Læsetid: 3 min.

Rusland skruer op for gaspriserne

Rusland bruger gassen som pressionsmiddel mod Ukraine og Georgien, der har vakt Kremls vrede ved at indføre demokrati
22. december 2005

Den russiske olie- og gasgigant Gasprom agter at hæve prisen på gas næste år fra 50 dollar til 220-230 dollar pr. 1.000 kubikmeter gas. Vel at mærke den gas, som Rusland leverer til nabolandet Ukraine. Ukraine har, ligesom Hviderusland og flere andre tidligere sovjetrepublikker, hidtil fået billig gas mod at føre en Russisk-venlig politik og fortsætte medlemskabet af ekssovjetrepublikkernes sammenslutning SNG. Hviderusland, som Rusland har indgået en vaklende union med, og som er total afhængig af Moskvas velvilje og ernergiforsyninger, vil fortsat få billige leverancer, mens Ukraine og Georgien vil blive ramt hårdt af Gasproms indførelse af markedspriser. Den officielle forklaring er netop, at Gasprom skal moderniseres i overensstemmelse med markedssystemet og endda delvist internationaliseres.

Problemet er bare, at Gasprom ikke fungerer på markedsvilkår. Gasprom er fortsat totalt styret fra Kreml i Moskva og bliver brugt flittigt som styringsinstrument i forhold til både 'det nære udland', som russerne kalder de tidligere sovjetrepublikker, og det lidt fjernere udland i især Europa. Som en af sidste uafhængige røster blandt de russiske statskontrollerede tv-stationer, nyhedschef Marianna Maksimovskaja på REN-TV sagde forleden: "Mens vi tidligere skræmte alle andre fra vid og sans med vore raketter, så er vort hovedvåben over for naboerne i dag gasrørledningerne".

Maksimovskaja sagde i øvrigt dette modigt på den meget åbenmunde radiostation Moskvas Ekko, som også er delvist ejet af Gasprom.

Moskvas hævn

I det konkrete tilfælde rammer gaskrigen altså Ukraine og Georgien, der ifølge Marianna Maksimovskaja begge har vakt Moskvas vrede og frygt ved at gennemføre demokratiske revolutioner, som de kunne tænkes at ville eksportere til Rusland. Det skal Moskva ikke have noget af. Derfor har man dels skærpet kontrollen med de udenlandsk støttede ngo-organisationer, som spillede en stor rolle i revolutionerne i Ukraine og Georgien. Dels bruger man altså nu gassen som pressionsmiddel. Marianna Maksimovskaja siger til Moskvas Ekko, at hun godt forstår det rigtige i, at Rusland skal have fuld betaling for gassen, men man gennemfører ikke en så voldsom prisstigning pludselig på en gang som straf for, "at en række nabolande har skabt en demokratisk udfordring, hvilket nogle russiske politikere betragter som 'fjendtlighedens akse'". Her hentyder hun til Ukraine, Georgien, Baltikum og Moldova, som sammen med Polen og en række andre tidligere østbloklande fører en meget Moskva-skeptisk politik og udfører lobbyarbejde i både Washington og Bruxelles.

Ifølge Maksimovskaja og de fleste andre russiske kommentatorer er der tale om hævn over for Ukraines præsident Viktor Jusjtjenko, som førte an med den antirussiske retorik under revolutionen. Moskva forsøger altså bevidst at påvirke resultatet af den orange revolution i negativ retning og øge den i forvejen voksende folkelige mistillid til det nye styre i Kiev. Det skulle jo nødigt blive en succes og et eksempel til efterfølgelse i Rusland.

Ukraine svarer igen

Ukraine har svaret igen med at true med at øge Ruslands betaling for leje af faciliteter til Sortehavsflåden, som huses på ukrainsk territorium. Og Kiev har desuden luftet tanken om at lade amerikanske soldater få adgang til tidligere sovjetiske radar- og aflytningsstationer ved Sortehavskysten, ligesom det også ligger i luften, at Ukraine vil øge de transitafgifter, som russerne skal betale for at sende olie og gas gennem rørledninger i Ukraine. Og endelig har Ukraine, foreløbig dog kun det ukrainske parlament Radaen, sat trumf på ved at true med, at landet i givet fald vil følge Georgien og forlade sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker SNG. Dette ville i givet fald betyde organisationens endeligt og et stort nederlag for russisk udenrigspolitik og indflydelse i det postsovjetiske rum.

Men selvom der i Rusland er en del, der ligesom Marianna Maksimovskaja mener, at Moskvas gaskrig skader landet mere internationalt end den gavner økonomisk, så har den russiske linje under ledelse af den benhårde pragmatiker Vladimir Putin nok alligevel fat i den lange ende. Dels er befolkningen enig i, at russisk gas skal sælges til markedsprisen og ikke foræres til fattige nabolande mod politisk loyalitet. Dels er de fleste russere godt trætte af de antirussiske stemninger, som hersker i mange nabolande. Og de forstår ifølge Marianna Maksimovskaja ikke sammenhængen mellem de to ting. Så Kreml vinder gaskrigen, men Rusland taber ansigt på sejren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her