressourcer. De synes at gå tilbage til en blanding af manglende overblik og forudseenhed, konfrontationsangst (nogle vil kalde det fejhed!), og en følelse af at det hele ikke nyttede noget alligevel - at man har været oppe mod 'urkræfter', man ikke kunne få under kontrol. Men det er fatalt, at man så ved sine manglende handlinger også forhindrede andre i at handle. J.v.f. bl.a. dokumentationen i gårsdagens Information.
Man kan næsten føle sig fristet til at ønske sig tilbage til den kolde krigs dage. Da havde man da i det mindste øst-vest polariseringen at skyde skylden for verdens ulykker på. Nu befinder vi os i en verdenssituation, hvor alle muligheder skulle ligge åbne. Og se, hvordan man forvalter den!
FN har ikke monopol på opgivenhed og fejl. Det hjælper ikke bare at udskifte FN's generalsekretær. De nationale regeringer har også deres andel af fejlene og fortielserne. Flere katastrofer er kun blevet hindret eller mindsket, fordi vågne NGO'er mobiliserede medierne.

Det er kort sagt hele grundindstillingen der må ændres. Først og fremmest gælder det om at udnytte de faktisk foreliggende handlemuligheder - eller i det mindste gøre det muligt for andre at handle. Det behøver ikke at kræve de store midler. Det er en væsentlig bedre udnyttelse af ressourcerne end at bruge sine kræfter på at forsøge at dække over egne og andres fejltagelser - og derved ofte begå nye fejl. Væsentlige informationer må bringes derhen, hvor der er brug for dem. Det gælder ikke blot politikere og embedsmænd - det gælder også redaktører og journalister. Megen relevant information i verden sies fra, fordi den er ubekvem og besværlig - derfor bliver den overset eller undertrykt den. En budbringer af foruroligende informationer bliver sjældent særlig populær.
Men oplysninger, ingen har taget alvorligt, har det med at dukke op senere på de mest ubelejlige tidspunkter. Som det nu er tilfældet med generalsekretariatets svigt i 1994 i Rwanda. Så er det trods alt bedre at få dem frem i lyset i tide, selvom det skaber en masse turbulens. Hellere det end at opgive på forhånd.
Menneskehedens værste fjender er stadig fejl, fejhed og fortielser.

K.F. (Karsten Fledelius)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her