Læsetid: 4 min.

Rusland er så stort så stort

De højeste tårne, de dyreste kvinder, de rigeste oligarker. Rusland bevæger sig næsten sygeligt på grænsen mellem mindreværds-kompleks og storhedsvanvid
16. juni 2006

MOSKVA - Rygende varm og velduftende ged på spyd, lobio (kold krydret bønnemasse med granatæble) og lavash-brød kommer hurtigt og venligt på bordet på den georgiske restaurant Alaverdy på Grusinskij pereulok i Moskva. Den altid smilende georgiske servitrice ser derimod betuttet ud, da hun skal forklare, at de desværre ikke har georgiske vine på menukortet længere.

"Jeg er meget ked af det, men vi kan jo ikke længere få georgiske vine i Rusland, så vi må nok gå over til argentinske", siger hun undskyldende og foreslår i stedet cola og vodka. Den berømte georgiske mineralvand Bozjomi kan man nemlig heller ikke få mere. Den smager i øvrigt heller ikke særlig godt.

De russiske myndigheder har som det seneste slag i krigen mod de opsætsige georgiere indført importforbud mod det kaukasiske lands hovedeksportvarer vin og mineralvand. Den officielle forklaring var, at både vin og mineralvand fra Georgien var sundhedsfarlige, fordi de var forfalskede og kunstigt producerede. De samme myndigheder tog ingen notits af, at forfalskningen og produktionen i virkeligheden foregik på illegale virksomheder rundt omkring i Rusland, mens de ægte georgiske vine stadigvæk er fine og gode og ikke nær så farlige som den russiske vodka.

Totalt ulogisk

Samme behandling som Georgien får Moldova, hvis vine Rusland nu også nægter at importere, fordi Moldova søger væk fra russisk indflydelse og mod Vest. Det samme gælder i allerhøjeste grad Ukraine, som Rusland mener at have mistet i den Orange Revolution. Devisen synes at være: Når de ikke vil domineres af os, så skal de dælme få en over nakken, så kan de lære det, kan de.

Tankegangen er totalt ulogisk og har den stik modsatte effekt, nemlig at hadet mod russerne vokser. Det tydeligste eksempel er de baltiske lande, som de russiske medier og politikere har meget travlt med at skælde ud på, fordi det går dem godt, og de er medlemmer af både NATO og EU.

Esterne og letterne beskyldes konstant i de russiske medier og i Dumaen for at være fascister, som ikke tænker på andet end at svine deres lokale russiske mindretal til og rejse mindesmærker for de landsmænd, der slog sig sammen med nazisterne, fordi de dermed mente at kunne bekæmpe de sovjetiske okkupanter.

Og der, hvor der ikke er andre at bebrejde, der kan man altid bruge USA, som ifølge mange russere kun tænker på at inddæmme og udnytte Rusland.

Og lille Danmark er, siden Sakajev-sagen, en yndet prügelknabe, der lefler for amerikanerne og godt hjulpet af de forbistrede antirussiske tjekker og polakker har travlt med at støtte de tjetjenske terrorister.

Metodisk chikane

Gæsterne på Alaverdy er både russere og georgiere og så en enkelt dansker. Maden og stemningen er altid god på trods af, at georgierne, når de går ud af døren igen, risikerer øjeblikkeligt at blive standset af en fed og bumset politibetjent, som metodisk stopper og chikanerer alle kaukasisk-udseende, mistænkelige personager.

Rusland er jo aktiv i kampen mod den internationale terrorisme, men et par hundrede rubler (50 kroner) til betjenten fjerner hurtigt enhver tanke om patriotisk kamp for fred og sikkerhed i Moder Rusland, og tilliden mellem Rusland og Georgien er hurtigt genoprettet. På lokalplan.

Rusland bevæger sig på en meget farlig grænse mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks. De russiske myndigheder under Vladimir Putin har umådeligt travlt med at styrke staten og fremme Ruslands storhed, koste hvad det vil. Rusland mig her og Rusland mig der, Putin overalt, han er Rusland, han er staten, og staten er stor, så kommer alt andet i anden runde.

Og samtidig emmer russisk politik og mange russeres tankegang af dyb mistillid til og mindreværdskomplekser over for Vesten. Det kommer især til udtryk i den nærmest sygelige trang til at overdrive og overgå. Det russiske tv-tårn, som brændte på forsmædelig vis for nogle år siden, skal absolut forhøjes, så det er den højeste bygning i verden, de rige russiske oligarker, skal pinedød være de allerrigeste i verden.

Stort skal det være

Moskva, som er dybt plaget af trafikpropper og forurening, er stadig verdens største bilimportør, og det skal ikke være Skodaer, men Mercedeser og Rolls i den dyreste ende af skalaen. Oligarkernes unge kvinder skal være de smukkeste og dyrest klædte i verden.

De myldrer forbi uden for Restaurant Alerverdy på vej hen til verdens dyreste skønhedssalon på Tverskaja Ulitsa, hvor man også finder nogle af de mest ekstravagante restauranter, hvor alene forretten ville kunne brødføde snesevis af de bumser, der sidder og tigger foran en af de virkeligt store symboler på Ruslands storhed - rytterstatuen af Marskal Zjukov. Marskal Zjukov vandt Den Store Fædrelandskrig for stortyrannen Stalin, hvis Røde Hær nu under Putins fornyede storhedsvanvid er forvandlet til en samling sølle tiggere, som stolte krigere i de kaukasiske bjerge kan drive gæk med så let som at rasle med sablen eller vifte med en snusket hundredrubelseddel.

Men stort skal det være. Det mest hæslige tegn på det nye russiske storhedsvanvid er den gigantiske statue af zar Peter Den Store ude midt i Moskva-floden. Grim som arvesynden og ødelæggende for hele skønheden i Moskvas centrum. Men gigantisk og særdeles indbringende for kunstneren Tseretelli, der er gode venner med Moskvas borgmester og derfor har tjent formuer på skulpturer rundt om i byen.

Han er i øvrigt georgier og har, siger servitricen på Alerverdy, været her på restauranten og rost maden og vinen. Som man altså ikke længere kan få.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her