Læsetid: 4 min.

Er Rusland tabt for Europa?

Efter Den Kolde Krig så det en overgang ud til, at Rusland kunne blive en del af 'det europæiske hus'. Hvis denne chance nu er forpasset, er det i høj grad Europas egen fejl
22. februar 2007

Da jeg forleden morgen slog over på Danmarks Radios klassiske station, genkendte jeg til min glæde de første takter fra Rachmaninovs tredje klaverkoncert. Den trækker på Ruslands dybe skat af folkemusik, men viderefortolker denne, nygestalter den og raffinerer den til et af det mest sublime musikstykker, der nogensinde er skrevet. Hvem vil i fuld alvor beskylde en nation, der i stand til at frembringe sådanne toner for en tilbagestående udørk, der aldrig vil kunne holde trit med det civiliserede Europas hastigere pulsslag.

For er Rusland da ikke en del af 'Det Europæiske Hus', som den tidligere Sovjetpræsident Mikhail Gorbatjov, yndede at hævde? Katarina den Store sagde det samme i 1767 - "Rusland er en europæisk stat". Moskovy (Som Rusland hed engang) har været en integreret del af kristenheden siden det 10. århundrede.

Churchill anså med rette bolsjevikkerne for "et baviancirkus" (a baboonery). Men selv Lenin betragtede sig selv som en arvtager til Den Franske Revolution og de første år af 1920'erne diskuerede man i Komintern seriøst oprettelsen af et Europas Forenede Stater. Da kommunismens lænker faldt, tænkte mange russere, især de veluddannede på, at nu var tiden inde til - med Vaclav Havels udtryk - "at vende tilbage til Europa".

En klasse for sig selv

Europæiske var Rusland i 1904, tsarriget kunne sole sig i liberale politiske fremskridt og bryste sig af den kongerække af giganter i verdenslitteraturen, som det havde frembragt i 1800-tallet - Pusjkin, Lermontov, Turgenjev, Tolstoj, Dostojevskij og Tjekhov. Hvilke andre lande kan stå mål med denne serie af navne? Det skulle da lige være Frankrig eller Storbritannien, men så må jo også tilføjes den mageløse musik fra Tjaikovskij, Rimsky-Korsakov og Mussorgskij og nogle år senere også de banebrydende optrædender fra Ballet Russe for at indse, at Rusland i hine dage var i en klasse helt for sig selv. Alt, hvad der dengang var behov for, var - som historikeren Norman Davies har formuleret det - "en ubegrænset forlængelse af den europæiske fred".

Småkonflikt førte til krig

Dengang forekom dette tilmed i høj grad muligt. Freden var højst reel og havde allerede varet i årtier. Ingen forestillede sig, at de politiske ledere kunne være tåbelige og snæversynede, at småkonflikter ville drage deres lande ind i kontinentets indtil da værste krig, og i stedet for at rydde op efter det rod, som den skabte, og en generation senere drage dem end i endnu værre tragedie.

I dag, halvandet årti efter Den Kolde Krigs afslutning, er vi i fare for at forpasse den største chance, historien har spillet os i hænde, for at gøre Rusland til en solidt forankret del af Europa. Det er let for europæerne at skyde skylden på Amerika for den aktuelle eskalation af gensidig modvilje. Amerikanerne har da heller ikke optrådt med større kløgt. Præsident Bill Clintons beslutning om at bryde et højtideligt løfte afgivet til Gorbatjov og udvide NATO's medlemskreds med nabostater til Rusland (ifølge George Kennan "den mest fatale fejl, der er blevet begået i hele perioden efter Den Kolde Krig") og de vedvarende bestræbelser på at undergrave Ruslands traditionelle indflydelsessfære i Det Kaspiske Bassin måtte uundgåeligt opfattes som stærkt provokerende af russerne, fra den russiske intelligentsia til den patriotiske mand på gaden.

Det samme gælder naturligvis for Pentagons nylige beslutning om at udstrække sit missilskjold til Østeuropa og placere antimissil-batterier i Polen og radaranlæg i Tjekkiet.

Men det er i Den Europæiske Union, som havde indflydelsen, rækkevidden og magten til at blokere for alt dette, at det store svigt er sket. Problemet er, at Europas politiske ledere endnu ikke har vist format og vilje til at formulere en sammenhængende alternativ Ruslandspolitik. Da den tyske kansler, Gerhard Schröder gik temmelig langt for at komme Vladimir Putin i møde, faldt han nærmest i unåde blandt flertallet af sine kolleger.

Når ingen presser på i den modsatte retning, vil den amerikanske gigant udfylde tomrummet, som Robert Kagan skrev i sin seneste bog Dangerous Nation. Dette ligger i en supermagts natur og da så meget mere i en unipolær verdensordens tidsalder. Man fornemmer, at præsident Bush begyndte sin embedstid med at udtrykke varme personlige følelser over for Putin, men det er at fejllæse den magt, der ligger i det militærindustrielle kompleks og hos amerikanske meningsdannere at tro, at selv en præsident ville kunne stoppe Amerikas igennem årtier indgroede tilbøjelighed til at være ekspansionistisk, hvor det ikke møder modstand.

Europas medansvar

Det må indrømmes, at Rusland har ikke gjort det let for sig selv. De kaotiske tilstande under de liberale Jeltsin-år og den derpå følgende reaktion fra den puritanske og skånselsløse Putin - ikke mindst i forhold til Tjetjenien-krigen, som Rusland vandt med midler så grusomme, at vestlige hær kun kan drømme om dem - har gjort deres til at støde Rusland fra Europa på ny. Men det fritager ikke Europa for et medansvar. Hvis europæerne havde haft viljen til det, kunne Putin måske være blevet til en medspiller i stedet for en modspiller. Tilbage står, at hans Rusland endnu rummer øer af liberalitet. Websites som www.polit.ru holder intelligentsiaen velinformeret, og den russiske elite, især den videnskabelige del af den, er totalt koblet sammen med sine vestlige modstykker. Trods trykket på ytringsfriheden, blomstrer kulturlivet igen, og Putin lover, at han vil respektere forfatningen og træde tilbage ved udløbet af sin anden embedsperiode.

Det store spørgsmål i dag, er hvordan man kan stimulere de bedste sider af Rusland og undgå at provokere de værste. Der er ingen tvivl om, at skal dette lykkes, må Europa som helhed udvikle en mere robust politik, der dets økonomiske og politiske tyngde værdig. Dette må frem for alt indebære, at vi ikke lader amerikanerne sætte tempoet i forhold til Rusland.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her