Læsetid: 4 min.

Rusland spiller højt på olien

I Ruslands regerings hænder er energi et våben, og dette efterår er jagtsæson. Mens EU-Kommissionen i morgen fremsætter sit forslag til, hvordan Europa skal nedsætte sit energiforbrug med 20 procent inden år 2020 for at undgå energikriser, er vestlige olieselskaber ved at blive sat ud af spillet om de enorme russiske olieressourcer
19. oktober 2006

Det var angiveligt for laksenes skyld, da Ruslands miljømyndigheder for en måned siden afbrød Shells milliard-olieprojekt på øen Sakhalin i Okhotsk-havet, verdens største kombinerede olie- og gasudvindingsprojekt og den største udenlandske investering i Rusland nogensinde.

Greenpeace udråbte straks beslutningen som en sejr, selv om det først er nu på fredag, at Ruslands naturressourceminister Jurij Trutnev afgør, om Shell må bore videre på Sakhalin, hvorfra selskabet havde kalkuleret med at sende den første flydende naturgas af sted i 2008.

EU-Kommissionen, Japans regering og olieselskaberne er rasende. For i det store skakspil om fremtidens energiforsyning var myndighedernes pludselige interesse i laksebeskyttelse et lammende modtræk mod de multinationale olieselskabers forsøg på at bevare den lukrative olieindtjening på egne hænder. Og dermed mod Vestens forsøg på at sikre sig en nem og føjelig energileverandør i en nær fremtid, hvor den olierige arabiske verden i stadigt stigende grad defineres som en fjende.

Sådan tolkede regeringslederne det i hvert fald den 19. september, da miljømyndighederne lod bomben sprænge.

Oleg Mitvols smil

I Moskva smilede en flamboyant embedsmand et par dage senere kampklart, mens han viste pressen op i et privatfly, der fløj til rundvisning på Sakhalin.

"Vi vil indlede en ny straffesag for hvert træ, de fælder," erklærede Oleg Mitvol, vicedirektør for Ruslands miljøstyrelse Rosprirodnadzor, mens han udpegede to fisk med maven opad i floden.

"Vi ikke er modstandere af udenlandske investorer; kun af at man behandler Rusland som en bananrepublik."

Her, på øen Sakhalin, som i den globale kollektive bevidsthed mest huskes for to sovjetiske jagerflys nedskydning af det vildfarne passagerfly Korean Air Flight 007 i 1983, var et energiudvindingsprojekt af en helt ufattelig størrelse på vej ind i fase 2. Et konsortium af Shell (55 procent af aktierne) og to japanske partnere, Mitsui og Mitsubishi, trodser Okhotsk-havets isfyldte kæmpebølger og hyppige seismiske aktivitet med energiudvindingsprojektet Sakhalin 2 og dets 17.000 ansatte.

Andetsteds på øen har et Exxon Mobil-ledet konsortium brugt 17 milliarder dollar på udvindingsprojektet Sakhalin 1, som siden starten af oktober har stået klar til at sende sine første tønder råolie ud i verden.

Men Mitvols kontor har aktiveret pauseknappen, foreløbig indtil midt i november.

Sakhalins have og floder er nemlig også stoppested for de 100 sidste gråhvaler i det vestlige Stillehav og for Ruslands næststørste laksebestand, der traditionelt har beskæftiget halvdelen af øens landbefolkning.

Ivan Blokov fra Greenpeace siger: "Den miljøtilladelse, der blev tildelt projektet i 2003, skulle aldrig have været udstedt i første omgang," siger han.

Personen bag smilet

De russiske myndigheders hidtil meget spage interesse for udryddelsen af støren og en uendelig liste af andre miljøproblemer har indtil nu gjort Greenpeaces krav om et indgreb mod Sakhalin 2 til ønsketænkning.

Men her er det, at Oleg Mitvol træder ind i historien. Vicedirektøren for den russiske miljøstyrelse var forretningsmand, før han blev embedsmand, og han kender pressens magt bedre end nogen, for han har været med til at stække den.

I 2003 satte han efter nogle Putin-kritiske artikler en stopper for den uafhængige avis Novije Isvestia, hvis aktiemajoritet han havde fået overdraget fra oligarken Boris Beresovski, ved at fyre dens chefredaktør og give dens navn til en anden avis.

Kort tid efter blev Mitvol ligesom en række andre forretningsfolk, heriblandt også hans minister Trutnev, ansat i staten. Mitvol greb ledelsen af miljøstyrelsen an på sin helt egen måde: "Vi er 350 personer til at overvåge et territorium på næsten en milliard hektar. I 1997 havde denne styrelse 137.000, og dengang var det ikke nok," forklarede han i sommer Le Courrier de Russie. "Vi tager imod al hjælp, ligemeget hvor den kommer fra."

Nogle gange kommer denne hjælp fra en regering med magtpolitiske interesser. I hvert fald har de seneste år budt på en række sammenfald mellem Putin-regeringens geopolitik og Oleg Mitvols miljøindgreb. Eksempelvis i kampen om det litauiske olieraffinaderi Mazeikai i august. Da Litauens regering besluttede i stedet at sælge til det polske olieselskab Orlen i stedet for til Rusland, skete der pludselig en 'ulykke' på den russiske side af den olierørledning, der er raffinaderiets bindeled fra Litauen gennem Rusland til hovedforsyningsledningen til Vesteuropa.

Uheldet ville koste mindst et år og ni måneders lukning af ledningen - forklarede Oleg Mitvol, som åbenbart nu stod for vedligeholdelse af rørledninger.

"Hele sektionen skal udskiftes," sagde han.

Arunas Jievaltas fra Litauens polske ambassade kaldte timingen for uheldet "meget mærkelig." Men lige meget hjalp det: Polske Orlen venter stadig på en ledning fra Litauen til omverden. Halvanden måned senere havde det statslige russiske olieselskab Gazprom netop fået Shells OK på en 25 procents aktieandel i Sakhalin 2-projektet, da Shell smed en bombe: Prisen for udviklingen af Sakhalin 2 ville blive dobbelt så høj som de forventede ti milliarder dollar, og Gazproms overskud ville derfor lade vente på sig. Stuntet lød mistænkeligt som en forhandlingsmæssig svinestreg, og kort tid efter kom modtrækket: Mitvols miljøforbud.

Åben jagt

Fredag vil ressourceminister Trutnev afgøre, om Shell skal slippe med skrækken. I mellemtiden er Oleg Mitvol allerede på nye jagtmarker. Mandag annoncerede han, at alle 398 udvindingstilladelser givet til det største private russiske olieselskab, Lukoil, er overgivet til skattemyndighederne.

"Vi er interesserede i deres betalinger. Vi har oplysninger om, at de ikke betaler," udtalte Mitvol, nu åbenbart også ansvarlig for skattesager.

Hvis kulderystelser har ramt rygradene hos Lukoil, er det forståeligt: Skattesøgsmål blev de russiske myndigheders våben mod oliegiganten Yukos.

For Yukos og dets ejer Mikhail Khodorkovskij førte skattesagen i juli endegyldigt til konkurs og opløsning af selskabet, der for få år siden var Ruslands største.

I dag sidder Khodorkovskij i fangelejr i Sibirien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her