Læsetid: 3 min.

Rusland og os

1. marts 1997

JEG VIL ikke være medlem af en klub, der vil have mig som medlem", sagde komikeren Groucho Marx.
Sådan forholder det sig ikke med de central- og østeuropæiske lande, der alle står og tripper for at blive lukket ind i klubben, NATO, og dermed komme under alliancens beskyttende paragraf fem, der forpligter NATO til at komme et truet medlemsland til hjælp.
Og de relativt få røster i Vesten, der peger på faren ved at ignorere Ruslands indvendinger mod udvidelsen, må nærmest forsvare sig, som var de fortsat tilhængere af den autoritære socialisme.
"Mine advarsler mod NATO-udvidelsen skyldes ikke gammelt nag til NATO, ej heller nogen særlig sympati for Rusland, som er et afskyeligt kapitalistisk land, men en helt nøgtern analyse af det sandsynlige forløb", som SF's Gert Petersen udtrykte det under Folketingets NATO-debat d. 6. februar.

PROBLEMET med en NATO-udvidelse, der ikke er forankret i et bredere sikkerhedskoncept for Europa, ligger ikke så meget i de lande, der kommer ind: sandsynligvis Polen, Tjekkiet og Ungarn. De tre lande er allerede stabile demokratier uden udestående problemer med Moskva, og for Tjekkiets og Ungarns vedkommende uden grænser til Rusland.
Nej, problemet består i de lande, der ikke kommer med i alliancen - enten fordi NATO ikke magter eller tør udfordre russerne for meget og lukke dem alle ind. Eller fordi de, som i Ruslands tilfælde, reelt fortsat betragtes som potentiel "modstander".
Blandt de lande, der afgjort ikke bliver lukket ind i NATO i første runde på trods af en demonstrativ dansk indsats, er de baltiske republikker. Det efterlader balterne i en klart forværret sikkerhedspolitisk situation - uden NATO's garantier, men under et langt større pres fra et tirret og bekymret Rusland, der i de næste år vil forstærke indsatsen for ikke at få NATO-installationer klods op af vitale russiske centre.
Så meget desto mere fordi Estland og Letland fortsætter den ukloge og forkastelige kategorisering af derboende russere som andenklasses borgere uden fulde demokratiske rettigheder.
Vi i Vesten kan og skal ikke acceptere et øget russisk pres, men må protestere over for Moskva på forskellig vis. Det er derfor meget nemt at forestille sig, at både det baltisk-russiske forhold og forholdet mellem Vesten og Rusland tager skade i de kommende år på grund af den manglende afklaring omkring de baltiske staters situation.

OG SÅ KOMMER vi til det absolutte hovedproblem: Ruslands plads i den ny europæiske sikkerhedsstruktur.
Moskva har i denne tid relativt let ved at pille NATO-strategernes argumentation for udvidelsen fra hinanden: Når I siger, at en NATO-udvidelse ikke er rettet mod Rusland og ikke udgør nogen trussel mod Rusland, hvorfor kan I så ikke give os folkeretsligt bindende garantier for, at der ikke udstationeres atomvåben og udenlandske styrker i de nye medlemslande?
Og når I siger, at der er tale om et "nyt NATO", hvis hovedfunktion er at stå som garant for stabilitet og demokrati på kontinentet, hvorfor så ikke inddrage Rusland, der om noget land gennemgår en sådan forandring, i denne proces?
De forhandlinger, der for øjeblikket foregår i Bruxelles og Moskva mellem NATO og Rusland, er derfor afgørende for det europæiske kontinents videre udvikling.
Vesten har givet indrømmelser, bl.a. i forhandlingerne om reduktioner af de konventionelle styrker i Europa. Der forhandles for øjeblikket om en permanent politisk institution, hvor NATO og Rusland kan drøfte uenigheder. Russerne har fået tilbud om at deltage i en fælles brigade til indsats i fredsbevarende operationer. Altsammen fint nok.
Men det imødekommer ikke Ruslands rimelige hovedkrav: Bindende garantier for, at Rusland ikke trues militært, hverken nu eller i fremtiden.
Og en plads ved det bord, hvor Europas problemer diskuteres, med den politiske vægt landets størrelse nu berettiger det til. Hvad enten bordet står i NATO-hovedkvarteret, i Organisationen til Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) eller et helt tredje sted, f.eks. i et nyt europæisk sikkerhedsråd.
Ruslands politiske rolle i Europa afgøres netop i denne tid. Det vil derfor være rart, hvis også danske politikere, som bl.a. Jørgen Estrupog Gert Petersen har gjort det her i bladet, begynder at tage diskussionen mere alvorligt, end de hidtidige, nærmest mekanisk fremsatte ytringer om, at udvidelsen "ikke truer Rusland", tyder på.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her