Den amerikanske regering er ifølge The New York Times rystet over, at se et Rusland, som efter Sovjetunionens fald og økonomisk krise i 1990'erne var dybt svækket, men som nu fører en mere og mere selvbevidst og uafhængig politik på den internationale scene. Det burde nok ikke have været en overraskelse, for netop en styrkelse af den russiske stat og en genoprettelse af landets internationale betydning har hele tiden været præsident Putins hovedprioritet. Så sent som for tre dage siden sagde hans nære medarbejder og forsvarsminister Sergej Ivanov følgende til en hviderussisk avis:
"Jeg mener ikke, at der er grund til at betvivle tesen om, at Rusland efter USSR's sammenbrud led betydelige tab i flokken af allierede og partnere, og derfor mistede betydelig indflydelse på den internationale arena. Det er et faktum, men det er et faktum fra fortiden. De forstår vel, at et land som Rusland er det umuligt at isolere fra den verdenspolitiske proces. Og det handler ikke kun om, at vi fortsat er en atomstormagt. Det handler om selve vort lands store potentiale, som er unikt i sin mangfoldighed. I dag ser vi dette potentiale i alle internationale forhold, herunder det militærtekniske samarbejde. På det område arbejder vi sammen med over 80 lande i det sydøstlige Asien, Nærøsten, Central- og Østeuropa, Afrika og Latinamerika," sagde altså forsvarsminister Ivanov og tilføjede, at de dage er forbi, hvor Rusland er svækket økonomisk og militært.
Handler selvstændigt
Rusland har, skriver en kommentator i New York Times, genfundet sin selvsikkerhed og vilje til at handle selvstændigt. Og det bekymrer den amerikanske regering stærkt. Avisen skriver, at USA næsten stiltiende har måttet se til, mens Rusland er ved at fjerne den amerikanske indflydelse og militære baser fra de tidligere sovjetrepublikker, især i Centralasien, blokerer for resolutioner imod Irak i FN's Sikkerhedsråd, førte forhandlinger med den nye palæstinensiske Hamas-regering, og leverer våben og udstyr til a-kraftværker i Iran. Samtidig har USA heller ikke kunnet hindre, at Putin har gennationaliseret olie-industrien, slået ned på oligarker og det private erhvervsliv, har centraliseret magten og styrket statens og dermed regeringens kontrol med medier og NGO'ere. USA og Vesten ser det som Putins forsøg på at dreje Rusland i retning af et autoritært styre, mens Kreml hævder, at det er nødvendige tiltag for at rette op på det tidligere kaos og anarki i landet. USA har - trods mange bange anelser - heller ikke kunnet hindre Rusland i at blive ikke bare medlem, men ligefrem årets leder af de rige industrilandes klub, G8, og vejen ser nu ud til at være åben for et medlemskab i verdenshandelsorganisationen WTO. Det regner Moskva med, vil falde på plads i forbindelse med G8-landenes topmøde i præsidentens hjemby Sankt Petersborg til sommer. Ingen taler længere højt om overgrebene i Tjetjenien, siden Putin som den første ringede til den amerikanske præsident Bush efter 11. september og drog Rusland med i kampen mod international terrorisme.
Gensidig mistro
Som New York Times skriver, så ser det ud til, at amerikanerne må affinde sig med, at den nye russiske udenrigspolitiske linje bygger på landets "nationale selvopfattelse og forståelse af nødvendigheden af at forsvare sine egne interesser". Ifølge kommentatoren i bladet er Rusland ved at være genfødt som en stærk nation med en stærk centraliseret stat. Og det er, skriver kommentatoren, måske også den eneste rigtige vej for et land af Ruslands karakter og omfang.
Ruslands nye selvstændige linje fører imidlertid til mistro både i USA og Vest-europa, hvor man ser med skeptiske øjne på den russiske selvsikkerhed, og i Moskva, hvor man konstant er på vagt overfor det, mange russere betragter som Vestens forsøg på at hindre Rusland i at få indflydelse og i stedet udnytte landets enorme naturressourcer.
Sådan ser Moskva da også USA's forsøg på at lægge pres på Rusland i sagen om Iran, hvor Rusland nægter at give efter for USA's krav om stop for de russiske handelsaftaler med præstestyret. Forleden udsendte det russiske Udenrigsministerium en skarpt formuleret meddelelse, hvori det hedder, at Rusland nok selv skal bestemme, hvem landet samarbejder med.
Olie er magt
Og den egentlige grund til, at Moskva nu igen kan tillade sig en sådan tydelig udfordring til USA og Vesteuropa, er olie og gas. Det er ikke længere atomarsenalerne, der giver Rusland magt. Det er olie- og gasprisernes himmelflugt og Ruslands enorme mængder af samme råvare. Og Putin ryster tydeligvis ikke på hænderne, når Rusland føler, at der er behov for at bruge denne magt. Det har Verden set i Moskvas forsøg på at tvinge Ukraine og Georgien ind i den gamle flok at prorussiske satellitstater, som samtidig sendte chokbølger ind i Vesteuropas energisektorer, der pludselig blev klar over energiafhængigheden af Moskva.
Den magt vil Putin utvivlsomt bruge igen, og den vil, trods amerikanske trusler om det modsatte, formentlig føre G8-lederlandet 2006 ind i WTO. Udenrigspolitisk vil Rusland stå stærkt, men omkostningerne på det indenrigspolitiske plan i form af et stækket demokrati og et elendigt menneskerettighedsregister er så store, at det ifølge mange russiske iagttagere på længere sigt vil komme til at koste dyrt for Putins regime og elite.
