Læsetid: 4 min.

Rusland i en nøglerolle

30. marts 1999

I takt med at tusindvis af albanere flygter ud af Jugoslavien, vidner de om ubeskrivelig serbisk terror i det mere og mere isolerede Kosovo. Mænd, kvinder og børn skræmmes, terroriseres, dræbes eller jages slet og ret på flugt i det, der nu atter hærger Europa som et utåleligt faktum: Etnisk udrensning.
Det er ikke første gang, der sker på Balkan. Vi har hørt det før, om serbiske massakrer og overgreb, men ikke desto mindre undladt at gribe ind i Kosovo. Af den simple grund, at vi ikke vidste, hvordan det skulle ske, og hvordan man kunne sikre, at der ville blive tale om andet end et slag i luften. Der manglede en klar plan for tiden efter et eventuelt angreb.
Oveni kom det helt store principielle dilemma, som også har præget kommentarerne i denne avis:
*På den ene side var der fristelsen til at tage et opgør med FN-systemet og dets indbyggede svaghed i form af vetoretten - hvis spejlbillede i nogle tilfælde er handlingslammelse - og sætte hensynet til individet over hensynet til nationalstaten.
*På den anden side var der risikoen for at ryste den hidtidige verdensorden ved pludselig at sætte sig ud over FN og skabe en farlig præcedens for militær indgriben i konflikter, hvor FN-systemet ikke formåede at skabe en løsning.

Da NATO gik til angreb på Jugoslavien i sidste uge, skar alliancen hårdt igennem debatten og søgte med sin aktion at søsætte et nyt princip: At åbne for en situation, hvor alliancen af humanitære årsager tillader NATO at gribe ind i suveræne stater uden for sit eget område, uden at alliancen selv er truet eller er støttet af et FN-mandat.
Beslutningen vil uundgåeligt få følger for det fremtidige sikkerhedssystem og den verden, der omgiver os.
I værste fald er der skabt en farlig præcedens for ad militær vej at løse konflikter uden om FN. I bedste fald kan det bane vej for en verden, hvor hensynet til det enkelte menneske sættes over hensynet til nationalstater. Udviklingen på Balkan kan - som det er set før i dette århundrede - få afgørende betydning for udfaldet.
I udgangspunktet synes begivenhederne allerede at udvikle sig en hel del anderledes, end NATO og medlemslandenes politiske ledere havde stillet i udsigt. Op mod en halv million menesker skønnes at være drevet på flugt fra Kosovo, og der er stribevis af rapporter om serbiske myrderier og om drab på kosovoalbanske ledere.
Overgrebene er naturligvis ikke NATO's skyld, den har alene de, som står bag dem. Så sent som i går blev en gruppe fremtrædende Kosovo-albanske ledere henrettet af serbiske styrker, og intet tyder på, at myrderierne er ved at ebbe ud.

Udviklingen har sat spørgsmålet om indsættelse af landstyrker på dagsordenen. Den militære logik er, at der muligvis skal mere til end luftangreb for at få Milosevic til forhandlingsbordet, og at NATO derfor må gå videre endnu. Alternativt risikerer aktionen at ende som en politisk parodi, hvor NATO satsede en i forvejen skrøbelig verdensorden på en aktion, der alligevel ikke førte til noget.
Sådan et perspektiv kan kun skræmme et NATO, der om blot få uger skal diskutere et nyt 'strategisk koncept' - herunder indgriben i konflikter af humanitære årsager. Og som må have lært af sporene fra Srebrenica, hvor FN satte sin militære autoritet over styr ved ikke at kunne indfri sine såkaldte garantier om 'FN-sikrede zoner'.
Ikke desto mindre afviser både Storbritannien og USA fortsat, at der kan blive tale om at indsætte landstyrker. Man agter at fortsætte som hidtil, indtil Milosevic og hans styre går til forhandlingsbordet. Men hvad nu, hvis han ikke gør?

Som ved skæbnens ironi kan det føre til, at Rusland - det land, som ellers var den primære årsag til, at NATO valgte at iværksætte sin aktion uden om FN - kommer til at indtage en nøglerolle. Allerede i dag ventes Ruslands ministerpræsident, Jevgenij Primakov, og hans udenrigsminister således til Beograd, hvor de vil søge at genoplive forhandlingerne om en fredsaftale.
Netop Rusland bør søges (gen-)inddraget aktivt i fredsprocessen, hvis det skal lykkes at sikre en varig løsning på Balkan. Det kræver på den anden side også, at Kreml selv anlægger en mere konstruktiv holdning end hidtil og indser, at det er ørkesløst at satse på præsident Milosevic som sin forlængede arm på Balkan. Uanset den nuværende økonomiske og militære svækkelse, er Rusland imidlertid fortsat en vigtig regional magt, som det er i Vestens - og ikke mindst Europa - egen langsigtede interesse at inddrage mest muligt. Det vil ideelt set ske ved, at Rusland også inddrages i en eventuel fredsstyrke i Kosovo, hvorved man også vil se en praktisk reetablering af båndene til NATO.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her