MOSKVA - Vladimir Putins stort anlagte kampagne for at udrydde korruption i det russiske samfund er slået fejl, hvis man skal tro en ny undersøgelsesrapport. Heri dokumenteres det tværtimod, at russerne som ingensinde før er nødsaget til at bestikke sig frem igennem tilværelsen.
Rapporten, der er forfattet af den uafhængige tænketank INDEM og det respekterede Romir Overvågningscenter, afslører, at omkostningerne for det gennemsnitlige bestikkelsesbeløb er gået i vejret med en faktor 13 på blot fire år, og at russerne nu i snit må erlægge 319 dollar om året under bordet. Gennemsnitsbestikkelsen for en almindelig borger løber nu op i ca. 100 dollar - forretningsfolk må dog betale langt højere summer.
I 2001 var den gennemsnitlige bestikkelsessum for tjenester i erhvervslivet på 10.200 dollar - i 2005 er det tilsvarende tal på 135.800 dollar, hævder rapporten.
Ifølge de eksperter, der har kulegravet korruptionens omfang, har statsapparatets skrankepaver i mange tilfælde udarbejdet deciderede 'prislister' for at lette forretningsgangen. Faktisk beskylder rapporten den russiske stat for at bedrive landets "største gangstervælde" og anslår det samlede kontantbeløb, som statsrepræsentanter hvert år stikker i egen lomme, til at være to en halv gange større end hele den russiske stats årsbudget.
Mange af bestikkelserne udbetales for tjenesteydelser, som skulle forestille at være gratis, men da mange statsansatte er elendigt lønnede har de sjældent andet valg end at ty til bestikkelse for bare at opnå en indkomst, der kan sikre dem til dagen og vejen.
Øverst på listen over 'hverdagsbestikkelser' finder vi de summer, som universitetsmyndigheder og -professorer tager sig betalt, for at bevilge optagelse til landets mest prestigefyldte uddannelsesinstitutioner. Rapporten anslår, at russiske studerende og deres familier hvert år må betale 583,4 mio. dollar for at få plads på russiske universiteter.
Dernæst kommer de 401,1 mio. dollar, som doktorer og sundhedsmyndigheder hvert år inkasserer for at yde lægelige behandlinger, som i princippet ellers er gratis.
Midlerne fra bekymrede forældre, der vil købe deres sønner fri af værnepligt i den russiske hær, skæpper også godt i militærmyndigheders og officerers kasser: 353,6 mio. dollar årligt beregner de sig for at finde raske unge mænd helbredsmæssigt uegnede til militærtjeneste.
At sikre sig juridisk medvind hos dommere koster også dyrt - 209,5 mio. dollar punger russerne årligt ud med for at tippe fru Justitias vægtskåle i egen favør. Længere nede på listen finder man f.eks. 'erkendtligheder' til færdselspolitiet (183,3 mio. dollar) og den smørelse, der må til for at blive ansat i ledige job (143,4 mio. dollar).
Korruptionsforskerne forklarer russernes voldsomt øgede korruptionsudgifter ved den voksende frygt blandt Ruslands statsansatte for at miste deres job som følge af Putins strukturreformer. Tankegangen synes at være, at det før lukketid gælder om 'at malke koen maksimalt'.
Den overvældende andel af de årlige 319 mia. dollar, der betales i bestikkelse, udgøres dog af de penge, der cirkulerer rundt blandt forretningsmænd i russisk erhvervsliv - hele 316 mia. dollar er tallet.
Korruptionsanalytikere siger, at rapporten dokumenterer, at Putin-regeringens indsats for at slå ned på korruption har været opsigtsvækkende ringe. Præsidentens gentagne forsikringer om, at korruptionsbekæmpelse for ham har topprioritet, synes at være noget halvhjertet.
"Nu er vi i stand til at måle effekten af myndighedernes bestræbelser gennem de seneste fire år," siger Elena Panfilova fra russisk Transparency International (en international ngo, der analyserer og bekæmper korruption, red.). "Rapporten er ikke blot en detaljeret korruptionsanalyse - den er en lakmusprøve på seriøsiteten i regeringens antikorruptionspolitik," tilføjer hun.