Læsetid: 4 min.

Rusland i stumper

25. august 1998

Så faldt fars hammer, endnu engang: Søndag aften, i russiske tv-stationers prime-time, fik vi det at vide: Præsident Boris Jeltsin fyrede Sergej Kirijenko, den ministerpræsident han havde udnævnt den 23. marts, og som efter fem ugers tovtrækkeri med det russiske parlaments andetkammer, Dumaen, blev godkendt. Også hele regeringen, inklusiv alle reform-
koryfæer, fik sparket. Foreløbigt i hvert fald. I stedet udnævnte Jeltsin den tidligere ministerpræsident
Viktor Tjernomyrdin til igen at indehave samme post. Hvad skal det nu være godt for? Udover at forklaringen på fyring og ansættelse og fyring og ny-ansættelse kun findes i Jeltsins hjernevindinger, så har russerne og resten af verden vel krav på en forklaring. Sådan hænger tingene bare ikke sammen i Rusland, så den af os efterspurgte forklaring vælger vi at sende en hvid pil efter. Rusland er nu engang Rusland. Eller snarere, i disse tider: Jeltsin er nu engang Jeltsin, ham Vesten har sat sin lid til i syv år.
Spørgsmålet lyder også: Er Jeltsin på vej til at tage sin afsked, og indstillet på at efterlade sin plads til Tjernomyrdin? Muligheden kan ikke helt udelukkes, men om vi kender vores Boris Nikolajevitj Jeltsin vel, så kan kun en dødelig sygdom eller et attentat
(hvilket Vorherre må forhindre) få ham væk fra præsidentstolen.

Nu har Rusland altså fået sin tidligere ministerpræsident tilbage på taburetten. Kan han klare de finansielle og økonomiske problemer bedre end Sergej Kirijenko, der som ung og energisk teknokrat fik mulighed for at udfylde pladsen i fem måneder? Økonomisk set er der intet, der giver Tjernomyrdin bedre chancer, for den aktuelle krise i Rusland faldt ikke ned fra himlen, da Kirijenko kom til (selv om han har båret sig klodset ad) - krisen har været på vej i de sidste to år, Tjernomyrdin i sidste omgang stod ved roret.
Men økonomi hænger nu engang også sammen med politik, og på dette punkt har Tjernomyrdin visse muligheder. Nok kan man bebrejde ham for mangt og meget i de fem år, han i første omgang var ministerpræsident. Nok hører han ikke til de såkaldte oligarker, men kommer fra en pendant, kredsen af de 'røde direktører', dvs. de topkommunister, der scorede meget på samfundets værdier, da den første omgang reformer blev brugt til udsalg af arvesølvet.
Men ser vi politisk på sagerne, så har Rusland, først under Gorbatjov i slutningen af 1980'erne, og siden under Jeltsin i 1990'erne, manglet noget meget afgørende, nemlig et politisk centrum. Og hvis der er nogen, der tilnærmelsesvis har indtaget en sådan centrumposition, så er det Tjernomyrdin.
Vi ved konkret, og ikke kun ud fra rygter og såkaldt pålidelige kilder, at Tjernomyrdin siden midten af juli har været i forhandlinger med både Jeltsin og dennes præsidentapparat om at vende tilbage som ministerpræsident. Men at den Tjernomyrdin, der ellers i fem år trofast har lystret alle Jeltsins ordrer, har stillet kraftige betingelser: Han vil have frie hænder til at danne en regering, der skal være en koalitionsregering, og måske ligefrem en national samlingsregering. Det vil konkret sige, at Tjernomyrdin ønsker at hente ministre ind fra Kommunistpartiet, fra Agrarpartiet, fra en fraktion som 'Ruslands regioner', fra sin egen base 'Vort Hjem er Rusland', plus fra andre grupperinger.
Umiddelbart lyder det jo slet ikke tosset med en koalitions- eller en national samlings-regering. Så er der bare det aberdabei, at noget sådant har Rusland aldrig prøvet. Aktuelt har Tjernomyrdins udspil da også straks medført, at de forskellige partier og bevægelser kræver noget nær optimal indflydelse i en eventuel regering.
Og så har vi det samme cirkus igen i russisk politik: Magtkampe i stedet for det politiske indhold.

Hvad kan Tjernomyrdin gøre for, at Rusland kommer ud af noget af sin finansielle og økonomiske krise? Og hvad kan han gøre andet eller mere end det, Kirijenko foretog i sit korte interregnum? Vi vælger at være ærlige og svarer: Vi ved det ikke. Jo, den mere effektive skatteinddrivelse må fortsætte, og yderligere skridt mod privatisering må foretages, omend med forsigtighed. Ellers lyder de første signaler fra Tjernomyrdins omgivelser, at man tænker på at revaluere rublen, og vil annullere moratoriet for en tre måneders indefrysning af tilbagebetaling af statslig gæld - de to ting, der gjorde sidste mandag til en "sort mandag" i Rusland.
Men derudover? Som sagt, vi ved det ikke, og vi har det godt nok med at indrømme det, for i øjeblikket har hvert enkelt amerikansk universitet med et Ruslands-institut og hvert enkelt moskovitisk forskningsinstitut sin helt egen forklaring på, hvad der er sket med Ruslands økonomi, hvornår det begyndte at gå galt, og hvad man nu skal gøre - ud over et fælles refræn om "fortsatte økonomiske reformer" og "ændringer af de finansielle strukturer", hvilket især gælder bankverdenen, der langt om længe må investere i produktioner i stedet for at udlåne penge til spekulationer
I USA er diskussionen blusset op, om det i virkeligheden ikke er Den Internationale Valutafond (IMF), der med sine rekordstore lån til Rusland og med sine krav til landet har taget fejl bestik af situationen. Måske. Der er meget af det, der foregår i Moskva, vi ikke ved så meget om. Men endnu mindre kender vi til overvejelserne hos IMF, til forholdet mellem Verdensbanken og IMF, og til de konkrete beskeder fra G7-landene (de syv største vestlige industrilande) til IMF. Sådan er verden blevet en ekstra omgang mærkelig: Glasnost er fortsat et halvt fremmedord i Moskva, i New York er det helt ukendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her